Shortlist: Skrå brædder triumferer
Det er den smalleste sejr i Ekko Shortlist-historien, som krævede en fintælling.
Men ikke desto mindre er det et faktum, at den standhaftige dokumentarist René Odgaard og hans hold af uortodokse rengøringsfolk, Dirtbusters, efter seks uger på førstepladsen må overlade tronen til kometen Anton Breums Skrå brædder.
Æresbroder Bælte fra Dirtbusters havde ellers udlovet pin-up-billeder af sig selv – taget af Fladmose Photography – ved udsigten til at slå Aske Bangs Ladyboy-rekord på seks førstepladser i træk.
Og i weekenden blæste Æresbroder Ren Røv på Ekkos hjemmeside til stjernedrys over filmen, men det var alligevel ikke nok til at indhente Skrå brædder, der kom forrygende fra start, da den blev præsenteret som bobler i mandags.
Over bæltestedet
Efter seks uger med affald, ølsjatter og tissemænd er det næppe tilfældigt, at brugerne har kastet sig over en film, der bevæger sig over bæltestedet.
Der var brug for luftforandring, og Rå Affald fra Dirtbusters har, som det mandfolk han er, allerede været ude og ønske Breum tillykke i kommentarfeltet under filmen.
Man kommer da heller ikke udenom, at Skrå brædder er en overrumplende god film, som får en på papiret tung teaterfilm til at fremstå legende let.
Den er et levende bevis på, at der er masser af uopdaget talent i filmundergrunden. Ud af det blå kommer 27-årige Anton Breum, som de færreste havde hørt om, og som har noget så anderledes i filmbranchen som en kandidatgrad i Statskundskab.
Men trods en baggrund med ord, ord og ord så viser Breum et visuelt og musikalsk talent, som lover godt for fremtiden. Forhåbentlig giver førstepladsen blod på tanden og rygstød i karrieren, for det er jo det, som er hele grundtanken med Ekko Shortlist.
Vellykket feelgood
Et andet Shortlist-gennembrud er Thomas Daneskov, der med Ud, spring over, ind i denne uge når de maksimale tretten uger på top 10.
Fremover vil filmen kunne ses på All Time Shortlist, der i modsætning til den ugentlige top 10 er en rangering på basis af filmens samlede popularitet i al den tid, den har ligget på hjemmesiden.
Daneskovs største bedrift er, at han har bevist, at man godt kan lave en vellykket feelgood-film i det korte format, der ofte tager sig selv lidt for alvorligt.
Det blev han belønnet for på Odense Internationale Film Festival i sommer, hvor han fik prisen for bedste danske kortfilm, og det samme har Ekkos brugere belønnet ham for med to førstepladser og den maksimale tid på top 10. Det er en af de stabilt mest populære film siden starten i midten af april.
Første sequel?
Som ny film på top 10 får Skrå brædder følgeskab af Jesper Isaksens hårdkogte gangsterdrama, No Exit, der går ind på ottendepladsen.
Den 38-årige instruktør har allerede indsendt No Exit 2 og arbejder pt. på No Exit 3, så det kan blive den første sequel på Ekko Shortlist.
To nye film på top 10 betyder uundgåeligt, at vi må tage afsked med to andre film (som dog fortsætter på All Time Shortlist).
Skuespiller og instruktør Helle Rossings originale Pige under vand opnåede otte uger på listen, mens Mira Jargils dybt bevægende dokumentar Den tid vi har måtte nøjes med tre uger. Men lur mig, om den ikke bliver en klassiker, som vil blive set igen og igen – og dermed langsomt vil kravle op ad All Time Shortlist.
Telefonsex og Dostojevskij
Hele fire nye boblere dyster i denne uge om at komme ind på top 10.
Martin Winther står bag telefonsex-filmen Tal ikke. Winther er en god gammel kending, der allerede har givet os At se sorg og Bedemanden. Og filmens producer, Malthe Koch, er den ene del af country-duoen, der tog på en spontan turne i Finland i Heading East for the West.
Maj-Britt La Cour er i spil med Park Close – om en dagdrømmer, som er hemmeligt forelsket i sin genbo – der er lavet på The National Film and Television School i London.
Johan Melin har instrueret Rodion Raskolnikov, en drømmerisk stumfilmudgave af Dostojevskijs Forbrydelse og straf. Og også i Kristian Håskjolds Reception møder vi en presset ung mand – en hotelreceptionist, der både må kæmpe med en utilregnelig gæst og sin store kærlighed.
Jeg vil give en nærmere præsentation af alle fire film senere på ugen.
Se filmene og giv dem stjerner, som anmelderne ville gøre. Og glem ikke de to film, der bobler videre fra sidste uge – animationsperlen Julegrisen og den avantgardistiske modefilm Han Kjøbenhavn: Nytår. Også de har brug for at blive set og få stjerner, så de kan få en plads på den eftertragtede top 10.
Top 10
1. Skrå brædder (instr. Anton Breum)
2. Dirtbusters (instr. René Odgaard)
3. Tomatprincippet (instr. Søren Balle)
4. Ud, spring over, ind (instr. Thomas Daneskov)
5. Millennium (instr. Kristian Sejrbo Lidegaard)
6. No Exit (instr. Jesper Isaksen)
7. Ung for evigt (instr. Ulaano Salim)
8. 9 meter (instr. Anders Walter)
9. Palma (instr. Frederik Louis Hviid)
10. Placebo (instr. Johanna Stentorp)
Boblere
Park Close (instr. Maj-Britt La Cour)
Reception (instr. Kristian Håskjold)
Rodion Raskolnikov (instr. Johan Melin)
Tal ikke (instr. Martin Winther)
Julegrisen (instr. Rickard Stampe Söderström)
Han Kjøbenhavn: Nytår (instr. Casper Balslev)
Kommentarer