Din nabos bil brænder

"Likvidér ånden fra maj '68." Den franske præsident Nicolas Sarkozy, satte i valgkampen pistolen for panden på ånden fra '68. Han opfordrede til at aflive den, da de antiautoritære selvrealiserende tanker ifølge præsidenten er skyldige i en lang række af samfundets dårligdomme, mere præcist et moralsk forfald, med bål i gaden og velmenende kulturradikale, der støtter ballademagere mod politi og stat.

Talen kom oven på to år præget af intense optøjer. Først i de parisiske forstæder, da unge indvandrere brændte over 10.000 biler af og hærgede offentlige bygninger i en over to måneder lang opstand, der kostede det franske samfund mere end 250 millioner euro. Dernæst var det den pæne hvide middelklasse, der trodsede autoriteterne midt inde i Paris. Unge studerende med hjælp fra fagforeningerne gik på gaden i massive protester mod regeringens forsøg på at løse integrations- og arbejdsløshedsproblemer med en ny arbejdsmarkedslov, som måske ville løse problemer, men samtidigt undergravede den gældende overenskomst.

Den hvide middelklasses projekt lykkedes. Den nye arbejdsmarkedslov blev forkastet, og en ny generation af hvide fra Sorbonne kunne sige, at de havde været med i et studenteroprør i Paris, selv om deres kamp havde gået på at bevare status quo. Indvandrerdrengene fra forstæderne blev derimod mødt med hårde ord, som "rakkerpak" og "forstadens bærme," som skulle "højtryksspules" — og intet er sket i forstæderne, hvis franske navn, banlieue, efterhånden har udviklet konnotationer i retning af et bandlyst sted. I de bandlyste områder, har man ingen adgang til borgerskabet, og her er der op til 50 % arbejdsløshed for unge, så skoler, ordensmagt og biler bliver symboler på henholdsvis falske forhåbninger, undertrykkelse og en materiel velstand, som man ikke har adgang til.

Måske virker det meningsløst for den tidligere 68'er, at hans Mercedes står og brænder, men for brandstifteren er det et meningsfuldt udtryk for vrede og frustration og en eksistentiel markering: "Vi brænder biler, derfor er vi."

68'ernes selvfortabelse
Fra Paris spredte brandstiftelserne sig til andre bandlyste områder — uden for Marseilles, Strasbourg og så til Jagtvej 69, Blågårds Plads og videre til resten af Danmark, hvor først unge venstreorienterede og senere unge indvandrere fandt inspiration til en udladning af ophobet vrede. 
 
Kampen om Ungdomshuset handler om et hus, men også om retten til forskellighed i København og en utilfredshed mod global uretfærdighed. Helle Hansen fortæller i filmen BZ fra 2006 om BZ-bevægelsens historie, men den har som sådan intet med urolighederne på Nørrebro at gøre. De unge, der nu går i demonstration hver uge, har større forbindelse til protestbevægelserne mod liberalistisk globalisering — især WTO-topmødet i Seattle 1999 står som et samlingspunkt.

Den kollektivt instruerede 500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede fra 2007 er et kig ind i Ungdomshuset i dets sidste levetid, og Nikolaj Viborg er på vej med 69, om rydningen af Jagtvej 69. 

Men for en bredere forståelse af følelserne i miljøet, bør man også kigge på Francesca Comencinis dokumentarfilm Carlo Giuliani, ragazzo, der handler om optøjer, politivold og en aktivists død i forbindelse med G8-mødet i Genoa 2001. Eller på Lukas Moodysson og Stefan Jarls Terrorister — en film om dom dömda, der giver ordet til de dømte fra de voldsomme optøjer i forbindelse med EU-topmødet i Göteborg i 2001. De svenske instruktører forsøger — især med en forhammer af en brutal intro — at vise, hvilken baggrund de fængslede havde for deres vrede; en vrede over den uretfærdige fordeling af verdens ressourcer, som instruktørerne selv deler.

Moodysson og Jarl er i øvrigt rutinerede ­skildrere af oprørstrang og oprørets tabere. Jarl med den såkaldte Mods-trilogi, der starter i 1968 og følger to unges spinkle drømme og desillusionerede håb frem til 1993. Og Moodysson med Tillsammans fra 2000, der byder på et skarp og skævt Truffaut'sk børneblik på 68-forældrenes selvfortabelse.

I modsætning til de danske pendanter, Det store flip og Fede tider, der begge er frigjort Morten Korch iført trompetbukser, lykkes det på underfundig vis for Moodysson at gøre op med 68'ernes bunkepulende selvrealisering og samtidig skabe et reelt drama, hvor karaktererne fremstår som individer, der forsøger at navigere i historiens malstrøm. Det er den samme kvalitet, som Terrorister — en film om de dømte byder på, selv om tonen her er mere rå dokumentarisk og direkte politisk.

Med 69 i hjertet
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har i Nyheds­magasinet Ræson omtalt kampen om Ungdomshuset som et nyt ungdomsoprør — ikke på ånden fra '68, men med "69 i hjertet", som det lyder i en af sangene, der spilles til demonstrationerne. Det kan meget vel være sandt, men det, der adskiller den venstreorienterede bevægelse — i Danmark omkring Ungdomshuset, i Seattle omkring globalisering, i Frankrig omkring arbejdsmarkedsloven - fra indvandrernes bilafbrændinger er, at de alle er i en eller anden form for privilegeret position, der giver adgang til dialog med det eksisterende politiske system. 
 
De er organiserede, og selv om protesterne godt nok er på kant med systemet, befinder de sig også altid på kanten ind til systemet og bliver derfor bredt anset som legitime, lige så snart de ikke længere kaster med sten. Det privilegium har indvandrerne ikke. Velorganiseret protest er forbeholdt de politisk ressourcestærke, der kan formulere drømme og krav, som går et skridt længere end et ønske om anerkendelse. Det er bemærkelses-værdigt, at kunstneriske film- og tv-projekter som The Yes Men (om WTO), Bush for Danes (om Bush) og Det røde kapel (om Nordkorea), formår at skabe en protest ved netop at udnytte muligheden for at bruge de legitime kommunikationsformer. Hvis man assimilerer til en kendt udtryksform, er protesten uantastelig - den udstiller magthaverne på deres egne præmisser, men reel konfrontation udebliver. 
 
Indvandrerurolighederne er spontane ­mishagsytringer. På Blågårds Plads startede optøjerne øjensynlig efter, en ældre herre blev chikaneret — og muligvis fysisk forulempet — af politiet. Det blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Optøjerne i de franske forstæder startede, da to unge indvandrerdrenge på flugt fra politiet søgte skjul i en transformator-station og kortsluttede sig selv. Der var ingen, som forsøgte at udråbe de to drenge som uskyldige ofre for politivold, men uheldet blev set som symptomatisk for politiets hårde fremfærd og fik den i forvejen frustrerede forstad til at koge over i vrede. Sarkozy reagerede med fordømmelse af de unge og deres forældre og lovede Frankrig at sætte hårdt mod hårdt. Ikke ulig de danske politikeres udmeldinger. 
 
Endnu har ingen fra det danske indvandrermiljø grebet mobiltelefonen og lavet en film om politichikane, men ligesom Frankrig har været inspirationen til bilafbrændingen, findes der også her inspiration til film om emnet, nemlig i Mathieu Kassovitz' Hadet fra 1995.

Et filmisk håb
For Kassovitz må optøjerne i 2005 have forekommet som et dystert déjà-vu i ti-års-jubilæet for hans Cannes vinder, Hadet, der har udviklet sig til en reel ungdomsklassiker. Udtalt inspireret af ældre politiske film som Costa-Gavras' Z (1969) og Gillo Pontecorvos Slaget om Algier (1966) tog den dengang blot 27-årige instruktør fat om sin egen samtids sociale problemer: Arbejdsløsheden, racismen og politivolden i den parisiske forstad, der også i filmen rammes af voldsomme opstande. 
 
Det var en tiltagende voldsspiral mellem unge og politiet mellem 1984 og 1994, der fik Kassovitz til at rette fokus mod forholdene i forstæderne. Ikke mindst politivolds-sagerne om Oussekine og Makomé, der er for Frankrig, hvad 18. maj-skyderierne på Nørrebro og Benjamin-sagen er for Danmark. 
 
Den 22-årige studerende Malik Oussekine døde efter grov politivold under en ellers fredelig studenterstrejke i 1986, men den daværende indenrigsminister, Charles Pasqua, fejede det af banen ved at sige: "Malik døde på gaden; hvis han var blevet hjemme, så havde han været i live i dag." 
 
For syttenårige Makomé gik det ikke meget bedre. Han døde lænket til en stol i et forhørslokale i det nordlige Paris i 1993. Skudt i hovedet på klos hold. Politimanden plæderede dengang selvforsvar.

På trods af disse inspirationer insisterer Kassovitz hårdnakket på, at Hadet ikke er en antipolitifilm, men derimod et filmisk opråb om store sociale problemer, en mangelfuld uddannelse hos politiet og en hård populistisk retorik, der måske vinder valg, men ikke løser politiske problemer. Filmen gjorde det, politiske film kan, når de er bedst: Den satte problemerne på dagsordenen, men den ændrede meget lidt i praksis. Den fordømmende retorik blev ved, og politiet og de unges magtesløshed skabte flere og flere voldelige konfrontationer.

Stilhed før voldsstormen
Både Kassovitz og Moodysson ønskede at bruge deres kunstneriske platform til at komme med baggrunde og nuancer for henholdsvis vreden blandt indvandrerne
og vreden blandt venstrefløjens unge.

Moodysson synes ikke, at de dømte fra Göteborg kom til orde og ville forsøge at åbne for en forståelse. Kassovitz mente ligeledes, at nyhedsdækningen havde spillet fallit. I en direkte kommentar til de franske medier, lader han i Hadet et skræmt hvidt nyhedshold filme de unge farvede - på sikker afstand, fra deres bil. De unge indvandrere gør ikke noget, de keder sig bare, så der er hverken historie ­eller fare på færde. Scenen giver indtryk af en turist på safari.

Under optøjerne valgte de franske tv-stationer slet og ret at lade være med at dække urolighederne. De mente, at billederne af brændende biler ville inspirere til flere optøjer. Tankegangen er i bedste fald naiv, da billederne af brændende biler og politiaktioner fandt vej til alternative netmedier, og hvad værre er, så brugte man ikke sende­tiden på baggrundsstof eller reel debat og gav derved frit spillerum til unuancerede udlægninger
fra den politiske højrefløj.

Natten mellem den 6. og 7. november 2005 toppede urolighederne, og 1408 biler blev sat i brand. Fransk TV2 dækkede det med 30 sekunders stillbilleder, fulgt af 30 sekunders speak, hvorefter studieværten lagde op til et tre minutters langt indslag om en fødselsdagsfest for en haj. 
 
Nyhedsdækningen i Danmark har ikke taget samme stilling til sagen, men dækker i stedet uroligheder inten­sivt i form af det, man kan kalde nu-heder, hvor TV2 News' nyhedsgrib symbolsk svæver over begivenhederne. Man er til stede — venter på hærværk, bil- afbrændinger og pludselig død. Resultatet er, at de unge venstrefløjs-aktivisters fredelige demonstrationer på Nørrebro ikke opnår særlig meget nyhedsdækning. I nu-hedsdækningens tankegang bliver det en omgang kedelig stilhed før voldsstormen. Og indvandrerdrengenes følelse af chikane og frustration dækkes først, når der er bål i gaden.

Bålene er en frustreret oprørstrang, et ønske om at få anerkendt sit syn på verden. Om man så vil acceptere ytringsformen, er en anden sag, men det er tydeligt, at problemerne først rigtigt eksisterer, når din nabos bil brænder.