”Homeland-scenarie i virkeligheden”

We Are Journalists, hedder Ahmad Jalali Farahanis dokumentarfilm, der er lavet hos Danish Doc og vises under Cph Dox den 8. og 10. november i Palads-biografen.

Det lyder som et kampråb for en flok frihedskæmpere med pennen som våben, og det er ikke langt fra at være tilfældet. For som det opsummeres i begyndelsen af filmen, er det let at blive journalist, men en kamp at forblive journalist i Iran, et af verdens største journalistfængsler.

Farahani viser med sit altid uvelkomne kamera, hvordan journaliststanden undertrykkes af det iranske regime, ikke mindst omkring det omstridte valg i 2009, hvor mistanken om valgsvindel udløste voldsomme demonstrationer og fik myndighederne til at stramme censuren over for medierne.

Det førte til masseanholdelser af journalister. Én af de anholdte var Ahmad Jalali Farahani, samfundsredaktør på nyhedsbureauet Mehr, som blev udsat for både fysisk og psykisk tortur i Evin-fængslet, der er kendt for at huse mange politiske fanger. Siden er han flygtet fra sit hjemland og har fået asyl i Danmark.

Nej tak til sovepiller
Han møder mig på Frederiksberg iført sandfarvet frakke, sort t-shirt og brun fedorahat med daggamle skægstubbe og vandkæmmet, sortglinsende hår – noget kortere end i filmen. Jeg må ikke bore i torturen, det er aftalen. Farahani lider af posttraumatisk stress og vil ikke genkalde sig oplevelserne fra fængslet.

”Har du set Homeland?” spørger han og forklarer, at han har haft det ligesom Nicholas Brody fra serien, der bliver reddet efter otte år som krigsfange i al-Qaedas kløer.

”Jeg var nervøs, urolig og meget vred. Og jeg kunne ikke sove om natten. Jeg fik en psykolog på Gentofte Hospital, som sagde, at jeg skulle tage sovepiller. Men jeg hadede de sovepiller, for hver gang de torturerede mig i fængslet, gav de mig sovepiller bagefter,” siger Farahani og prøver at jage mindet bort med et grin.

Farahanis strid med Irans totalitære præstestyre begyndte i 2008, da han gav sig til at dokumentere iranske journalisters arbejdsforhold med sit kamera. Han fik ordre på at stoppe sin film og adlød: ”No problem.”

Jordskælv udløser selvcensur
I 2009 spirede optimismen hos protestbevægelsen Den Grønne Bevægelse anført af den reformvenlige præsidentkandidat Mir-Hossein Mousavi. Farahani er én af mange, som er overbeviste om, at regimet manipulerede med valgresultatet, så den despotiske præsident Mahmoud Ahmadinejad kunne blive siddende.

Valgresultatet udløste de voldsomste demonstrationer i Iran siden den islamiske revolution i 1979, hvor den vestligt orienterede shah Mohammad Reza Pahlavi, der blev anset for korrupt og diktatorisk, blev udskiftet med et præstestyre med ayatollahen som øverste leder.

Under protesterne fandt Farahani igen sit kamera frem, og undervejs i filmen blev hans kameralinse vidne til drabet på en demonstrant. Hverken Farahani ellers hans journalistkolleger turde skrive om ham.

”Dagen efter valget sad jeg som redaktør for enden af et bord med mine journalister. Ingen af dem havde skrevet noget som helst. De sagde: ’Vi kan ikke fortsætte på denne måde. Vi kan ikke blive ved med at skrive løgnene,’” fortæller han.

”Engang var der en af mine journalister, som havde valgt ikke at skrive en historie om et jordskælv i en lille iransk by, fordi han var bange for, at regimet ville synes, det var for negativt. Det er selvcensur.”

”Trin for trin forstod jeg, hvor dybt problemet med Ahmadinejads regime var, og det ville jeg lave en film om. For journalister er demokratiets frontkæmpere, og hvis Iran havde haft en stærkere journalistik, kunne regimet ikke have undertrykt folket på samme måde.”

Homeland-scenarie
Farahanis beslutning om at filme videre fik store omkostninger. Da han kom tilbage til Iran efter at have været til jobsamtale på en radiostation i Dubai, fik han igen besøg af politiet.

”De var sikre på, at jeg havde fået penge af CIA, Mossad eller MI6. At jeg havde mødtes med to agenter i Dubai,” siger Farahani og griner afmægtigt.

”De ledte efter dollar i mine bøger, blade og dvd-film. De mente, at jeg havde betalt folk for at demonstrere, så jeg kunne filme dem. Det var virkelig et Homeland-scenarie. I fængslet sagde de, at hvis jeg ikke indrømmede at have modtaget penge fra Mossad eller CIA, så ville de fortælle folk, at jeg havde dræbt fem civile mænd.”

”Det gjorde mig bange, for jeg vidste, at de kunne gøre det. De fleste ville tænke, at det sikkert passede. Regimets propaganda fungerer godt. Min egen svigerfar tror, at regimet har ret om mig. Han tror ikke på, at jeg ville kunne få penge til at lave film i Danmark, hvis jeg ikke var agent. Regimet har skrevet, at Danish Doc er et dækfirma, og at Anja Dalhoff (Danish Docs leder, red.) er CIA-agent.”

En tom dukke
Efter opholdet i Evin-fængslet var Farahani en forandret mand, fortæller hans datter i filmen. ”Hans øjne strålede ikke,” han var som en ”tom dukke”. Han blev paranoid – mistænkte alle og enhver for at være agenter og for op, når telefonen ringede.

”Jeg skulle til forhør én gang om ugen. Jeg skulle rapportere om, hvem jeg havde snakket med, og alt hvad jeg havde foretaget mig den sidste uge. Jeg kunne ikke snakke ordentligt med min kone, for vi vidste ikke, om der var kameraer og mikrofoner i vores hjem. Regimet har en cyber army af hackere og kan hacke din Facebook, din mail og endda dit webcam. Hver gang vi ville snakke sammen, gik vi udenfor.”

Han forsøgte at lave en harmløs film om kaviar, men det fik han heller ikke lov til.

”De brækkede mine fingre i min bildør,” fortæller han og viser mig, hvor fingrene knækkede.

”De sagde, at jeg kunne vælge at samarbejde med dem ved at stikke journalister, som var imod regimet. Jeg skulle fortsætte som journalist, og så skulle jeg sende dem en sms, hver gang jeg hørte nogen snakke om Mossad eller Den Grønne Bevægelse. De ville give mig en god løn for det, så jeg kunne købe et godt hus og en god bil. Da jeg sagde nej, piskede de mig. Det var det eller fængslet, sagde de.”

Dødsliste
Farahani valgte den tredje mulighed: flugt. På natten efter datterens fødselsdag emigrerede familien til Tyrkiet.

”Det var dramatisk. Min kone græd og græd. Hun er et offer, for hun har fulgt alle regler og har aldrig haft problemer med regimet. Jeg sagde til hende: ’Du er fri, du kan selv vælge din fremtid. Jeg kan godt rejse alene.’ Men familie betyder meget for iranere, så hun kom med mig.”

Få måneder senere blev Farahani inviteret til Danmark. Cph Dox ville gerne vise hans film Sofar om to protest-rappere. Det var heller ikke populært.

”Bagefter fik jeg en besked fra Irans regime om, at mit navn var på en dødsliste, og at de ville dræbe mig, hvis jeg kom tilbage til Tyrkiet eller Iran.”

Praktikantens pligt
Farahani og hans familie søgte i stedet asyl i Danmark og fik det efter otte måneder i Hanstholm Asylcenter. Han fik en praktikplads hos Danish Doc, og på den måde fik han mulighed for at lave sin journalistfilm færdig.

”Jeg havde glemt alt om projektet. Det meste af mit materiale var gemt i Iran, og regimet ville ikke finde det. Men så kom Anja Dalhoff og sagde, at hun kunne hjælpe mig, hvis jeg gerne ville lave en film i Danmark. Så sagde en ven til mig: ’Hvorfor vil du ikke lave We Are Journalists? Det er din pligt. Du må fortsætte.’”

”Han havde ret. Hvis jeg ikke havde lavet filmen, så ville jeg spørge mig selv, når jeg blev gammel: ’Hvorfor stoppede du, Ahmad?’”

Dialogen med New Danish Screens kunstneriske leder Jakob Høgel var dog præget af en del misforståelser.

”Jeg snakkede ikke dansk og kun dårligt engelsk. Til sidst opgav jeg at kommunikere med dem. I stedet begyndte jeg at klippe filmen sammen. Jeg lavede de første ti minutter og viste dem til Jakob. ’Okay, fortsæt bare!’” sagde han.”

