Oscar 2018
22. jan. 2018 | 12:06

Spådom: Disse film bliver Oscar-nomineret

Foto | Johanna Korsh
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri bliver uden tvivl nomineret for bedste film, men Frances McDormand står stærkt i kategorien bedste kvindelige skuespiller efter sejren ved Golden Globes.

I 2018 stikker de underfundige fortællinger snuden frem på den røde løber. Kampen kommer til at stå imellem en kvinde på afveje, en coming-of-age-historie og et monster, der er filmet af en dansker.

Af Casper Hindse

I morgen, tirsdag den 23. januar, afslører Oscar-akademiet, hvem der er nomineret til verdens mest glamourøse filmpris.

Som Filmmagasinet Ekko forudsagde for en måneds tid siden, er uforudsigeligheden i højsædet ved årets uddeling. Både når det gælder filmenes handling og statuetternes placering.

Sagt med andre ord, befinder vi os i en #MeToo-tid, hvor en skuespiller kan blive dømt af de sociale medier allerede inden, han selv har opdaget, at han er anklaget.

Det er naturligvis ikke juridisk i orden, men ikke desto mindre kunne det godt tyde på, at årets vindere skal have noget på hjerte og ikke mindst mod til at udfordre Hollywood-stereotyperne med anderledes skuespil, finurlige replikker og twistede historier.

Politisk rabalder
Vært Jimmy Kimmel får sit hyr med at skulle balancere imellem morsomheder om filmindustriens kønskampe og samtidig sørge for, at showet ikke kommer til at flyde over med politiske angreb fra talerstolen.

For Hollywood er en drømmefabrik. Selv om Golden Globes virkelig sparkede igennem med politisk kommunikation på højt niveau i takketalerne, nytter det jo ikke noget, at verdens mest glamourøse show udelukkende kommer til at handle om gårsdagens gamle grise.

I hvert fald ikke set ud fra et Oscar-show-synspunkt.

Men her i opløbet af nomineringsræset kan der nu alligevel godt snige sig kontroversielle kandidater med. Tænk blot på, hvis James Franco – der siden sin fornemme skuespilpris ved netop Golden Globes er blevet beskyldt for grænseoverskridende seksuel adfærd af flere kvinder – skulle gå hen og vinde en Oscar-statuette.

Av, av, av…

Nå, men Franco skal jo lige nomineres først, så lad os komme til det.

Her er de film, skuespillere, instruktører og andre filmfolk, som vi tror skal pudse skoene og finde de store skrud frem fra skabet, når det 90. Oscar-show ruller den røde løber ud 4. marts i Dolby Theatre.

Bedste film
Kigger man på, hvem der er blevet nomineret og har vundet de afgørende statuetter i denne prissæson, ser det ud til, at tre film er fuldstændig sikre på at komme med i hovedkategorien.

”En kvinde går amok”-fortællingen Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, den feminine udviklingshistorie Lady Bird og ”kvinde møder monster”-filmen The Shape of Water kan godt forberede sig til festen.

Det samme kan gyseren Get Out formentlig også, ligesom Christopher Nolans krigsdrama Dunkirk ligner en mere og mere sikker nominering her.

Når de fem så er placeret, slår diskussionen altid sit vide gab op.

For hvor mange film skal der med i hovedkategorien? Rygterne i Hollywood går på, at der måske kun kommer syv med, selv om der kan nomineres op til ti.

Syv nomineringer vil være overraskende, eftersom der har været præcedens for otte eller ni film de senere år. Vi tror, at der kommer otte af slagsen med i 2018-udgaven af Oscar-showet – og det betyder benhård kamp om de sidste tre pladser.

Umiddelbart ligner Luca Guadagninos Call Me by Your Name en favorit til en af disse, men filmen har tabt momentum den senere tid. Dog roses dens to mest markante roller, Armie Hammer og Timothée Chalamet, for at føre en både charmerende og livlig kampagne ved de mange nomineringsmiddage, og derfor tror vi, at de to herrer kan booke en limousine sammen på selve Oscar-aftenen.

Det samme bør Steven Spielberg kunne. For helt ærligt: Kan man overhovedet forestille sig, at en film af instruktør-koryfæet med Meryl Streep og Tom Hanks i hovedrollerne ikke bliver Oscar-nomineret? Nej.

Dermed er der en enkelt plads tilbage, og lige umiddelbart står kampen imellem Netflix-filmen Mudbound, skøjtedramaet I, Tonya, Sean Bakers hyldede The Florida Project og sidste års store komediehit The Big Sick.

Både Darkest Hour om Winston Churchill og ikke mindst Paul Thomas Andersons Den skjulte tråd er nemlig i dag langt mindre omtalte, end de var for en måneds tid siden.

Derfor tager vi chancen og siger, at det foryngede Oscar-akademi spiller friskt ud og nominerer The Big Sick til den ottende og sidste plads i kategorien – med mindre der altså kun bliver syv nomineringer.

Bedste instruktør
Vil Oscar-akademiet – ligesom man oplevede til Golden Globes – skubbe en ung, kvindelig instruktør til side i et #MeToo-år? Næppe, og derfor bliver Greta Gerwig nomineret for Lady Bird.

Det samme bliver Christopher Nolan (Dunkirk), Guillermo del Toro (The Shape of Water) og Jordan Peele (Get Out) formentlig, da de alle har fået helt afgørende branchenomineringer op til.

Det betyder, at der er en enkelt plads tilbage, og den står umiddelbart imellem Steven Spielberg (The Post) og den flabede dreng i klassen, Martin McDonagh (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri).

Vi tror, at McDonagh napper nomineringen i en slutspurt, fordi hans film de senere uger er blevet rost til skyerne.

På den måde fremstår Oscar-prisuddelingen også ganske hip med Peele og Gerwig over for sværvægterne Nolan og del Toro – og med outsideren McDonagh som dark horse.

Bedste mandlige skuespiller
Her er det spørgsmålet, om beskyldningerne imod James Franco under og efter Golden Globe-showet kan have haft nogen betydning for Akademiet.

Vi tror det ikke, for erfaringen viser, at mange fastsætter deres Oscar-bud længe inden de andre glamourshows ryger ud i æteren.

Derfor bør man i stedet blandt andet skele til, hvem der for en måned siden blev nomineret til prisuddelingen for Screen Actors Guild (SAG), da dette er et ret godt pejlemærke for Oscar-uddelingen.

De Oscar-nominerede bliver således James Franco fra The Disaster Artist, Timothée Chalamet fra Call Me by Your Name, Gary Oldman fra Darkest Hour og formentlig også Daniel Day-Lewis fra Den skjulte tråd.

Den sidste plads står imellem Denzel Washington fra Roman J. Israel, Esq., Tom Hanks fra The Post og Daniel Kaluuya fra Get Out. Sidstnævnte har virkelig taget de forskellige prisuddelinger med storm, og han er blandt andet blevet nomineret til SAG.

Derfor napper han også en Oscar-nominering.

Bedste kvindelige skuespiller
Det vil være en kæmpemæssig overraskelse, hvis ikke de nominerede bliver følgende fem mesterlige skuespillere:

Frances McDormand (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri), Saoirse Ronan (Lady Bird), Margot Robbie (I, Tonya), Meryl Streep (The Post) og Sally Hawkins (The Shape of Water).

Outsideren er Jessica Chastain for Molly’s Game, men det bliver nu de fem andre.

Bedste mandlige birolle
Denne kategori er interessant, fordi der formentlig kommer en dobbeltnominering til en film. Spørgsmålet er bare hvilken.

Det virker efterhånden ret sikkert, at Willem Dafoe (The Florida Project), Sam Rockwell (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri) og Richard Jenkins (The Shape of Water) bliver nomineret.

Men så åbner kategorien også op, fordi flere og flere i filmbyen taler om en nominering til Christopher Plummer for All the Money in the World. En sådan nominering ville være en gedigen fuckfinger lige i fjæset på Kevin Spacey, som Plummer afløste, da Spacey bragede hovedet imod #MeToo.

Alligevel tror vi nu, at den fjerde nominering går til Armie Hammer (Call Me by Your Name), og han kan muligvis få Michael Stuhlbarg fra filmen med også.

Men i skrivende stund ligner femtepladsen i kategorien imidlertid mere end kamp imellem Plummer og Woody Harrelson fra Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Harrelson nyder stor respekt i et bredt segment af Akademiet – og han blev i øvrigt også SAG-nomineret. Dermed tror vi, at han kan følges med Sam Rockwell til Oscar-showet.

Bedste kvindelige birolle
Her har Netflix en god mulighed for at komme med.

Mary J. Blige bliver nok nomineret for Mudbound, og det samme lader det til, at Laurie Metcalf bliver for Lady Bird, mens Alison Janney også ligner en sikker nominering for sit storspil i I, Tonya.

De sidste to pladser er den seneste måneds tid begyndt at se mere sikre ud. De går nemlig formentlig til de to tidligere Oscar-vindere Holly Hunter (The Big Sick) og Octavia Spencer (The Shape of Water).

