Diskvalificeret som A-festival?

Tjah, det var så det. Juryen har talt, og helt i tråd med Berlinalens tradition har den gjort det i flagrant opposition til den løbende vurdering i pressen den sidste halve snes dage. Og dog!

For i Berlin byder man altid på overraskelser, hvorfor overraskelser ikke længere er særligt overraskende.

Altså var der også en del, der mere af bitter erfaring end oprigtig anerkendelse havde nævnt den som en outsider til den gyldne bjørn for festivalens bedste film: peruvianske Claudia Llosas La Teta Asustada (Angstens modermælk).

Kartoffel i vagina
Filmen handler om den sky Fausta (monotont spillet af Magaly Solier), der er blevet undfanget, da hendes mor blev voldtaget i en periode med vold og terror i Peru.

Ifølge den folkelige visdom overføres morens smerte og angst via modermælken til barnet. I dette tilfælde til Fausta, der forvalter sin triste arv med sammenrimpet mund og tomt blik.

Af angst for selv at blive voldtaget har hun proppet en kartoffel op i sin vagina, hvor den får lov at sidde det meste af filmen, indtil hun endelig forløses for den spirende rodfrugt (hun klipper lejlighedsvis en stilk af den).
 
Folkloristisk kolorit
Hvad der egentlig befrier hende for den knugende forstemthed, er ikke helt klart, måske de sange, hun selv komponerer på stående fod, når hun overvældes af sin manglende fortrolighed med omverden.

Under alle omstændigheder bliver kartoflen til sidst pænt plantet i en potte og givet til hendes venlige bejler, der meget belejligt er gartner.
 
Alt sammen pænt, pænt filmet med masser af lys, da solen skinner meget i Lima og omegn, masser af farver. Men al den folkloristiske kolorit kan dårligt være argument for at give La Teta Asustada en guldbjørn, ej heller det stereotype spil eller musikken, der virker påklistret.

Hvad er det så?

Vinderfilm har ingen chance
Berlinalen er berømt og berygtet for sit politiske perspektiv på kunsten. Al ære og respekt for det, men man ville gerne have juryen til også at forholde sig til film som film og ikke kun som politiske manifester.

Det ville sågar være i juryens og arrangørernes egen interesse, hvis de forstod, at de ikke får deres budskab formidlet, hvis Den Gyldne Bjørn hver gang skal gå til en film, de færreste gider at se i Tyskland eller det øvrige Europa.

Denne film har ikke bedre chance end sidste års vinder, den brasilianske Tropa de Elite eller den sydafrikanske U-Carmen, der vandt i 2005. Eller hvor mange fik mon set vinderen fra 2007, kinesiske Quanan Wangs Tuya de hun shi?

Når Berlinalen konsekvent tildeler den store pris til små film, virkelig små film, så er den i færd med at diskvalificere sig som en A-festival.

Bevares, det er i folkelig henseende en fremragende festival, hvor mere end en kvart million berlinske og tilrejsende cineaster går i biografen. Og det er i mellemfolkelig hensende et flagskab – med slagside, knækket stormast og hul i skroget. Hvilket pittoresk forlis!

Vandrende statue med stok
Den gode vilje går igen i flere af de vigtigste priskategorier. Iranske Asghar Farhadi får en sølvbjørn som bedste instruktør for Darbareye Elly. Hvorfor? Aner det ikke.

Burkineren Sotigui Kouyate får sølvbjørnen for sin mandlige hovedrolle i London River. Hvorfor?

Han er glimrende castet til rollen som den afrikanske far, der efter terrorangrebet i London i sommeren 2005 tager fra Frankrig til England for at finde sin søn, der måske, måske ikke er blevet dræbt (og i stedet bliver part i en afrikansk-britisk kulturudveksling).

Men han agerer som en vandrende statue med stok, så det kun burde være blevet til en pris for casting, hvis der fandtes en sådan. Er skuespil da ikke kunst?

Fortjente priser til Alle Anderen
Jo, gudskelov er det så, og det ved juryen jo godt.

Således slipper vi for politisk korrekthed, når østrigske Birgit Minichmayr får Sølvbjørnen for bedste kvindelige hovedrolle i Alle Anderen, og når denne film desuden får juryens særlige pris til deling med den kritikerroste argentinske filmkomedie Gigante.

Instruktøren af den sidste film, Adrián Biniez, får desuden prisen som bedste debutant og den særlige Alfred-Bauer-pris til erindring om Berlinalens grundlægger. Alfred-Bauer-prisen gives for en særligt perspektivrig film, men denne pris må Biniez dele med 82-årige Andrzej Wajda for hans fine filmatisering af den polske novelle Tatarak.

Global landsby
Sølvbjørnen for bedste manuskript går til Oren Moverman og Alessandro Camon, der står bag The Messenger.

Alt sammen meget forståeligt, ligesom det også giver god mening at give en sølvbjørn til Gábor Erdély og Tamás Székely for musik og lyd til den rumænsk-ungarske film Katalín Varga, et ominøst-dramatisk mesterværk.
 
Summa summarum forbliver dog, at Berlin i international sammenhæng åbenbart helst vil være en global landsby – med en fed streg under landsby.

Profetiske Politiken
Nogen pris blev det ikke til for danske Annette K. Olesen, da det gik løs med uddelingen i Berlinale Palast lørdag aften klokken halv otte.

Det var dog ikke nogen større overraskelse, og slet ikke, hvis man havde læst, hvad Politiken allerede fire timer tidligere havde skrevet på sin hjemmeside: Lille soldat deltog i ”festivalens hovedkonkurrence, men vandt ikke prisen”.
 
Måske har Politikens udsendte, Erik Jensen, været på café med juryformanden Tilda Swinton og Berlinale-bossen Dieter Kosslich og over en stærk mokka fået dem til at røbe prisvinderne.

Danske glasbjørne
Mere sandsynligt er det nok, at avisen har snakket med Annette K. Olesen, da hun forinden havde fået Berlinalens økumeniske pris for sin film.

Prisen gives i fællesskab af den katolske og protestantiske kirke i Tyskland, som altså også vil bidrage sit til det mellemfolkelige samvær mellem sorte og hvide – på film.
 
Dansk film kunne også glæde sig over en glasbjørn til Lotte Svendsen for Max Pinlig, der fik ”hædrende omtale” af børnejuryen i kategorien Generation Kplus. ”Rigtig gode skuespillere førte os ind i en sjov verden. Vi grinte meget på grund af de gode vittigheder. Nogen gange kan selv voksne være rigtig pinlige!”
 
Ak ja, af børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden ...