Nyhed
13. jan. 2016 | 15:44

Spådom: Disse film bliver Oscar-nomineret

Foto | Kimberley French
Leonardo DiCaprio spiller en pioner, som må kæmpe sig gennem det barske amerikanske vildnis for at få hævn i Alejandro González Iñárritus western The Revenant.

I morgen kommer Oscar-nomineringerne, og på Ekko vover vi et øje og spår dansk triumf: Tobias Lindholms Krigen nomineres! Se vores bud på, hvem der ellers skal til Oscar-festen.

Af Casper Hindse

Meget er sket på de små to måneder, der er gået, siden Ekko sidst bød ind med en ganske tidlig spådom om, hvem der skulle valse ned ad den røde løber til årets Oscar-uddeling.

Alligevel har en del af buddene vist sig at være så rimelige, at de også er med på denne liste – og forhåbentlig også med i offentliggørelsen torsdag.

For det vil være en overraskelse, hvis ikke stjerner som Leonardo DiCaprio, Michael Fassbender, Kate Winslet, Cate Blanchett, Brie Larson og ikke mindst svenske Alicia Vikander er at finde i Dolby Theatre i Los Angeles 28. februar.

Men hvad med bedste film? Skal der være otte, ni eller måske hele ti film i kategorien? Og hvad med bedste instruktør? Bliver det måske ligefrem den samme som sidste år? Og sniger der sig måske endda en dansk film med i en kategori i år?

Lad os forudse det hele her:

Bedste film
Stille og roligt har mindre film indtaget scenen i dette års nomineringsræs. Alligevel er det lige nu – med Golden Globe-uddelingen natten til mandag in mente – sidste års sejrherre Alejandro González Iñárritu (Birdman), der ligner en favorit til at tage den helt store pris igen i år. 

Men feltet er skarpt, og flere kan ikke afskrives på forhånd.

Ganske sikre nomineringer er dog netop Iñárritu The Revenant, mens også Spielbergs Spionernes bro, finanskrisefilmen The Big Short (der virkelig kommer galoperende for tiden) og Spotlight om en journalistgruppes afsløring af sexskandaler i den katolske kirke ligner sikre nomineringer.

Ret sikker er også George Millers actionbrag Mad Max: Fury Road, mens Ridley Scotts The Martian formentlig også kan booke billet i det fine selskab efter Golden Globe-triumfen i kategorien for bedste musical eller komedie – hvilket den i øvrigt overhovedet ikke er.

Herfra breder feltet sig så endnu mere ud, og spørgsmålet er da også, om vi skal op over otte film. Oscar-akademiet har det med at antyde filmårets betydning ud fra, hvor mange nominerede der er i ”bedste film”-kategorien.

Hiphop-fornyelse?
2015 må bestemt siges at have været en god årgang, og derfor tror vi på ti film i kategorien.

Dette giver plads til årets suverænt mest populære animationsfilm Inderst inde, mens også Carol formentlig sniget sig med.

Mange vil nok herfra skele til Quentin Tarantino og David O. Russell, men The Hateful Eight har ikke rigtig fået den Oscar-buzz omkring sig, som mange havde forventet – ud over for sit Morricone-score, naturligvis.

Det samme kan siges om Joy, der mest er en tour de force for Jennifer Lawrence, men egentlig ikke så meget andet end netop det.

Derfor tipper vi i stedet på Room med Brie Larson som en film, der kunne snige sig med. Dels på grund af formidable anmeldelser, og dels på grund af, at Larson er storfavorit til at vinde prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

Sidste film står formentlig imellem en del film, men hiphop-dramaet Straight Outta Compton kunne godt sidde med overhånden her, fordi den bringer noget helt anderledes (og ikke mindst ungt) ind i Oscar-kapløbet.

Dens nærmeste konkurrent er nok periodedramaet Brooklyn, men Straight Outta Compton har investeret massivt i sin nomineringskampagne på det seneste og ligner derfor den tiende film – hvis der altså kommer sådan én.

Bedste instruktør
Gør han det igen? Det er spørgsmålet i kategorien, hvor Alejandro González Iñárritu stensikkert bliver nomineret for The Revenant.

Iñárritu bliver blot en af tre gamle kendinge i kategorien, hvor også Steven Spielberg lister sig med for spionfilmen Spionernes bro, mens man nok heller ikke kommer uden om Ridley Scott for The Martian.

De sidste to pladser er til gengæld pivåbne. Vi tror, at Oscar-akademiet vil hylde George Millers sublimt larmende visioner i Mad Max: Fury Road, mens den sidste plads kan gå til både F. Gary Gray for Straight Outta Compton, Todd Haynes for Carol og Adam McKay for The Big Short.

Men de må nu alle se sig overhalet af bookmakerfavoritten Tom McCarthy, der virkelig ligner en dark horse med Spotlight.

Bedste mandlige skuespiller
Det ligner på forhånd et opgør mellem DiCaprio og Fassbender. Med DiCaprio som favorit.

Under alle omstændigheder bliver Leonardo DiCaprio nomineret for The Revenant, mens Michael Fassbender kommer med for sin rolle som Steve Jobs.

Én, der den seneste måned har fået kolossalt meget ros, er Breaking Bad-stjernen Bryan Cranston. Han ligner nu ganske overraskende et ret sikkert bud på en nominering for sin rolle i Trumbo, hvor Cranston spiller den legendariske 1940’er-manuskriptforfatter Dalton Trumbo, der blev sat i spjældet for sin politiske orientering.

De to sidste pladser ser ud til at gå til Eddie Redmayne for Den danske pige, der er delvist optaget i København, og Matt Damon, der forleden vandt en Golden Globe for sin præstation i The Martian.

Outsideren i kategorien hedder Johnny Depp for Black Mass, men jo længere den film kommer på afstand, jo mindre buzz er der omkring Depps spil som mafiaboss.

Bedste kvindelige skuespiller
Hun er ikke blevet mindre favorit af at få en Golden Globe-statuette: Brie Larson. Og det på trods af at det ligner et ustyrligt stærkt felt, som hun skal op imod.

Foruden en nominering til Larson for Room bliver det formentlig de tidligere vindere, Cate Blanchett (Carol) og Jennifer Lawrence (Joy), mens den smalle, men fremragende 45 Years (årets film hos Ekko) ser ud til at få Charlotte Rampling med for hendes unikke præstation som kvinden, der kort inden sin 45 års-bryllupsdag opdager, at hendes ægteskab måske er baseret på en slem fortielse.

Den sidste plads står formentlig mellem den talentfulde Saoirse Ronan, der storspiller i Brooklyn, og Rooney Mara, der noget uforståeligt er blevet kørt i stilling i hovedrollen for Carol, hvor hun nok må se sig slået af Cate Blanchett (producenterne bag Carol har også kørt hende i stilling til en birolle-nominering, hvilket er højst usædvanligt).

Hvis det ikke bliver Ronan, kan Charlize Theron for Mad Max: Fury Road eller Carey Mulligan fra Suffragette komme med i stedet.

Bedste mandlige birolle
Her er der blevet kastet noget rundt med kandidaterne den seneste tid. Nogle er røget helt ud, andre er blevet kørt i stilling til hovedrollekategorien, men feltet er nu alligevel ganske stærkt.

Favoritten ligner Mark Rylance, der i Spionernes bro spiller en russisk spion med både humor og elegance. Han kommer med, og det samme lader Idris Elba fra Netflix-filmen Beasts of No Nation til at gøre.

Sammen med resten af The Big Short-holdet har Christian Bale oplevet en utrolig buzz de seneste måneder, og han kan snildt snige sig med også.

Derfor ser det også ud til, at der ikke bliver plads til både Michael Keaton og Mark Ruffalo, som spiller hårdkogte journalister i Spotlight. Netop nu ser det ud til, at Mark Ruffalo ligger et mulehår foran Keaton.

En anden grund til, at der formentlig ikke er plads til begge Spotlight-kandidaterne, er Sylvester Stallone. Med Golden Globe-triumfen for Creed ligner Rocky-skuespilleren pludselig også en seriøs kandidat til Oscar-statuetten.

Bliver han nomineret, forbigår akademiet således Tom Hardy for The Revenant og Paul Dano for Love & Mercy. Og sådan ser det faktisk ud til at ende i skrivende stund.

Bedste kvindelige birolle
Nogle gange er der jo retfærdighed til, og en af grundene til at Rooney Mara nok ikke bliver nomineret til bedste kvindelige hovedrolle – selvom Carol-producenterne gør et ihærdigt forsøg – er muligvis, at hun ryger i birollekategorien.

Det samme lader Alicia Vikander til at gøre for Den danske pige, mens forhåndsfavoritten lige nu må siges at være Kate Winslet for Steve Jobs, hvor hun spiller en af Apple-stifterne.

De to sidste pladser er åbne, og i Hollywood snakkes der om rutinerede kræfter som Helen Mirren for Trumbo og Jane Fonda for Youth, men bookmakerne og Ekko-spåkuglen hælder nu mere til, at Oscar-akademiet går efter de mere uprøvede i nomineringsfeltet (hvilket der ofte er en tendens til i birollekategorierne).

Derfor bliver Jennifer Jason Leigh nomineret for sin besættende psykopat-rolle i The Hateful Eight, ligesom Rachel McAdams ryger med for sin præstation i Spotlight.

Bedste originale manuskript
Spotlight og Inderst Inde bliver uden tvivl nomineret her.

Herefter bliver det hele en smule mere mudret, men mon ikke Quentin Tarantinos inciterende manuskript til The Hateful Eight også kommer med? Det tror vi i hvert fald på.

