Giv Guldpalmen til Jonathan Glazer

Hvor sidste års festival kvalitetsmæssigt ramte bunden, har Cannes-festivalen oppet sig gevaldigt i år.

Svenske Ruben Östlund er formand for juryen, som kan vælge at tilføre ekstra priser eller lave andre krumspring for at honorere så mange film og kandidater som muligt.

Men i det følgende tager jeg udgangspunkt i de officielle spilleregler: syv priser, maksimum én pris må deles, og de tre film, der får de største priser (Guldpalmen, Grand Prix og instruktør), må ikke få andre priser.

Jeg har måttet træffe nogle skarpe valg og er især ked af, at der ikke er blevet pris til Aki Kaurismäkis vidunderligt varme komedie Fallen Leaves, Hirokazu Kore-edas elegant tredelte drama Monster, Todd Haynes’ satire over amerikansk familieidyl May December og Tran Ang Hungs filmisk brillante mad-kærlighedsdrama The Pot-Au-Feu.

Alle sammen fremragende film, men nogle har skullet sorteres fra, og de har af forskellige grunde trukket det korteste strå.

Guldpalme: The Zone of Interest 

For otte år siden chokerede Sauls søn Cannes-festivalen med sin skildring af en fange i en de koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, der står tilbage som den største forbrydelse mod menneskehen.

I år har Jonathan Glazers holocaust-film haft den samme effekt. Men i stedet for at bringe os ind i en koncentrationslejr fortæller britiske Glazer historien om lederen af Auschwitz og hans familie.

De bor klos op af lejren og formår at lukke fuldstændigt af over for uhyrlighederne, selv om de kan høre skrig og jamren. Alligevel fremstår de ikke som monstre, men almindelige mennesker med drømme og følelser.

Det er øjenåbnende.

Filmen er også filmisk innovativ med blandt andet surrealistiske natteoptagelser, lærredet der går i blodrødt, en mareridtsagtig lydside og spring op til nutiden.

Det er et værk, som bør gå over i filmhistorien. Og det vil være en forbrydelse mod filmkunsten, hvis Ruben Östlunds jury ikke belønner The Zone of Interest med festivalens fornemste pris.

Grand Prix: Anatomy of a Fall

Jeg havde ikke de store forventninger til Justine Triets Anatomy of a Fall, men fra første øjeblik var jeg tryllebundet.

Det er en blanding af et ægteskabsopgør, en kønskamp, en mulig mord-thriller og et retssalsdrama. Men frem for alt er det skildringen af en kernefamilie, der går fuldstændigt i opløsning efter sønnens ulykke, som gør ham blind.

Det er faktisk hjerteskærende, og samtidig er man konstant i tvivl om, hvorvidt hustruen er skyld i mandens fald i døden.

Det er ikke en film, der revolutionerer filmsproget. Men den er utroligt elegant fortalt og fungerer på mange planer, uden at man bliver revet ud af handlingen.

Instruktør: Alice Rohrwacher og Ken Loach

Festivalen giver lov til at dele en enkelt pris, og et år med mange mesterlige auteurs i spil synes instruktørprisen at være et godt valg.

Italienske Alice Rohrwacher har i de senere år markeret sig stærkt med lyriske film som Miraklerne og Lazarro den lykkelige. I år er hun på banen med La chimera, der handler om en mand, som lever af at finde skatte fra oldentiden og sælge fundene på det sorte marked.

Han er også sorgramt, da hans elskede er forsvundet. Han er således i mere end en forstand besat af fortiden. Indimellem er filmen helt Fellini’sk sprudlende, indimellem er den metafysisk.

Ken Loach er 86, og at han er i stand til at lave en film, der er så energisk, indigneret og dog håbefuld, er i sig selv et mirakel.

Denne gang fortæller han historien om ankomsten af syriske flygtninge til en nordengelsk by, hvor mange møder de nytilkomne med en blanding af frygt og aggression.

Men på sin helt egen måde får Loach vendt hadet til en solidarisk fortælling om sammenhold blandt de nederste i samfundet. Det er enormt klogt fortalt og har en central pointe: Hvis de undertrykte forenede sig, kunne de ændre verden.

Mandlig skuespiller: Kōji Yakusho fra Perfect Days

Hirayama lever et simpelt liv.

