Din hjerne vil ikke kunne skelne

I den amerikanske science fiction-film Total Recall fra 1990 spiller Arnold Schwarzenegger en almindelig mand, som i en højglanspoleret fremtidsverden drømmer om at komme til Mars – noget, som er helt uden for hans økonomiske rækkevidde. Han opsøger derfor firmaet Recall, der har et særligt speciale: I stedet for en virkelig rejse – med alt hvad den indebærer af tabt bagage, uforskammet personale og alskens logistiske ubehageligheder – sælger firmaet til overkommelig pris en kunstig erindring om en rejse. Man kommer på operationsbordet, og når man vågner, har man en fuldstændig virkelighedstro erindring om den perfekte ferie. Ens hjerne vil simpelt hen tro, at man har været på Mars.

Ovenstående er blot en detalje i en stor, dyr Hollywood-produktion. Men det er en detalje, som kommenterer, hvad film i virkeligheden handler om. Fra 1890’ernes lydløse, sort-hvide billeder til nutidens svimlende digitale muligheder har filmens enorme tekniske landvindinger arbejdet mod dette ene mål: at erobre sanserne så komplet, at hjerne og følelserne narres til at opfatte det, der sker på lærredet, som virkeligt.

Frem for noget andet er filmen et følelsesmedium. Når film fungerer bedst, er de en mental tur i rutschebanen. Og film får deres maksimale effekt, når tilskueren glemmer filmens fundamentale kunstighed: At det, vi ser, bare er to flade dimension med farver og lyd på. Selvfølgelig skal vi i praksis ikke narres til at tro på filmens fiktion som håndgribelig virkelighed – så ville vi ende i psykose. Men i de timer, filmen varer, skal vi opfatte den to-dimensionelle fiktion som tre-dimensionel, følelsesmæssig virkelighed.

Filmens illusionskraft
Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvad er virkelighed? Hertil kan man svare, at virkeligheden er det, vi oplever. Virkeligheden er summen af øjeblikkets sanseindtryk. I det lys kan man opfatte filmen som én stor virkelighedsmaskine. Hvis det lykkes en film at ramme alle vore sanser på én gang – eller i det mindste få os til at glemme de sanser, vi ikke lige bruger under filmoplevelsen – så opnår filmen den maksimale illusion af virkelighed. Det er det, der gør, at en film kan få os til at grine eller gyse eller græde. Vi kigger ikke bare henkastet på en kunstig verden, vi lever os ind i den.

Senere kan vi reflektere og analysere. I mørket, mens vi bombarderes af billeder og lyd, er der kun ét spørgsmål, som virkelig betyder noget: Virker det? Er vi på, eller keder vi os?

Den totale sansekontrol kan filmen endnu ikke præstere. Det er forbeholdt fremtidsdrømmen om virtual reality – med hjelme og sansedragter, total stimulation i total isolation fra omverdenen. I biografen lyser UD-skiltet, folk snakker og rasler med slikpapir, de hoster og deres maver rumler osv. osv. Og hjemme foran videoen bliver det helt umuligt – her er det at se film en social aktivitet.

Og man må heller ikke glemme et andet aspekt af hele spørgsmålet om filmens illusionskraft. Filmen kræver indlevelse, javist. Men det er også en spektakulær og fascinerende underholdningsform, hvor vi hele tiden glæder os til nye effekter. Dette gælder ikke mindst for vore dages ekstremt vidende og filmkyndige unge publikum. For dem kan den følelsesmæssige indlevelse tit erstattes af ren og skær fascination af mediets muligheder.

Spielbergs sansekontrol
Når personerne i The Matrix (1999) står stille i luften, mens kameraet cirkler rundt om dem, og pistolprojektiler skærer fysiske baner gennem luften, er ingen i tvivl om, at det er et trick. Men det er forbandet veludført og svært gennemskueligt trick! Det, The Matrix gør, er at få det fysisk umulige til at se virkeligt ud. Det er jo præcis dét, film kan. Med sine imponerende effekter, der i høj grad er filmens kommercielle trumfkort, bliver The Matrix filmens svar på en dygtig tryllekunstner. Det handler ikke om illuderet virkelighed, men om magi. Som en anden David Copperfield eller Truxa prøver enhver film at fange os med en konstant skiften mellem følelsesmæssig forførelse og teknisk fascination.

Tag Steven Spielberg. Som en af Hollywoods mest indflydelsesrige og effektkyndige filmskabere gennem 25 år er han et godt eksempel på filmens søgen mod den totale sansekontrol. Og han er kendt både for højteknologiske effektorgier og rødøjede tårepersere. Hans Saving Private Ryan (1998) er en krigsfilm. En genre hvis kendemærke er realisme, en nøje genskabelse af autentisk virkelighed. Åbningssekvensen i Saving Private Ryan er med rette blevet fremhævet for de måske mest realistiske kampscener, der nogensinde er lavet på film. Og det skyldes ikke kun, at de er blodige i ekstrem grad – blodig vold er pr. konvention realistisk.

Nej, Spielbergs kup er oplevelsens totale uoverskuelighed: Lyd og billede arbejder sammen for at gøre vores overblik lige så begrænset og angstfyldt, som det må være for soldaterne. Alt overdøves af skud og skrig, tit ved vi ikke, hvad er op og ned i billedet, kameraet dykker ned under vandet, mens lyden følger med. Og på et tidspunkt lader Spielberg ligefrem billedet køre i slow motion og lydsporet reducere til fjerne, vatindpakkede smålyde for at vise effekten af en granateksplosion på klos hold. Saving Private Ryan er fyldt med effekter. Men de gør ikke opmærksom på sig selv, de er vævet ind i filmens fortælling. Og resultatet er en form for realisme, hvor filmen skaber en stor følelsesmæssig indlevelse. Navnlig i de sidste 45 minutters nerveopslidende kampscener, der endnu mere end filmens åbning suger tilskueren totalt ind i krigens uhyrlighed, fordi vi nu følger en håndfuld personer, vi har lært at kende, frem for bare anonym kanonføde.

Anderledes er det med Spielbergs brug af effekter i Jurassic Park (1993) og opfølgeren, The Lost World (1997), hvor han med revolutionerende digital teknik har skabt dinosaurer, der virker hundrede procent livagtige. Her er effekterne filmens store trækplaster. Vi ved, allerede inden filmen går i gang, at vi skal se dinosaurer. Som en anden tryllekunstner bygger Spielberg langsomt, men sikkert op til det store nummer. Og når kræene endelig dukker op, er reaktionen ikke så meget indlevelse som ren og skær imponerethed: Vi sidder med fornemmelsen af at have set det ypperste, filmmaskineriet kan præstere. Men samtidig er det vigtigt, at vi alligevel tror så meget på dinosaurerne, at vi ved, de er farlige for filmens menneskelige hovedpersoner. I filmens univers skal de opfattes som særdeles levende. Når de angriber personerne, gør de det ikke som digitale fantomer, men som rovdyr af kød og blod.

Trumans falske liv
Både for filmmageren og tryllekunstneren – og i Spielbergs tilfælde er grænsen mellem de to udflydende – gælder det om hele tiden at få en del af vores hjerne til at tro på det, vi ser.

På den ene side er det nemt. Vi er biologisk programmeret til at opfatte det, vi ser, som virkelighed. Derfor var der faktisk folk som flygtede i rædsel ud af biografen, når de i 1896 så en primitiv optagelse af et tog, der kørte ind på en station – de troede, at de blev kørt ned! På den anden side bliver vi sværere og sværere at snyde. Vi udvikler os, vores tekniske viden vokser i takt med teknikken selv. Så filmen må hele tiden prøve at være et skridt foran.

Et sidste eksempel. The Truman Show (1998) er en film, som handler om filmteknologiens mulighed for sansemanipulation. Vi har en hovedperson, spillet af Jim Carrey, som ikke aner, at hele hans tilværelse i virkeligheden er en sindrigt iscenesat fiktion, som gør ham til hovedperson i den ultimative doku-soap. Siden sin fødsel er han blevet fulgt overalt af skjult kameraer og mikrofoner, den by, han lever i, er bygget op i et kæmpemæssigt, lukket tv-studie, og alle personer i hans liv er skuespillere, fra hans kone til avismanden. Det handler selvfølgelig om medieverdenens – specifikt tv’s – skrupelløse grådighed og manglende moral.

The Truman Show er bygget op som en spændingsfilm. Sammen med Truman opdager vi gradvist, hvordan hans falske verden er iscenesat. Og sammen med Truman accepterer vi, at hans verden i filmen er en konstruktion. Alle de tekniske detaljer, der har tilladt tv-folkene at føre Truman bag lyset i tredive år, bliver pillet fra hinanden: Dér er kameraet, dér er mikrofonen, dér er en lampe, personerne er i virkeligheden bare skuespillere, som siger skrevne replikker ...

Men vi opfatter stadig den totale verden, som filmen The Truman Show præsenterer, som ”virkelig”. Vi accepterer, at der findes et tv-studie, som danner den fysiske ramme om Trumans kunstige tilværelse. Vi tænker ikke på, at det tv-studie i virkeligheden er bygget op i et filmstudie af de folk, der har lavet filmen The Truman Show. Vi tænker ikke, at tv-folkene i filmen har konstrueret Trumans verden med præcis de samme virkemidler, som er brugt til at lave den film, vi sidder i biografen og ser på. Vi accepterer Truman som en virkelig person, der pludselig opdager, at hele hans liv er et falsum. Og vi føler med ham, fra den første mistanke til den rystende afsløring til hans kamp for at slippe væk. Det er derfor, filmen virker: Det ser realistisk ud, det synes virkeligt.

Virkeligheden er kedelig
Filmens teknologiske udvikling har været svimlende, og den har haft ét mål – nemlig at få filmoplevelsen til at overvinde den fundamentale kunstighed, som tillader os at sige ”det er bare film”.

Filmen arbejder kun med to sanser: synet og hørelsen. Der har været eksperimenter med f.eks. lugtfilm (hvor forskellige dufte blev frigjort i salen under filmen) og bevægelige biografsæder, men det hører til i den kuriøse afdeling. Film handler om billeder og lyd. Gennem dem skal der skabes en fornemmelse af virkelighed. Det er dét, al den tekniske snilde og hele det store apparat af effekter eksisterer for.

Man har taget skridtet fra s/h til farve. Man har arbejdet med forskellige widescreen-formater for at gøre filmbilledet fysisk større og mere dominerende. Man har udviklet en hel industri af special effects, som med dagens digitale muligheder gør alt muligt. Og modsat har man eksperimenteret med håndholdt, bevidst løs og dokumentarisk stil for at øge fornemmelsen af realisme i fiktionsfilm. Vi har fået først lyd, siden stereo, Dolby, Surround, THX. I en veludstyret moderne biograf er lyden en fysisk kraft, der næsten bogstaveligt kan skubbe én omkuld.

Den tekniske udvikling af filmmediet buldrer videre. Filmoplevelsen bliver på én gang mere virkelighedstro og mere fantastisk, mere fin i detaljen og mere imponerende storslået. Det er lige før den virkelige virkelighed er blevet en svag, småkedelig afglans af den, vi ser på lærredet.