Det var nu eller aldrig for filmfond

Efter noget, der i offentligheden har lignet en gyser af Hitchcock’ske proportioner, stod det i sidste uge klart, at København får sin egen filmfond. 

Filmfonden skal især trække udenlandske produktioner til byen og dermed skabe vækst og arbejdspladser i den danske filmbranche. Men realiseringen af fonden har hængt i en tynd tråd. 

”Denne her filmfond bliver ikke til noget, hvis ikke vi kommer op på 40 millioner kroner (…). Vi er nødt til at få alle til at forstå, at hvis ikke de er kommet ud af busken inden 1. oktober, så bliver der ingen filmfond,” fastslog kulturborgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev (V) over for Politiken i maj sidste år. 

Men nu har Københavns Filmfond alligevel fået ben at gå på, selvom der kun er skrabet 35 millioner kroner ind. 

Nu eller aldrig
De nye boller på suppen har fået Kim Pedersen, der er fast blogger på Ekkos hjemmeside, op af stolen. 

Han mener, at troværdigheden hos folkene bag fonden har fået ridser i lakken, idet de har spildt ni måneder ”i ren afpresningstaktik over for de statslige myndigheder,” som han skrev på sin blog. 

”Man kan i den henseende frygte, at flere vigtige film i mellemtiden er gået Københavns næse forbi – alt det for brødløst sjakren,” skrev Kim Pedersen, der til daglig er formand for Danske Biografer. 

Pia Allerslev, som har været den politiske drivkraft for Filmfonden, forstår godt Kim Pedersens undren. Men hun mener ikke, det kunne være gjort anderledes. 

”Jeg synes heller ikke, det er helt optimalt, men målet om de 40 millioner gik blandt andet på, at jeg satsede på, at staten ville gå ind med sølle fem millioner over tre år. Det ville de ikke,’” siger Pia Allerslev. 

”Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Sammen med de første investorer blev vi enige om, vi ikke får andre muligheder for at etablere en filmfond. Så selvom jeg meget firkantet har sagt: ’40 millioner, ellers bliver den ikke til noget,’ så vurderede jeg, at den aldrig ville blive til noget inden for en overskuelig årrække, hvis vi ikke slog til nu.” 

Skatteborgernes kroner
Pia Allerslev overtalte derfor Københavns Kommunes borgerrepræsentation til at fastholde deres investering på tyve millioner kroner, selvom der kun blev samlet femten millioner ind fra andre kommuner og private investorer.

Hendes mandat havde ellers været, at kommunens tyve millioner skulle matches af et tilsvarende beløb. 

– Men kunne I ikke have trykket på startknappen tidligere? 

”Det politisk system er sjældent særlig hurtigt. Og jeg ville hellere have en Filmfond, der blev etableret lidt langsommere, end at det hele faldt til jorden, fordi store København kom tromlende og sagde: ’Nu skal vi skynde os.’” 

”Jeg har forsøgt at give rum til, at alle holdninger og synspunkter har haft mulighed for at komme frem. Der har været mange møder, fordi det er en meget stor investering for mange kommuner. Og det er jo skatteborgernes kroner, vi investerer, så vi er nødt til at være sikre på, at vi gør det rigtige.” 

– Hvad kommer det til at betyde for fonden, at I går i luften med fem millioner færre end det oprindelige beløb? 

”Det betyder konkret, at der vil være en eller to færre film, vi kan støtte i første omgang. Jo større en fond, jo flere investeringer. Men jeg håber ikke, det ødelægger glæden ved, at vi har fået en filmfond, og så håber jeg, at flere investorer vil komme til, når de kan se resultaterne her de første tre år.” 

Politisk mod
Den arbejdsgruppe, der i en årrække har arbejdet på etableringen af en københavnsk filmfond, har tidligere håbet på beløb i størrelsesordenen 70-120 millioner kroner. 

”Men med 35 millioner kroner på tre år kan vi sagtens gå ind og lave en fond, der kan bevise sin værdi for filmbranchen og for hovedstadsregionen,” mener Klaus Hansen, en af de ledende kræfter bag fonden og direktør i Producentforeningen, som har investeret en million kroner. 

Han mener, Kim Pedersen skyder helt forbi i sin kritik af processen forud for fondens oprettelse. 

”Det er en politisk proces, hvor der skal klippes en hæl og hugges en tå en gang imellem. Og det er klart, at der sker noget i en politiske proces, hvor en borgmester melder ud, at nu vil man gerne det her, og så må det syre-testes, hvad der er muligt. Staten ville så ikke med, det var ærgerligt, men så glæder det da mig helt fantastisk, at Pia Allerslev har haft så meget politisk mod, at det er blevet gennemført alligevel,” siger han. 

Ingen garanti
Ifølge Klaus Hansen vil den begrænsede sum penge betyde, at direktionen og bestyrelsen må prioritere endnu skarpere blandt projekterne. 

”Man skal huske, at intet er garanteret efter de tre år, så den største opgave er at overbevise alle om, at det her er en rigtigt god ide at bruge penge på. Hvis vi ikke kan dokumentere flere arbejdspladser og vækst i filmbranchen efter tre år, så har vi et problem,” siger han.