Sandheden er vigtigst
I dag har Farahani lært at tale dansk. Ganske vist noget gebrokkent, men forståeligt. Han virker heller ikke synderligt nervøs. Han kan grine ad sine oplevelser med en galgenhumoristisk vantro og holder for det meste øjenkontakten med sine dybe, mørkebrune øjne, der næsten går i ét med pupillerne. Men da han taler om den personlige pris, han har betalt for at lave filmen, slår han blikket ned, og stemmen begynder at dirre.

”Min datter har traumer. Hun vågner sommetider op og råber efter mig: ’Hvor er min far, hvor er min far?!’ Jeg krammer hende og siger: ’Bare rolig, jeg er her, jeg er her!’”

”Jeg har mistet alt – min fremtid, mit job, mit hjem. Min søster har mistet sit job i Teheran på grund af min film.”

”Men hvis man er en rigtig journalist, så må man være klar til at tage konsekvenserne. I fremtiden kan mine døtre sige, at deres far gjorde, hvad han skulle som journalist. Som journalist skal du definere demokratiet og fortælle sandheden. Også selvom det bringer dig i problemer. Selvom du mister dit job. Selvom du mister din fremtid. Selvom du mister dit fødeland …”

Han bryder af og stirrer stift på det glas, han snurrer rundt mellem fingrene. Så stiller han det på bordet og gnider nervøst sine fingre, før han tørrer en tåre ud af øjenkrogen og igen kigger op med et anstrengt smil.

”Det er meget svært.”

Må ikke glemme 2009
Farahani håber, at han en dag kan vende tilbage til sit hjemland, og han øjner en flig af håb, efter at den moderate Hassan Rohani afløste Ahmadinejad sidste år.

”Regimet vil gerne bilde folk ind, at Den Grønne Bevægelse er død, men det er den ikke. Ellers var Rohani ikke blevet valgt,” siger han.

”Rohani er rationel. Han vil gerne samarbejde med de vestlige supermagter, og han forstår ord som modernisme og internet. Men han har ikke magt. Magten er i Khameneis (den øverste leder, red.) hænder. Derfor har intet ændret sig for journalisterne.”

”De vil gerne have lov at skrive som før 2009, men for to uger siden blev fire journalister anholdt for at have rapporteret om, at flere kvinder var blevet angrebet med syre af Basij-militsen, fordi de ikke gik med tørklæde.”

– Men hvorfor er Den Grønne Bevægelse så mindre synlig nu, hvor præsidentkandidaten Mousavi er i husarrest?

”Filosofien bag Den Grønne Bevægelse er, at vi ikke vil slås mod regimet ligesom i Syrien og Irak. Vi vil ændre folks syn på verden, på kvinder, på samfundet og på vestlige lande. Iranerne lærte med revolutionen i 1979, at et regimeskifte ikke gør nogen forskel, hvis ikke holdningerne ændrer sig.”

”Det var en stor nyhed for folk som mig, da Iran og USA begyndte at tale sammen igen. Hvis Rohani kan få skabt et samarbejde med de vestlige supermagter, så får han mere magt, og Den Grønne Bevægelse får bedre muligheder.”

”De konservative, fascistiske kræfter er bange for Den Grønne Bevægelse. Det er derfor, Mousavi er i husarrest. De ved godt, at hvis han kommer ud, så kommer folk på gaderne igen. Og de kan heller ikke dræbe ham. Jeg håber, at iranere over hele verden kan se min film og huske, hvad der skete i 2009. Det må de ikke glemme.”

– Hvad kan folk i Vesten lære af filmen?

”Problemet er, at de vestlige lande er ligeglade med, hvad der foregår inde i Iran – de er bare bange for, at Iran får atomvåben. Det er meget vigtigt, at vestlige lande begynder at presse Irans regime ikke kun på spørgsmålet om atomprogrammet, men også på spørgsmål om menneskerettigheder, ytringsfrihed og lighed og laver sanktioner, så regimet ikke kan undertrykke folket og journalisterne. Så kan journalisterne og menneskerettighedsaktivisterne fortsætte deres mission.”

”Men det er endnu vigtigere, at folk som min svigerfar ser filmen. Han vil bare ikke se den, for han tror, at den er løgn,” siger Farahani og griner igen over tragikomikken.