Digitalt dukketeater

Luften i Cinematekets biograf dirrer af fremtidsbegejstring denne søndag eftermiddag, hvor filmfestivalen CPH:PIX’s har inviteret til Machinima-seminar.

For filmmediet er rykket ind i de fagre nye, virtuelle verdener, der eksisterer i computerspil som Grand Theft Auto og World of Warcraft.

”Machinima” er fællesbetegnelsen for film, der bogstavelig talt er optaget inde i et computerspil. Skuespillerne er de animerede figurer, som spillerne med mus og joypads styrer rundt i de omfattende universer, der lægger locations til filmene.

Det minder mest af alt om et digitalt dukketeater. Men er det også film? Er det fremtiden?

Electric boogie
På lærredet ser vi en kvinde i en hotellobby. Udenfor regner det i bedste film noir-stil. Stemningen er mystisk.

”Nogle gange tror jeg, at jeg er den eneste normale person i den her skøre verden,” siger kvinden til den ældre, uniformerede receptionist – vel at mærke uden at bevæge læberne.

Så helt normal er den fremmedgjorte, alvorlige kvinde altså ikke. Til stille moro for flere blandt den lille skare, der har taget plads i biografsæderne. De animerede figurer bevæger sig abrupt og systematisk, som var de fanget i kronisk electric boogie. Nøjagtig som figurer i et – nå ja – et computerspil.

Filmen er baseret på en lille bid af manuskriptet til Per Flys kommende spillefilm, Kvinden der drømte om en mand, der går i rigtig, fysisk produktion til sommer. Den lille film er et eksperiment lavet til lejligheden.

Pixelerede følelser
Machinima er en sammentrækning af ordene ”machine” og ”animation”, der betyder at puste liv i noget dødt. Men det kan unægteligt være svært at få øje på livet i kvindens matte, pixelerede øjne.

”Det er begrænset, hvor mange følelse man kan stoppe ind i et ansigt med Machinima. Det er noget andet, når det rent faktisk er Sonja Richter, der sidder i en taxa i Polen,” indrømmer instruktøren da også, efter at vi har set den lille forsmag på hans film.

Alligevel er Per Fly begejstret for den nye teknologi, som giver muligheder og nye udtryksmidler til aspirerende instruktører.

”Enhver ny teknik med dets indbyggede begrænsninger vil fostre nye kunstnerisk ideer,” mener han.

World of Warcraft som spillefilm
Den skotske Machinima-pioner, Hugh Hancock, er også til stede, og for ham repræsenterer Machinima først og fremmest en mulighed for at prøve kræfter med storfilmen.

”Når man nu har muligheden for at lave en film med store kampscener, monstre og helte som i de store Hollywood-film, hvorfor skulle man så ikke gøre det?” spørger han retorisk.

Og lige præcis det har han gjort i spillefilmen Bloodspell. Filmen er en Machinima optaget i World of Warcraft med alt, hvad dertil hører af mørke ridderordner og obskure fantasy-plots. Den er blevet set af mere end 100.000 mennesker på nettet, og vi skal i dagens anledning også se et par minutter af filmen.

Men det er svært at ignorere det ufrivilligt komiske i kontrasten mellem den alvorlige historie og den grove animation. Der er milevidt til Hollywood.

Ingen sex og børn
Hancock er selv bevidst om begrænsningerne, der ikke bare er teknologiske. Machinima-instruktøren er også stærkt begrænset af det enkelte spils muligheder.

For eksempel findes der ingen spilfigurer, som er børn. Det udelukker børneskuespillere. Spilproducenterne har også pænt programmeret sig udenom muligheden for, at figurerne kan dyrke sex.

Så det bliver hovedsagelig ved slagsmålene og skyderierne.

Men Hancock tror på fremtiden og mener, at Machinima om ti til femten år vil være en fast integreret del af filmbranchen.

Jeg forlader Cinemateket og de højtflyvende fremtidsvisioner. Alligevel rumsterer spørgsmålet stadig i mit hoved: Kan et computerspil nogen sinde fungere som en film, hvor man lever sig ind i karaktererne? Jeg er skeptisk.