Tv-serie: Slapt maveskind er også sjovt
Ditte danser med en jysk bondetamp, der har hendes hvide mormortrusser på hovedet. Louise lader to ivrige knøse tænde sin cigaret, mens hun flirter for fuld skrue.
Ditte og Louise er på komikerturné i Jylland. Pludselig vender stemningen, og folkemængden jagter de to damer ud i deres overpakkede minibil. De træder speederen i bund og flygter for livet.
Ditte & Louise får premiere på DR1 på fredag den 5. juni. Det er en komedieserie om skuespillerne af samme navn, der forsøger at bryde igennem som komikere og skuespillere.
Men det er op ad bakke.
Ditte og Louise er ensomme i kærligheden og i modvind på jobmarkedet, fordi de er over fyrre.
Ditte har børn med sin mand, som hun regelmæssigt er utro overfor, og Louise er blevet forladt af faren til sit nyfødte barn. Begge lider af karrieremæssig nedtur, men da Ditte forslår Louise et partnerskab og en turné-roadtrip til Jylland, starter et tragikomisk eventyr.
Nerve i komikken
Ditte Hansen og Louise Mieritz står bag DR’s første deciderede komedieserie siden 2000, som de selv har skrevet. De har været populære værter for Bodil-prisfesten og skrevet tekster til Cirkusrevyen. Til september har de premiere på Den vægelsindede på Odense Teater.
Men de fleste kender dem nok hver for sig.
Ditte Hansen har vist prøver på talentet i Blå mænd, Min søsters børn-filmene og Pagten. Louise Mieritz har været med i Emmas dilemma og Trier-filmene Idioterne og Direktøren for det hele.
Når de taler, oser de af slagkraft og showmanship. De sidder yderst på sofahynderne og taler med armene og øjnene. Den ene er høj og lyshåret, den anden lav og kastaniekrøllet. De er et umage par, men de afslutter hinandens sætninger med præcision, kun ægtefæller har.
Ditte: Vi har arbejdet med komik i tyve år nu, og jeg møder mange, som ikke synes, at komik er hverken fint eller spændende. Men det kildrer vores nerve, for vores nerve ligger i komikken. Vi laver ikke komik, fordi vi i virkeligheden brænder for at lave drama. Komik er vores hjerte og det, vi kan.
Louise: DR Dramachef Piv Bernth har hjulpet os med i klipperummet er at bevare det subtile lag. Men der skal også være plads til en prut. Og nogle gange skal vi altså punkteres med en dum prut.
Ditte: Vi har vores eget lille latterbarometer, hvor vi sigter på at ramme komik på mange forskellige niveauer.
Louise: Vi kan også grine lidt af Karen Blixen, ligesom vi kan grine af komik under bæltestedet og det typisk kvindelige. Det slappe maveskind er sørgeligt, men det skal altså også med.
At ældes med ironi
Ditte: Dansk komik har på en eller anden måde den samme farve, den samme grad af overspil. Det der lidt Kirsten Walther-agtige. Vi sigtede med Ditte & Louise mod realismen, hverdagen og de rigtige kvinder og mennesker. Hvor kvinder smider bh’en under sex, så det hele ikke bliver så pænt.
Louise: Hvorfor må kvinderne i Klassefesten ikke også være mennesker? Så ville jeg grine mere. Det er så lidt der skal til for, at jeg kan genkende mig selv. Pilen har derfor peget på os selv, og vi har været værst ved os selv. Og derfor må vores mænd i serien heller ikke være karikaturer. De skal være af kød og blod.
Ditte: Temaerne har stået før tabuerne.
Louise: Og vi har afstået fra bitterhed. Vi vil skide gerne have, at vi kvinder over fyrre favner os selv. Vi føler som skuespillere, at vi må stå ved, at vi rent faktisk har en alder. Vi vil ældes med selvironi i stedet for bitterhed.
Louise: Sofie Gråbøl, Sidse Babett og Trine Dyrholm viser på sendefladen med deres interessante kvindefigurer, at kvinder ikke kun snakker om sko eller at skulle giftes. Og nu er der jo nogen, der mener, at nu må det også være nok med alle de stærke kvinderoller. Men man kan spørge sig selv, hvorfor det skal hedde ’stærke kvinderoller’. Hvorfor hedder det ikke nuancerede kvinderoller?
Ditte: Det er mærkeligt at skrive om fiktioner, der ligger så tæt op af vores identitet. Og der vil sikkert ske det, at folk roder privat-Louise og privat-Ditte sammen med vores figurer. Og vi roder dem jo egentlig også selv lidt sammen. I dag spurgte vi hinanden, tager du noget Ditte-Ditte-agtigt på eller noget Louise-Louise-agtigt på i dag? Det er noget rod.
