Nyhed
20. sep. 2017 | 11:55

The Deuce får en sæson 2

Foto | Paul Schiraldi
Forhåbentlig kan vi forvente at se meget mere til James Franco i hans dobbeltrolle som Martino-brødrene i fremtidige sæsoner af The Deuce.

David Simon og George Pelecanos’ anmelderroste serie om pornoindustrien er blevet forlænget med en anden sæson.

Af David Madsen

Det lå allerede i kortene, men nu er det officielt: The Deuce er blevet fornyet til endnu en sæson.

”Vi glæder os til at fortsætte vores kreative samarbejde med mesterfortællerne David Simon og George Pelecanos. Med de utroligt talentfulde Maggie Gyllenhaal og James Franco i fronten af et fantastisk cast ser vi frem til at dykke dybere ned i denne fængende historie, mens den udvikler sig,” udtaler HBO’s programpræsident Casey Bloys i en pressemeddelelse.

”Vi kendte til historiens temaer og formål, men der er mange folk i underholdningsindustrien, som ikke ønskede, at den skulle fortælles, eller værre: Ville have fortalt den af de forkerte grunde. HBO er seriøse, og de lader sig ikke skræmme,” siger David Simon, der sammen med George Pelecanos har skabt den roste serie.

Pornoindustriens fødsel
The Deuce foregår i starten af 70’erne og handler om sex- og pornoindustrien i og omkring New Yorks 42. gade kaldet The Deuce.

Serien følger mange sider af pornoindustrien – fra Francos mafiasponserede bartender Vincent Martino over de prostituerede og deres alfonser til gadebetjentene, der prøver at holde nogenlunde orden i kaosset.

Hermed lægger den sig tæt op af David Simons krimiserie The Wire, der både fulgte Baltimores kriminalbetjente og byens organiserede bander i krigen mod stoffer i starten af det nye årtusinde.

Første sæson af The Deuce slutter op til premieren af den berømte pornofilm Deep Throat i 1972, så der burde være rigeligt af materiale at tage fat i, i fremtidige sæsoner.

I vores nye Ekko #76 interviewer vi David Simon om serien.

”For mig handler The Deuce om, hvordan vi er vældigt gode til at skabe profit, men vi er ikke ret gode til at sørge for at dele denne profit som samfund. Det evner vi nærmest ikke længere,” siger David Simon.

The Deuce havde forpremiere 10. september, og andet afsnit blev tilgængeligt på HBO Nordic i mandags.

Trailer: The Deuce

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko