Dag 3: Dianas nervøse sammenbrud

Vaporettoen drejer til venstre. Fuck. 

Til højre for mig ser jeg Lidoen glide længere og længere væk over bølgerne, mens jeg desperat tjekker Google Maps for at se, hvordan jeg alligevel kan nå den tidlige visning af Pablo Larrains Prinsesse Diana-portræt Spencer. 

Otte minutters gang, står der. Gang? 

Jeg tager den næste båd tilbage, så en stopfyldt bus og en rask løbetur, og står nøjagtigt til tiden foran en beklagende jakkemand, mens der danner sig en kødrand af italienske journalister bag mig. 

Han ville gerne lukke os alle ind, forklarer han, men der er ikke personale nok til at vise os alle til vores sæder på en gang. Én ad gangen, sådan er systemet. 

”Skal vi så gå højere op i systemet for at komme ind?” raser kvinden ved siden af mig? ”Først din chef, så festivallederen, borgmesteren, premierministeren, paven!” 

Vi kommer ind, mens Prinsesse Diana kører forvirret rundt i det bakkede engelske landskab. Kristen Stewart kan jeg slet ikke få øje på. 

Jul med svigermekanikken
Det er håret, holdningen, kostumerne, accenten, udtalen. Den forsagte aristokrat, der opponerer mod aristokratiet og den spinkle mor, der elsker sine sønner, men ikke ved, om hun kan redde dem. 

Kristen Stewart er kommet langt siden Twilight-filmene. 

Hun forsvinder ind i rollen på en måde, som få skuespillere formår, mere endda end Natalie Portman gjorde det i Pablo Larrains Jackie, der handlede om JFK’s enke i timerne efter hans død. 

Det er også nødvendigt, for Spencer handler helt og holdent om prinsessen. Nærmere bestemt om juledagene 1991, hvor Diana besluttede sig for at forlade sin mand. 

Prins Charles har fundet en anden. Alle ved det, men ingen siger det højt, og sensationspressen studerer Prinsesse Diana som et insekt under et mikroskop – som hun selv siger det. 

Kvælende koncentration
Helt fra starten mærker vi hendes rådvilde desperation. 

Diana har ingen at bekende sig til. Godset Sandringham House er fyldt med dronningefamiliens lakajer. Tyendet sladrer, og pressen ligger på skjul med zoomlinser rettet mod vinduerne til hendes soveværelse. 

Og juledagene har deres egne nidkære regler, fra fasttømrede kostumeskift til den ”muntre” tradition, hvor gæsterne vejes ved ankomst og afsked, så man kan se, om de har nydt julen tilstrækkeligt. 

For Diana er det lag på lag af kvælende kontrol, og hun er på randen af et nervøst sammenbrud. Hun hallucinerer og gør vold på sig selv. Og længes hjem til det faldefærdige gods i nærheden, hvor hun voksede op. 

Men Steven Knights intelligente manuskript viser også, at ikke alle i husholdningen er imod hende. “Hernede griner alle over kongefamiliens skandaler og særheder,” som kongehusets sympatiske chefkok siger til prinsessen. ”Men når de taler om dig, er der ingen, der griner.” 

Den omsorg, som omverdenen følte for Diana, blandet med skadefro nysgerrighed, kommer tydeligt til udtryk i filmen. Også selv om man kan indvende, at det overhovedet at fortælle hendes historie for 117. gang ikke respekterer det privatliv, hun lider for i filmen. 

Men sikke en præstation! Et par dage inde i festivalen virker Kristen Stewart allerede selvskrevet til en skuespilpris – med retning mod en Oscar. 

Speedbådkultur
Niveauet de første dage af festivalen har virkelig været forbløffende højt. Men der har alligevel sneget sig ligegyldigheder ind i programmet. 

Som den kinesiske Shen Kong, der spiller i sideprogrammet Venice Days. Den foregår meget aktuelt i et pandemiplaget Kina, hvor et ungt par leger vilde i en storby, som er nedlukket og affolket. 

Hele verden tilhører dem! Det er en underligt tonedøv måde at behandle så stor en tragedie på. 

Så er der mere at komme efter i Atlantide, der handler om unge speedbådsracere i den venetianske lagune. 

En hurtig speedbåd er for unge venetianere, hvad en muskelbil er for unge amerikanere. Den italienske videokunstner Yuri Ancarini skildrer dette ungdomsmiljø med stor indlevelse og loyalitet over for kulturen. 

Han bruger ikke-professionelle skuespillere og optager uden et manuskript, observerer hellere med sit kamera end at forme virkeligheden efter en fastlåst fortælling. Atlantide føles som en troværdig skildring af den unge generation i en by, der bliver stadig mere affolket og fremtidsløs. 

Det er bare også en flagrende gang videokunst, der lige så vel kunne spille på et museum som i sidekonkurrencen Horizons. Men venetianere har forståeligt nok et blødt punkt for film om Venedig. 

Mexicansk allegori
Der er langt mere på spil i den mexicanske The Hole in the Fence. 

Her skildrer instruktøren Joaquín del Paso et voldeligt mikrokosmos på en religiøs privatskole, hvor samfundets magtstrukturer forstærkes af strenge katolske dogmer. 

Filmens hovedpersoner er overstadige drenge i tolvårsalderen. Mange af dem er overklassebørn og fremtidige samfundsspidser, der indoktrineres i kirkelig selvretfærdighed og religiøs fordømmelse. 

På skolens indhegnede lejrplads hersker Guds fred, får børnene at vide, mens verden på den anden side af porten er fremmed og farlig. 

Det er en gammeltestamentlig tankegang, der fører vold og selvfornægtelse med sig. Drengenes religiøse fællesskab levner ikke plads til homoseksuelle, handicappede eller indfødte, der alle straffes med tæsk og eksklusion. 

En dag finder de et hul i hegnet. 

Noget er sluppet igennem, noget der truer drengenes toksiske verdensbillede og fremkalder en brutal selvjustits blandt dem. Lærerne tager det meget roligt. Det er nærmest, som om de har haft en finger med i spillet. 

The Hole in the Fence er en allegorisk fortælling, der kan ses i forlængelse af film som Embrace of the Serpent, La llorona og Tragic Jungle. De tackler Latinamerikas voldelige historie som et eldorado for en uhellig treenighed af fremmede magthavere: kolonialister, kapitalister og katolikker. 

Ned i dybet
Michelangelo Frammartinos Il Buco – ”hullet” – handler om en gruppe unge huleudforskere, der i 1961 leder en ekspedition mod bunden af en grotte et sted i Syditalien. 

Den må stå som en af hovedkonkurrencens mest aparte filmoplevelser, et nærmest ordløst portræt af entusiastiske unge eventyrere, der begiver sig dybere og dybere ned i en afgrund. Og åbningen befinder sig midt i en mark, hvor køer græsser uforstyrret og livet for de lokale hyrder har været omtrent det samme i utallige generationer. 

Det er en tålmodig film, der i smukke og mørke kompositioner følger ekspeditionen ned mod grottens dyb, mens hyrderne langt over dem holder styr på deres flokke. 

Frammartino indleder sin film ved at vise optagelser fra konstruktionen af et højhus i Napoli, der dengang var det højeste i Europa, og reflekterer dermed over tidens fremskridt i begge retninger. 

Mens en gammel hyrde falder uanfægtet om i skovbrynet. Livet går fremad, men det går også i ring fra fødsel til død.