Dicks paranoide visioner

Philip K. Dick (1928-82) er ikke nogen berømt forfatter. Blandt science fiction-kendere står han ganske vist som en af genrens to-tre største, og i disse kredse er han genstand for intens dyrkelse. Men blandt lægfolk, ikke mindst i Danmark, er han knap nok kendt. Det skyldes sandsynligvis, at science fiction altid har været en meget sekterisk genre, der læses intensivt af en lille skare. Alligevel er det forbløffende, at Dick er indbegrebet af kultforfatter, når man tager i betragtning, at han på tredive år fik udgivet ikke mindre end 44 romaner og 120 noveller!

En håndfuld af Dicks værker er blevet filmatiseret – fra Blade Runner, der havde premiere kort efter hans død i 1982, til Paycheck, som netop har haft dansk premiere. Det er ikke hans egentlige hovedværker, som har fundet vej til Hollywood. Kun Blade Runner er baseret på en roman, nemlig Drømmer androider om elektriske får?, som er en af Dicks bedste og mest kendte. Resten – Total Recall (1990), Minority Report (2002) og de mindre vellykkede Screamers (1995) og Impostor (2002) – har forlæg i noveller, der tilsyneladende er mere eller mindre tilfældigt valgt og i øvrigt netop samlet i antologien Philip K. Dick – filmatiserede noveller.

Hvad karakteriserer de Dick-historier, som har fundet vej til lærredet? De ”pitcher” godt, som man siger i filmbranchen. Philip K. Dick er en sand mester i den stærke præmis. På få linier kan han etablere en unik verden og servere en plot-ide så original, at man er nødt til at læse videre. Her passer han til Hollywoods forkærlighed for ”high concept”, altså genrefilm som kan sælges på blot én linie.

Hollywood har således behandlet Dick som den trivialforfatter, hans genrevalg gjorde ham til. Det er ikke overraskende, for litterær respekt har aldrig været Hollywoods stærke side, og Dick selv, der nåede at se dele af Blade Runner inden sin død og var meget begejstret, havde på sin side ikke meget tilovers for Hollywood. ”Du ville være nødt til at slå mig ihjel og sætte mig i min bil med et smil malet i ansigtet for at få mig til så meget som at nærme mig Hollywood,” sagde han.

Ikke desto mindre har Philip K. Dicks forfatterskab og hans idiosynkrasier påvirket især den amerikanske science fiction-film mere, end han måske kunne have anet.

Enkel stil, filosofisk tyngde
Da han begyndte at få udgivet historier i begyndelsen af 1950’erne, var science fiction et decideret undergrundsfænomen. Han skrev noveller til snævre genremagasiner, og de fleste af hans romaner udkom kun som paperbacks. Bortset fra et enkelt år på universitetet var han selvlært, og han måtte i perioder supplere sin forfattervirksomhed med forskellige småjobs. Men han var fast besluttet på at leve af at skrive og begyndte at tage speed ud fra det simple ræsonnement, at det kunne øge hans produktivitet og dermed hans indtjening. Måske hjalp det. Da hans amfetamin-forbrug var på sit højeste i 60’erne, skrev han op mod 60 sider om dagen!

Philip K. Dicks storforbrug af stoffer og alkohol, hans kaotiske privatliv og voldsomme psykiske problemer (fra svære fobier og dyb paranoia til rystende religiøse visioner) og hans mange år som miskendt geni er det stof, litterære myter er gjort af. Men uanset hvor mange myter, Dick er omgærdet af, kan det dog ikke skygge for hans kvaliteter som forfatter.

Det mest påfaldende ved Philip K. Dicks forfatterskab er hans konstante kredsen om den samme tematik. Han beskæftiger sig igen og igen med forholdet mellem virkelighed og illusion og med spørgsmålet om menneskelig identitet: Hvad vil det sige at være et menneske? Er virkeligheden blot det, vi sanser?

Den sidste pointe dukker op i de fleste af filmatiseringerne. I Total Recall kan hovedpersonen ikke skelne mellem virkelige erindringer og kunstige, og i Paycheck får hovedpersonen slettet sin erindring om dele af sit liv, som dermed i hans bevidsthed aldrig har fundet sted. Også religiøse forestillinger er et fast tema hos Dick, og flere af hans historier berører forskellige messiasfigurer. Endelig gennemsyres hans værker af paranoia – fra hovedpersoner, der meget konkret forfølges, til store kosmiske sammensværgelser. Ikke mindst de senere romaner og noveller er indhyllet i paranoia og religion.