En outsider kunne være Hong Chau fra Downsizing, som hun overraskende blev SAG-nomineret for. Men der var været stille omkring hendes navn de seneste uger, og derfor går pladserne til Hunter og Spencer.

Bedste originale manuskript
Her kommer Get Out (Jordan Peele), Lady Bird (Greta Gerwig), Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (Martin McDonagh) og The Post (Liz Hannah og Josh Singer) formentlig med.

Den sidste plads ligger og vipper imellem Paul Thomas Andersons Den skjulte tråd og Guillermo del Toros The Shape of Water.

Meget tyder dog på, at The Shape of Water tager sig af nomineringen, fordi del Toro virkelig er populær i Hollywood for tiden.

Bedste manus baseret på andet forlæg
James Ivory bliver nomineret for Call Me by Your Name, og det samme ser The Disaster Artist ud til at gøre, fordi den har fået de helt rigtige nomineringer op til.

Og så tyder meget på, at Netflix også kommer ind i denne kategori med Mudbound, ligesom der den senere tid har været store roser til Aaron Sorkins manuskript i Molly’s Game. Dermed kan manuskript-guruen også godt finde smokingen frem.

Den sidste plads bliver en kamp imellem Wonder Woman og All the Money in the World, men det er jo #MeToo-år, og derfor tror vi, at det bliver superheltekvindefortællingen Wonder Woman, der napper den sidste plads.

Bedste animationsfilm
Det ligner umiddelbart fire sikre nomineringer.

Pixars Coco, Lego Batman Filmen, den afghanske fortælling Breadwinner og Dreamworks’ Boss Baby.

Sidstepladsen i kategorien går til enten Loving Vincent eller den japanske anime Mary and the Witch’s Flower. Som ræset imellem de to står lige nu, er Loving Vincent (om maleren Vincent van Gogh) et lille skridt foran, men det er reelt set fifty-fifty imellem de to film.

Bedste fotografering
Roger Deakins (Blade Runner 2049) og Hoyte van Hoytema (Dunkirk) er sikre nomineringer her.

Det samme lader danske Dan Laustsen til at være for The Shape of Water.

Call Me by Your Name har også længe lignet en sikker kandidat, men de seneste uger er luften feset ud af fotograferingsballonen, og lige nu ser filmen faktisk ikke ud til at komme med her. I stedet kan Bruno Delbonnel (Darkest Hour) godt glæde sig til showet, mens også Mudbound er kommet stormende på det seneste.

Om denkan vippe Call Me by Your Name ud af Oscar-ræset bliver enormt interessant. Vi tror, at det lykkes, fordi Mudbound har momentum i øjeblikket. Og fordi det psykologisk set nok er nemmere at nominere en Netflix-film i de mindre kategorier, end til selve hovedprisen.

Bedste dokumentar
Dette er en uomtvistelig overraskelseskategori, men det lader nu til, at Jane om chimpanseforskeren Jane Goodall kommer med.

Det samme gør Agnès Vardas rejsedokumentar Visages villages, ligesom Ai Weiweis Human Flow og Matthew Heinemanns City of Ghosts for tiden oplever en solid buzz.

Kampen om den femte plads står umiddelbart imellem De sidste mænd i Aleppo og Chasing Coral. Sidstnævnte foregår hovedsageligt under vandet, og den har oplevet at få mange store roser med på vejen i de senere uger. Derfor tror vi, at den bliver femte film i kategorien.

Bedste udenlandske film
Vi skal have Claes Bang på den røde løber.

For svenske The Square lader til at blive en del af det fornemme selskab sammen med russiske Loveless og israelske Foxtrot.

Også Chiles En fantastisk kvinde lader til at komme med, og så er det jo spørgsmålet, om Oscar-akademiet har været lige så glade for den tyske Ud af intet, som folkene bag Golden Globes. De overrakte til stor overraskelse statuetten i denne kategori til tyskerne.

Vi tror, at Ud af intet kommer med, men den kan nu godt blive snydt på den glamourøse målstreg af sydafrikanske The Wound.

Sandsynlighedsberegningen falder dog ud til tyskernes fordel.

Trailer: Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

Kommentarer

Oscar 2018

Oscar-priserne uddeles for 90. gang.

Der dystes i 24 kategorier.

Årets vært er komikeren Jimmy Kimmel.

Showet finder sted i Dolby Theatre i Los Angeles 4. marts 2018.

© Filmmagasinet Ekko