Det usynlige teater

Der er et stort potentiale af dramatikere herhjemme og en stærk trang til at udforske den særlige scene, som radiospillet er. Der er mange om buddet, når det gælder et nyt dansk radiospil, og man taler om DR Radio Drama som en rugekasse for det dramatiske talent. Her er flere premierer på dansk dramatik end nogensinde tidligere og flere premierer end på noget andet dansk teater. Det er derfor ikke overraskende, at det udløser en strøm af internationale priser, som man ellers skal til dansk film for at finde magen til.

Radiospillet er ellers ikke nogen ubrudt succeshistorie. Man siger ironisk, at det har dén store svaghed i konkurrencen med andre kunstarter, at det er svært at få øje på.

I et kommercialiseret kulturbillede, hvor billeder dominerer, er lyd uden støttebilleder og blikfang noget fremmedartet, ja, egentlig ikke rigtig noget. Hvorfor overhovedet få den tanke at gøre opmærksom på radiospillet – det usynlige teater?

Stjernerne glimrer
På netadressen www.dr.dk/radiodrama kan man se, hvad man kan høre, og få bekræftet indtrykket af, at radiospillet er i vækst. Her kan man også finde en del af forklaringen på, hvorfor det netop nu kører for radiodramatikken, nemlig et gennemprøvet koncept og masser af erfaring. Der er efterhånden i DR Radio Drama opbygget et produktivt netværk med en kerne af faste medarbejdere, dygtige teknikere og dramaturger. Dertil kommer en kreds af helhjertede kunstnere, hvoraf en del har lavet mere end ét radiospil, nogle adskillige.

Radiodramatikken har sine egne stjerner. Og disse arbejder sommetider side om side med flere af scenekunstens allerede kendte dramatikere. De seneste års mest glimrende er Daniel Wedel og Line Knutzon. Daniel Wedel blander fiktion og dokumentarisme, så virkeligheden fremstår gennemlyst, og han har blandt andet vundet Prix Europa for bedste europæiske radiospil 2001 og samme jurys Specialpris i 1999, henholdsvis med Polterabend og Det indre hotel. Line Knutzon har med sine ligeledes prisvindende sitcoms om Måvens og Peder fornyet komedien i radioen, så den kan spænde over det absurde drama, moraliserende samtidsskildringer og noget, der minder om ungdomsredaktionen.

Desuden lokkes, som i dampradioens tid, forfattere fra litteraturen. Af mere prominente navne fra de seneste år kan nævnes Svend Aage Madsen, Peer Hultberg, Naja Marie Aidt og ikke mindst Jørn Riel, som med stykket Tjenende ånder har forlenet eventyrverdenens prinsesser med samtidsskildring og lokket metafysiske overtoner ud af et socialpsykologisk grundstof.

En række lyrikere har også forsøgt sig med held. På DR får man i modsætning til mange andre steder i kunstens verden sin kunstneriske produktion honoreret anstændigt. For en lyriker kan det at skrive til Radio Drama være som at finde olie, og dertil kommer så oplevelsen af at skrive til et større publikum. Morti Vizki har med en stribe af produktioner, tolv i alt siden 1990, fået meget ud af denne chance. Hans Egernet tilbage til haven anses for et af de mest vellykkede eksempler på den nye radiodramatik, hvor replikker, effektlyde og musik indarbejdes til et samlet lydbillede, der kan være af episk, lyrisk eller dramatisk karakter.

Der er kort sagt tale om et nyt auditivt space, som er resultatet af et tæt samarbejde mellem dramatikere og Radio Dramas faste stab af lyddesignere og teknikere. Det er i øvrigt ikke usædvanligt, at instruktør og lydmand tager sig kunstneriske friheder i forhold til manuskriptet og kompletterer digterens værk.

Fra folkeoplysning til kunst
Radiospillet har taget form over en årrække. Målt med kunstens alen er dens historie af gode grunde kort, og dog er der meget langt fra de første amputerede klassikeropførelser i 1920’erne til de originale og helstøbte produktioner, vi kan opleve i dag.

Helt frem til 1949, hvor lydbåndet blev taget i brug og revolutionerede produktet, var Radio Drama i en æstetisk ulige konkurrence med det synlige teater. Men den tidlige dampradios folkeoplysende mission stillede krav om broadcasting. Molière og Holberg skulle ud til folket, og det måtte nødvendigvis ske i en formidlende, forkortet og medieafstemt udgave. Ingen nok så god lytter kunne kapere tre timers Hamlet-dialog!

Meget har ændret sig siden disse hastigt serieproducerede trivial-komedier, og det er min påstand, at det moderne radiospil er en gave til undervisningen: et perfekt format, et helstøbt kunstværk af cirka en lektions varighed.

Giv det en chance, og lad eleverne bruge ørerne kvalificeret og selv danne sig billederne. Radiospillet parret med et manuskript er på sin vis en mere tilgængelig genre end både teatret og romanen. Let at gå til, det skal bare lanceres. Og som Line Knutzon har sagt: ”Det er sundt at sætte sig ned og lytte. Det er rensende for sjælen. Man bliver sløvet af alle de billeder.”

Søster midnat
Staffan Valdemar Holms Søster Midnat (1993) er en voldsom sag at begynde med, men et brutalt og overraskende stormløb er næppe noget dårligt middel mod elevernes skepsis over for genren. De vil i hvert fald ikke have oplevet noget lignende før. Handlingen udspiller sig i dødens venteværelse, på et hospicelignende plejehjem. Forløbet er mærkværdigt, på samme tid en stemningsmalende tomgang og et støt eskalerende psykologisk gys.

Gitte er en ung og uskyldig plejerske, og hun får det sværere og sværere i mødet med det illusionsløse og promiskuøse miljø. ”Gør en ende på mig!” trygler den ene patient efter den anden, mens Gitte af sin overordnede kun får slappe opmuntringer og hule råd: ”Giv dem alt, hvad du magter. Følg dit hjerte!” Det, der løfter denne socialkritiske handling ud over det trivielle, er hovedfiguren. Hendes bevægende opløsningsproces og rørende genkomst som en dødens engel skildres intenst af Bodil Jørgensen. Hun er en hjerteknuser af samme rang og støbning som Lars von Triers filmheltinder.

Et andet afgørende element er det lydlige rum. Skillevæggene mellem de gamle mennesker er tynde, og der kommunikeres med forvrængede stemmer og bankelyde. De højteknologiske døråbnere med deres tunge hydrauliske automatik er tilsvarende skæbnesvangre lyde. Og så er der søsters stadigt heftigere åndedræt og fodtrin, den rytmiske sengeknirken fra den uafbrudt onanerende højesteretssagførers kammer, og spillelærerindens evindelige umusikalske spørgen. Læg dertil Joachim Holbeks underlægningsmusik, som er sjælfuld, men samtidig står i besk kontrast til stykket.

Måvens og Peder
Skulle modet svigte læreren, kan man i stedet starte med Line Knutzons serie om Måvens og Peder. Udgangspunktet for hvert af de fire radiospil – produceret mellem 1998 og 2002 – er det samme. Måvens går dybt frustreret rundt i sin slikbutik, indtil Peder, hans gamle skolekammerat fra folkeskolen, ringer ham op. ”Nå, hvordan går det så, Måvens?” ”Jamen Peder, er det virkelig dig?”

Tilværelsens absurditet og ironi blotlægges herfra på den mest vidunderligt ligefremme og livsbekræftende måde. Måvens er notorisk sortseer, Peder er livsglædens apostel, og de tos møder forløber som veritable orgier i replikkunst og grinagtige sketcher.

Min og elevernes favorit er Måvens og Peder på kanotur (1998). I starten er Måvens i færd med at skrive et afskedsbrev til sin dagbog, for det går slet ikke med butikken. Der er ingen kunder, og det, som for Peder ligner en kø foran butiksvinduet, er folk, der står og spejler sig. Med et brag smadrer Måvens ruden, og de to marginale eksistenser bevæger sig ud i naturen. På kanotur. I deres provisoriske idyl indhentes de dog hele tiden af samtiden i nogle typiske repræsentanters skikkelse, men efter en del prøvelser overtaler Peder Måvens til, at de sammen ikke længere vender ryggen til, men gør noget ved problemerne.

Selv om stykket er sammensat af en række optrin og udspilles i et absurd og kaotisk univers, har det en klart identificerbar og fremadskridende handling. Stykket, der diskuterer samtidens attituder og livsfilosofier, er på én gang meget plat og meget sofistikeret. Det kan nydes som en sjov fælles oplevelse, men det kan også klare en tur i laboratoriet.

Man kan for eksempel undersøge, hvordan stykket låner fra forskellige genrer og medier: sitcoms fra tv, roadmovien og det absurde drama. Man kan også studere lydsiden, som primært er domineret af personernes genkendelige stemmer og miljøskabende effektlyde. Og denne lilleverden parodieres eller forstyrres med jævne mellemrum af et klassisk græsk kors teatralske messen eller af den italienske klassekamps Avanti populo, en corny hymne, der intoneres jævnligt ved sceneskift.

Svært at få fingre i
Som vist blander alle de omtalte stykker på hver deres måde kortene genremæssigt. Det samme er tilfældet i Daniel Wedels endnu mere radikale radiospil. Han kalder selv sin genre for ”drama-fiktion”, og med en kompliceret dramaturgi etablerer han et forløb, hvor fortællingens røde tråd dukker op i montagens malstrøm af interviews.

Man kan sige, at Daniel Wedel både udstiller og fremstiller en virkelighed – Darstellung, som tyskerne meget præcist siger. Virkningen er forbløffende, og det kan være et rigtig godt udgangspunkt for en diskussion af, hvad der er virkeligt.

Til undervisning vil jeg anbefale Det indre hotel og Polterabend. På Radio Dramas hjemmeside findes et meget varieret materiale til undervisningen: interviews med forfatteren, lydklip og korte video-optagelser samt en opskrift på, hvad en rigtig polterabend skal indeholde – skrevet af en lærd folkemindesamler. Jan Sonnergaard har i øvrigt skrevet en novelle med titlen Polterabend i debutsamlingen Radiator. Den har intet med Daniel Wedels produktion at gøre, men tilbyder en oplagt mulighed for sammenlignende genreundersøgelser.

Alle de nævnte radiospil kan lånes eller bestilles til hjemlån på biblioteket, ligesom det er muligt at låne manuskriptet til flere af Måvens og Peder-stykkerne. Men generelt er det et problem, at de æterbårne produkter er svære at få fingre i, når de først er transmitterede. Desværre er der endnu ikke etableret permanente muligheder for at høre radiodramatikken på nettet, selv om man momentvis kan være heldig. I skrivende stund har Radio Drama lagt Roskilde, en helt ny radiogyser-serie, på hjemmesiden, men den kan kun indfanges den måneds tid, hvor seriens fire afsnit kører i radioen.

Selv har jeg forsøgt i min egen forening, Dansklærerforeningen, at få udgivet et introducerende grundbogsmateriale med det hele: cd, manus og introduktion, men her løb man panden imod en mur af copyrightklausuler og erhvervsjura. Efterhånden er vi dog nogle stykker, der arbejder på sagen, så forhåbentligt kan vi snart få den nødvendige indføring i kunstarten.