Påfaldende er det også, hvor lidt litterær Dick er i sin stil. Nogen stor stilist er han ikke, han skriver lige ud ad landevejen, blottet for krummelurer og flotte formuleringer. Han har en umiddelbar tilgængelighed, som står i kontrast til hans filosofiske tyngde.

Menneske eller androide
Hollywoods interesse for Philip K. Dick skyldes kort og godt, at han er storleverandør af gode ideer. Historierne er originale og elementært spændende – de er fulde af personer, der bliver jagtet eller selv jagter noget eller nogen.

Det gælder ikke mindst den futuristiske kriminalhistorie i Drømmer androider om elektriske får? (1968), som instruktøren Ridley Scott gav titlen Blade Runner, der pudsigt nok var hentet hos forfatteren William Burrroughs. Filmen blev ved sin premiere nedsablet af mange kritikere og var et kommercielt flop, men den skulle senere vise sig at blive en af science fiction-genrens mest indflydelsesrige spillefilm.

Med forlæg i en roman har Blade Runner taget mere fra Dicks plot, end man ser i de film, der er baseret på hans noveller. Også Dicks til tider meget flyvske religiøse besættelser finder udtryk i Blade Runner i skikkelse af videnskabsmanden Tyrell, der sætter sig i Guds sted og skaber liv. Alligevel har filmen på overfladen meget lidt med Dicks univers at gøre. Dick er fascineret af filosofiske spørgsmål og befinder sig langt fra den teknologi-fetichisme, som kendetegner megen science fiction. Blade Runner er derimod fascineret af stil og teknologi – og det er netop visuelt, at Blade Runner står som en af genrens skoledannende værker.

Blade Runner findes i to markant forskellige versioner. Den oprindelige Hollywood-version, hvor en påklistret fortællerstemme – indtalt af hovedrolleindehaveren Harrison Ford – gav associationer til film noir-genrens lakoniske detektiver, og så den særlige Director’s Cut-udgave, der havde premiere ti år senere, nemlig i 1992.

I denne sidste version er Fords voice over fjernet, og filmen gør det nu meget tydeligt, at Fords karakter, som i filmen jagter undslupne androider – altså kunstige mennesker – selv er en af slagsen. Dette bringer filmen meget tættere på Dicks ånd: Hvad er menneskeligt? Hvad er identitet?

Paranoia og psykose
Før sin død i 1982 solgte Philip K. Dick filmrettighederne til novellen We Can Remember It For You Wholesale (1966, Vi husker det for Dem engros). Efter otte år og flere kuldsejlede forsøg på at få projektet på skinner blev den til filmen Total Recall (Sidste udkald). Med Paul Verhoeven i instruktørstolen og Arnold Schwarzenegger i hovedrollen bliver novellens protagonist Douglas Quail – en af de mange små middelmænd i Dicks historier – til muskuløse Douglas Quaid, og Dicks beskedne prosa bliver her til en fuldblods Hollywood-blockbuster.

Novellen handler om en lille funktionær, der drømmer om at komme til Mars. Men hvor der i novellen kun tales om Mars, flytter filmen rent faktisk meget af handlingen til den røde planet. Her kan special effects-folkene få lov til at demonstrere deres kunnen, og Arnold kan få lov til at være Arnold, komplet med ultravold og rappe one-liners.

Det er formentlig Paul Verhoevens skyld, at Total Recall faktisk er den mest Dick’ske filmatisering, vi endnu har set. I hvert fald har forfatteren en åndsfælle i den hollandske instruktør. De to mænd har samme interesse for teologi og filosofi, samme forkærlighed for paranoia og psykose og ikke mindst samme sorte, pessimistiske humor. Under Total Recalls blockbuster-ydre og ekstreme brutalitet fanger filmen Dicks evigt tilbagevendende tema: Hvad er virkeligt, hvad er illusion, og hvordan kan et menneske skelne?

I filmen redder Arnold planeten, dræber skurkene og får sin drømmekvinde. Arnolds fans er tilfredse. Men undervejs har Paul Verhoeven mere end antydet, at de fleste af filmens fantastiske og spændende optrin foregår inde i hovedet på hovedpersonen, som i virkeligheden ligger i koma nede på jorden. Det er som at læse Dick, når han er allermest dyster – men serveret som glitrende mega-underholdning. Filmen var 1990’ernes dyreste og blev et af årets største hits.

Spielberg går til Dick
Den næste betydelige Dick-filmatisering er Minority Report. Baseret på novellen af samme navn var filmen oprindelig planlagt som en opfølgning på Total Recall, igen med Verhoeven som instruktør. Det kom der imidlertid ikke noget ud af, og da filmen endelig blev en realitet, var det med ingen ringere end Steven Spielberg ved roret og Tom Cruise i hovedrollen.