Han renser offentlige toiletter, læser litterære værker, hører musik og tager poetiske billeder af træer. Han har tilsyneladende ikke brug for mere, ikke engang samvær med andre mennesker.

Filmen er dvælende fortalt. Man bliver suget ind i noget, der til tider er en roadmovie igennem Tokyo. Langsomt udvikler historien sig, for det viser sig selvfølgelig, at også Hirayama har brug for nærværet af et menneske.

Kōji Yakusho bærer på mange måder filmen, og han er overbevisende i rollen. Vi får sympati med Hirayama og mærker, hvad der foregår inde i ham, selv om man ikke får meget fortalt om hans fortid.

Den tyske instruktør Wim Wenders har i de senere år mest gjort sig i kunstneriske dokumentarfilm. Men med Perfect Days har han lavet sin bedste fiktionsfilm i mange år. Den leder tankerne hen på storhedstiden i 70’erne, hvor Wenders gav os værker som Undervejs og Alice i byerne.

Kvindelig skuespiller: Mia Wasikowska fra Club Zero

Østrigske Jessica Hausners Club Zero har fået en ublid medfart af mange anmeldere på festivalen. Uretfærdigt i mine øjne, og jeg har et håb om, at Ruben Östlund vil have blik for filmens kvaliteter.

Hausner fortæller historien om den unge lærer, frøken Novak, der bliver ansat på en skole i ”bevidst spisning”. Hun lærer eleverne, at de skal spise mindre. Faktisk ville det optimale være, at de slet ikke spiste!

Det lyder absurd, men det et billede på, hvordan en religiøs kult opstår. Hausner har blik for sociale dynamikker, og med Mia Wasikowska i hovedrollen er man i hvert fald overbevist om, at Novak selv tror på sit projekt.

Hun spiller kuldegysende godt – som indbegrebet af fanatisme. Og når Cannes-reglerne ikke giver mulighed for at honorere Sandra Hüller, fordi hun medvirker i The Zone of Interest og Anatomy of a Fall, som jeg har givet de to største priser, er Mia Wasikowska et glimrende alternativ.

I øvrigt har filmen en dansk co-producer, og Sidse Babett Knudsen har en lille, men vigtig rolle som skoleleder.

Juryens pris: Four Daughters

Denne pris gives typisk til en mere eksperimenterende film. Det var således den pris, som Lars von Trier vandt i 1984 med debuten Forbrydelsens element. Det blev starten på hans imponerende karriere.

Jeg vil vælge tunesiske Kaouther Ben Hanias Four Daughters, som blander dokumentar og fiktion.

Filmen handler om Olfa, som har fire døtre. To af dem er forsvundet, efter at de sluttede sig til Islamisk Stat. Instruktøren får skuespillere til at erstatte de fraværende døtre. Resultatet er forbløffende.

Olfa og de to døtre bryder sammen, fordi ligheden er så slående. Og det sætter gang i en masse tanker og erindringer. Om en familie, der er blevet ødelagt af først en fraværende far og siden en stedfar, som forgreb sig på pigerne.

Det er en frygtelig, men også vigtig historie, fordi den giver os baggrunden for at forstå noget af den fanatisme, som er en udfordring for verdensfreden.

Manuskript: About Dry Grasses

Tyrkiske Nuri Bilge Ceylan vandt i 2014 Guldpalmen med Vintersøvn. I år har han skabt en lige så markant kunstnerisk film, der formår at udrulle en historie om en krænkelse, et trekantsdrama og en filosofisk refleksion over, ja, meningen med livet.

Hovedpersonen er en illusionsløs skolelærer i en lille by, som han gerne vil væk fra. Men Samet sidder uhjælpeligt fast, og langsomt bliver vi hvirvlet ind i hans verden. Han er umiddelbart ikke særligt sympatisk, men alligevel kommer vi til at fatte sympati for ham.

Frem for alt er About Dry Grasses dialogkunst i verdensklasse. Samtalerne glider fra emne til emne, uden at man knap bemærker det. Så godt er det skrevet. Og vi kommer virkelig vidt omkring. Gudhjælpemig om Ceylan ikke også har overskuddet til pludselig at punktere fiktionen i, hvad der må være årets sjoveste verfremdung.

Man kniber sig i armen, men ingen kan skrue en historie sammen som Nuri Bilge Ceylan, og det fortjener han endnu en pris for. Der er billeder og personer, som prenter sig fast på nethinden.