Genial kampagne med maksimal effekt
Det er nemt nok at sige alt det rigtige i et ekkokammer. Men vil man sprede sit budskab og ændre stereotype forestillinger gennem årtier, kræver det originalitet og viljestyrke.
Det lykkedes for kampagnen Et Større Billede. Med tre falske filmplakater fik I pludselig hele den danske filmbranche til at tale om diversitet.
Jeres kampagne viser på en genialt simpel måde, hvor langt der er mellem virkelighedens Danmark og de forbløffende ens karakterer, der befolker vores visuelle fortællinger.
Det danske folk består ikke kun af hvide, kristne, ciskønnede, heteroseksuelle mennesker, og det bør vores film og serier naturligvis også afspejle.
I en branche, hvor man meget nemt kan ryge ud i kulden, har I – Sandra Yi Sencindiver, Laura Allen Müller, Şiir Tilif, Dorcas Joanna Hansen og Malaika B. Mosendane – udvist stort mod ved humoristisk at udstille branchespidsernes farveløse casting.
Derfor er juryen blevet enstemmigt enig om, at Et Større Billede fortjener at modtage Diversitet Prisen 2023.
Diversitet Prisen
En jury på ti personer har valgt diversitetskampagen Et Større Billede til vinder af Diversitet Prisen.
Prisen er stiftet af FILM&TVGruppen i Dansk Journalistforbund og blev uddelt ved Ekko Shortlist Awards.
Ekko Shortlist Awards er støttet af Det Danske Filminstitiut.
Sponsoreret af Producentforeningen, FAF, FILM&TVGruppen, Dansk Skuespillerforbund, Zentropa, Danske Dramatikere, ANIS, Danske Filminstruktører, Danske Scenografer, Dansk Filmfotograf Forbund, Politiken-Fonden, Trust Rental og Royal Beer.
Kommentarer