I Minority Report er det dystre trukket op til overfladen. I modsætning til Verhoevens kulørte, velbelyste stil er vi her i en mørk, teknologimættet fremtidsverden, inspireret af The Matrix og Blade Runner. Temaet er en anden af Dicks favoritter – og i det hele taget et klassisk motiv inden for science fiction – nemlig om altings forudbestemmelse: Kan vi se ud i fremtiden? Og hvis vi kan, er det så muligt at ændre denne fremtid, eller ligger den fast?

Ligesom Total Recall var skræddersyet til Arnold Schwarzenegger, er Minority Report formet til sin hovedrolleindehaver. Tom Cruise er en actionstjerne, som også kan det følsomme, og Minority Report udstyrer ham med en traumatisk forhistorie, en romantisk antydning af alkoholisme og en række fysiske og følelsesmæssige prøvelser, der både lader ham spille igennem og tilføjer ham tilstrækkelig lidelse til at sikre en emotionel forløsning til slut. Action og opfindsom fremtidsteknologi er der rigeligt af, og Minority Report er en særdeles velfungerende underholdningsfilm. Handlingen er mindre fjollet end Matrix-filmene, men også mere pæn. Mod slutningen bliver filmen til en konventionel kriminalhistorie, og selv efter Spielbergs standard er der rigeligt med sukker på dens happy end, hvilket står i skarp kontrast til originalhistoriens kulsorte slutning.

Doven science fiction
Med Minority Report kom Dick for alvor ind i varmen i Hollywood. I skrivende stund er en hel række af hans noveller og romaner solgt til filmatisering – blandt andre A Scanner Darkly, en af Dicks bedste og mest personlige romaner.

Med dette forårs Paycheck får den afdøde forfatter igen Hollywoods blockbuster-behandling. Denne gang hedder instruktøren John Woo – Hong Kong-legenden, der scorede med action-filmen Face/Off – og i hovedrollerne finder vi Ben Affleck og Uma Thurman. Forlægget er endnu engang en novelle, i dette tilfælde en af Dicks mere rutineprægede, eksistentialistiske spændingshistorier. En ingeniør udfører et hemmeligt job, som varer to år. Hans hukommelse bliver slettet, så han intet erindrer om opgaven. Men da han skal hente sin betragtelige løncheck, er der blot en kuvert med nogle tilsyneladende værdiløse småting. Han har angiveligt af egen fri vilje valgt disse ting i stedet for en formue i penge. Og pludselig bliver han jagtet af bevæbnede mænd, som ved noget, han ikke ved.

Historien handler igen om at kunne se fremtiden og måske – måske ikke – være i stand til at ændre den. Men John Woos film er mest af alt en romantisk hyldest til Hitchcocks thrillers, helt specifikt North by Northwest fra 1959, og den er lidt doven i sin behandling af science fiction-elementerne, der fungerer som kulørt baggrundspynt. Der er flotte billeder af futuristisk teknologi og lidt snak om tidskrumninger, men kernen er den actionfyldte flugt-historie.

Guldgruber af historier
Paycheck er en rammende illustration af Hollywoods forhold til Dick: Han kan levere ”high concept” – salgbare plots. Men selv om Dicks forlæg sjældent bliver lige så stærke science fiction-film, mærker man stadig tydeligt hans indflydelse på genren. Ikke mindst The Matrix og dens to sequels skylder Dick en hel del. Hele grundideen om, at den menneskelige verden er en illusion skabt af maskiner, og at alt det, vi sanser, er en konstruktion, må betragtes som klassisk Dick. Også Terminator 3, den sidste, lidt trætte del af Arnold Schwarzeneggers skoledannende science fiction-serie, bliver pludselig meget Dick’sk i sin apokalyptiske og sært sørgmodige slutning.

Endelig kigger også film uden for science fiction-genren i samme retning som Dick. Et godt eksempel er thrilleren Memento (2001), hvor en hovedperson med hukommelsestab skal opklare mordet på sin kone. Og da Jim Carrey i The Truman Show (1995) opdager, at hele hans tilværelse er en illusion skabt af en messiaslignende tv-producer, befinder vi os midt i et typisk Philip K. Dick-univers, inklusive det religiøse. Så for både Hollywood og eksperimenterende filmmagere er Philip K. Dick ikke død. Tværtimod udgør hans 160 historier en guldgrube, som filmbranchen kun lige akkurat har skrabet overfladen af.