Louise: Vi vedtog også hurtigt at sætte røven i klaskehøjde 100 procent, og så er man nødt til at blande identitet og fiktion.
Ditte: Vi låner helt vildt meget fra os selv. Når det er sagt, så er det jo slet ikke os. Vi har gjort figurerne skarpere end virkeligheden for at lave vores odd couple.
Berømtheder på gæstevisit
Louise: Ditte kan ikke sige nej, Louise kan ikke sige undskyld.
Ditte: Ditte har en grad af ekshibitionisme og grænseløshed og ja til alting. Jeg kan godt genkende dem begge to, det er sider af mig selv.
Ditte: Den utro kvindefigur har altid været en heks, der skulle dø, mens enhver mandlig politimand er utro per definition. Vi vil i serien skildre den utro kvinde positivt og samtidig vise, at hun er sin søde, søde mand utro. For sådan er virkeligheden jo. Og vi har også tænkt meget over Louises figur, der er indadvendt, men at vi skal holde af hende alligevel.
Louise: Sitcoms handler om joke-optimering hele tiden, og det synes jeg ikke, at Ditte & Louise gør.
Ditte: Deres privatliv udvikler sig helt vildt, og de lærer over tiden, at man står stærkest sammen. Dramady kræver, at figurerne flytter sig. Vi har et spadestik mere af the blues.
Louise: Hvert afsnit har et afrundet tema, som en cameo – altså gæsteoptræden – bakker op. Vi har en masse berømtheder med. Fra Basim til Keld og Hilda Heick.
Ditte: Smiger kommer man langt med. Vi kan vildt godt lide de mennesker, der optræder i seriens cameos, og det har vi fortalt dem. Basim kommer til at tage røven på alle, og Christian Fuhlendorff optræder i en skøn, erotisk scene.
Louise: Drengene fra Klassefesten – Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nikolaj Kopernikus – er vores private venner, og de grinede med det samme af det afsnit, de er med i. Anders blev så glad for at skulle spille en motherfucker med fuld skrue. Søs og Kirsten er vi jo kæmpe fans af og Keld & Hilda er jo bare … Keld & Hilda!
Blyantsprøven under brystet
Ditte: Vores oprindelige inspiration var Christian Braad Thomsens Koks i kulissen med Helle Ryslinge og Anne Marie Helger. Det er også derfor, at vi har Christian Braad Thomsen med i serien.
Ditte: Koks i kulissen skal man bare kende, den er jo kult! Det er den med blyantsprøven under brystet.
Louise: Vi laver en del hilsner til andre film, blandt andre Thelma og Louise og Klovn, for at sætte streg under, hvad vi er inspireret af.
Ditte: I hvert afsnit har vi også det, vi kalder ’et visuelt løft’, hvor vi for eksempel kopierer æstetikken fra en Susanne Bier-film eller laver en action-montage med slow over det hele.
Ditte: Der har været stor respekt fra hele holdet, og vi har haft det sidste ord. Men vi har fået masser af konstruktiv kritik fra dygtige folk. Vores instruktør Niclas Bendixen og fotograf Manuel A. Claro er blevet lukket ind ret tidligt i skrivefasen.
En spillefilm om skam?
Louise: Nu er vi enige om, at vores skuespillere fortjener en pause.
Ditte: Planen er, at vi skal forfine vores skrivning. Vi afventer om, vi skal lave en sæson 2 af Ditte & Louise.
Louise: Når man har fået lov til at have magten, er det svært bare at være hired gun. Jeg kan nærmest høre korthuset falde bag os: Vi får aldrig tilbudt andre roller, haha. Nej, men jeg kommer aldrig til at lave noget, hvor jeg ikke har noget at skulle have sagt. Det er fandeme svært at gå tilbage.
Ditte: Vi har opdaget, hvor kort livet er. Vi er halvvejs. Så hvad skal vi lave nu? Vi kan lige så godt gøre det, der batter.
Louise: Vi kunne da også prøve at lave en spillefilm. Om skam, måske?
Trailer: Ditte & Louise
Ditte & Louise
Ny tv-komedieserie på otte afsnit med og af Ditte Hansen og Louise Mieritz.
Instruktøren Niclas Bendixen har tidligere været koreograf på blandt andet Den skaldede frisør og En kongelig affære
Fotograf Manuel A. Claro har stået bag kameraet i Lars von Triers Melancholia og Nymphomaniac.
Listen over cameos i serien spænder fra Laus Høybye til Hej Matematik.
Premiere på fars dag og hundredeårsdagen for kvinders valgret, nemlig fredag 5. juni 2015 på DR1.
Kommentarer