Det swinger på animationslinjen

Filmskolens animationslinje har siden fødslen i 1992 udviklet sig til skolens fantasifulde fyrtårn.

Hvor afgangsfilm fra de øvrige linjer har en tendens til at ligne hinanden i tone og teknik, er animationselevernes film kendetegnet ved deres mangfoldighed og kreative spræl. Animationsfilmen er grænseløs, og det bliver udnyttet til fulde.

Anders Morgenthaler og Martin de Thurah er linjens mest kendte undfangelser. Men særligt instruktørkuldet fra 2008 har sat barren højt med Dorte Bengtsons poetisk-symbolske Sylfidden , der sidste år dystede i filmskolekonkurrencen på Cannes-festivalen, og Jan Rahbeks musikalsk-fandenivoldske Space Monkeys.

De fem nyslåede dimittender har med andre ord noget at leve op til. Og ligesom tidligere årgange har de gået i vidt forskellige retninger. Én har sågar valgt ikke at lave en film, men et computerspil.

Årgang 2010 er kendetegnet ved dens store fantasi og høje tekniske niveau. Problemet er bare, at de fem produktioner virker mere som små smagsprøver på instruktørernes talenter end egentlig afrundede, levende filmfortællinger, man engagerer sig i.

Venus (5 stjerner)
Undtagelsen og årgangens absolut bedste film er Tor Fruergaards Venus. Teknikken er claymation, animation med modellervoks a la Nick Parks børnevenlige Walter og Trofast.

Der er nu intet børnevenligt ved Venus, hvor Caroline og Rasmus rammes af syvårskrisens erotiske tørke og forsøger at genantænde gnisten med et besøg i den lokale swingerklub.

Klubben er til bristepunktet fyldt med analgynger og glory holes, svulmende skamlæber og stive pikke i lyserød modellervoks. Der er langt hjem til dobbeltsengen for det overrumplede kærestepar.

Ikke desto mindre er filmen en lille sensitiv sag om den svære tosomhed. Den er godt skrevet med en inderlig pointe, og Sissel Dalsgaard Thomsens manuskript er fyldt med små humoristiske højdepunkter, som når klubbestyrinden med skvulpende hængepatter og Margrethe Koytus drevne røst oplyser, at hvis man vil bruge jacuzzien, så skal der sluges.

Det er en mindre genistreg, at Tor Fruergaard fortæller historien med modellervoks i en stil, der leder tanker hen på Claus Deleurans tegnserier. For med sin trinde animationskunst afvæbner instruktøren de ellers grænseoverskridende scenarier, og man griner og føler med de kriseramte kærester. Animationsform og indhold går op i en højere enhed. Otte minutters godt selskab.

Julegrisen (4 stjerner)
Godt får man det også af svenske Rickard Stampe Söderströms teknisk ekvilibristiske og veloplagte Julegrisen.

En lille gris ankommer til en arbejderlejlighed i et sneklædt København anno december 1932. På et ensomt loftskammer fedes den op, mens adventslysene bliver tændt ét for ét. Fed og forspist lykkedes det i sidste øjeblik den kommende flæskesteg at flygte ud over hustagene. Og man rammes af akut højdeskræk, når grisen balancerer på tagrender med de sultende mennesker i hælene.

Alt sammen i én enkelt indstilling.

Den lille historie er fuld af humor og skøre indfald. Den serveres som en musical, hvor juleanden synger for. Samme and, som under den svimlende kameratur bliver jagtet og halshugget i billedets baggrund. Og slutningen, som ikke skal afsløres her, er nærmest poetisk.

Söderström mestrer mediet til fulde, men filmen, der er lavet som 3D-animation, kommer lidt til at fremstå som en stiløvelse, en ansøgning til Pixar eller DreamWorks-studierne. Men en ansøgning, der fluks burde sikre ham et job.

Heavy Heads (4 stjerner)
Årgangens anden svensker Helena Frank står bag Heavy Heads, et socialrealistisk mareridt a la landsmanden Roy Andersson. En grå lejlighed og en grå kvinde med et enormt hoved og en flue, der tilfredsstiller hende seksuelt, udgør filmens lille og absurde hverdagstableau.

Det er ensomheden, der er i fokus, og filmens triste mennesker er bogstavelig talt bange for hinanden. Når telefonbogen ankommer, ryger den straks i skraldespanden, og da en nabo, blændet af tungsind, forveksler hendes lejlighed med sin egen, bliver situationen højspændt. Menneskeligt nærvær er en saga blot.

Filmen fremstår en anelse prætentiøs, som moderigtig misantropi. Men de 2D-animerede kæmpehoveder og idéen med fluen er originale, sorthumoristiske påfund. Og Frank skaber en knugende surrealistisk stemning, man gerne overgiver sig til.

To venner (3 stjerner)
Mandekønnet er for alvor gået i hundene i Paw Charlie Ravns dystopiske fantasi, To venner. For ti år siden udslettede en virus alle verdens kvinder, og mændene er derfor blevet forvandlet til frådende zombietyper, der — melankolske og liderlige — vandrer nøgne omkring på jagt efter det modsatte køn.

Instruktøren holder de klassiske 2D-dyder i hævd, og filmens postapokalyptiske univers er smukt og stemningsfuldt: en verden i forfald, hvor enorme renæssancepalæer står som monumenter over en hedengangen civilisation.

Udgangspunktet er episk og eksistentielt, men det ultrakorte format kan ikke bære den store mytologiske historie om to forældreløse teenagere, hvis venskabsbånd og overlevelse bliver et spirende håb om frelse.

Vejen mod den uomtvistelige pointe — kærligheden er den største kraft! — er for programmatisk, og personerne bliver aldrig rigtig levende.

Klik i familien (2 stjerner)
Årgangens sidste produktion er et computerspil eller rettere: en interaktiv tegneseriestribe.

Hver stribe omhandler en episode i en finanskriseramt families liv, hvor hvert klik med musen påvirker handlingen. Mor er en drabelig tømrerfurie og far en lidt slatten type med rødvinsbrandert og pikhud på fingrene.

Som spil er Søren Fruergaards Klik i familien kedeligt, da det strengt strengt taget bare gælder om at læse de lidt kluntet formulerede tekster og gøre, som de siger. Som stribe er den sjov og herligt politisk ukorrekt, men også en petitesse, der står som en lidt mærkelig parentes blandt filmene.