Det samme ser Matt Charman samt Joel og Ethan Coens manuskript til Spionernes bro ud til at gøre, mens sidste plads kan gå virkelig mange veje.

Alligevel lyder det fra Hollywood, som om pladsen står imellem Amy Schumers Trainwreck, de mange manuskriptforfattere på Straight Outta Compton og Alex Garlands manus til Ex Machina. Spørgsmålet er så bare, om Oscar-komitéen går humoristisk, hiphoppet eller futuristisk til værks.

Straight Outta Compton kunne godt blive den sidste nominerede. Især hvis den bliver nomineret til hovedprisen også.

Bedste manus baseret på andet forlæg
Det ligner det stærkeste felt i denne kategori i mange, mange år.

Faktisk forudser bookmakerne, at Iñárritu ikke klarer cuttet for The Revenant, men mon ikke Golden Globes-statuetterne har givet mexicaneren vind i sejlene?

Sammen med Inarritu følger formentlig Emma Donoghue for Room og Nick Hornby for Brooklyn, ligesom Aron Sorkin formentlig også er selvskrevet for Steve Jobs.

Sidste plads er oppe i luften, fordi Oscar-darlingen Charlie Kaufman ligner en outsider for Anomalisa, men han får svært ved at komme med, fordi både Drew Goddard for The Martian og Phyllis Nagy for Carol er med i opløbet.

Alligevel går femte og sidste plads formentlig til Adam McKay og Charles Randolph for The Big Short, der – som tidligere nævnt – virkelig oplever positiv nomineringsenergi for tiden.

Bedste animationsfilm
Inderst inde vinder. Sådan er det bare.

Derudover ligner Kaufmans Anomalisa en sikker kandidat, ligesom Den gode dinosaur, F for Får – filmen og Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun ligner sikre nomineringer.

For to måneder siden var den Salma Hayek-producerede tegnefilm The Prophet med i outsideropløbet til den femte plads i feltet, men den ligner nu efterhånden en sikker sidste kandidat, der skal med til Oscar-uddelingen i kategorien 28. februar. Også selv om Marnie – min hemmelige veninde for tiden har stor buzz i Hollywood.

Bedste fotografering
Det ligner fem ret sikre kandidater og én klar favorit.

For vi kan få noget så sjældent som et Oscar-hattrick, hvis Emmanuel Lubezki tager prisen for The Revenant. Nomineret bliver han i hvert fald.

Det samme gør Ed Lachmann formentlig for Carol, ligesom Janusz Kaminski kommer med for Spionernes bro. Også den stærke og dystre thriller Sicario får sin fotograf Roger Deakins med, mens John Seale har en stærk sag med Mad Max: Fury Road.

En outsider kunne være The Hateful Eight, men igen: Tarantino har ikke den store Oscar-buzz i år.

Bedste dokumentar
Bookmakerfavoritten The Wolfpack røg allerede i svinget, da filmene blev shortlistet, og det gør feltet endnu mere åbent.

Alligevel ligner talentfulde Asif Kalidas Amy om Amy Winehouse en favorit. Den er en sikker nominering. Det samme lader en forhenværende outsider Cartel Land om den mexicanske narkoindustri til at være, ligesom Joshua Oppenheimers The Look of Silence nok også kommer med.

De sidste to pladser i kategorien bejler mange film til, men lige nu ligner Going Clear: Scientology and the Prison of Belief et ret godt bud på en nominering. Sidste plads kunne let tilfalde den film, som måske flest taler om i den amerikanske filmby for tiden: Winter on Fire handler om Ukraines kamp for frihed.

En dark horse her er What Happened, Miss Simone? om sangerinden Nina Simone.

Bedste udenlandske film
Her tager vi simpelthen chancen.

Krigen bliver Oscar-nomineret. Der er en utrolig opmærksomhed omkring Tobias Lindholms lille perle af en film for tiden i USA, og det lugter af en nominering.

Sammen med Krigen bliver storfavoritten Son of Saul naturligvis nomineret, mens også franske Mustang ligner en sikker kandidat.

Herefter ser det straks sværere ud, men tyske film har det jo ofte med at snige sig ind i det gode Oscar-selskab i denne kategori, og Tavshedens Labyrint er da også en rigtig historisk Oscar-film. Den kommer nok med.

Sidste plads står imellem jordanske Theeb om Første Verdenskrig, irske Viva om en draq queen i Havana og belgiske Det spritnye testamente om Gud, der bor i Bruxelles med sin datter.

Det ser ud til at blive Theeb, og så må vi bare håbe, at Krigen ikke falder til en af de to andre.

Trailer: The Revenant

Kommentarer

Oscar 2016

For 88. gang uddeles Oscar-statuetterne.

Vært er komikeren Chris Rock, der delte vandene, da han i 2005 var vært.

Der dystes i 24 kategorier.

Finder sted 28. februar 2016 i Dolby Theatre i Los Angeles.

© Filmmagasinet Ekko