Diversiteten sejrede ved Ekko Shortlist Awards
Selv om Joseph Valentino Palau måtte se Diversitet Prisen gå til DR Minisjang ved Ekko Shortlist Awards, havde filmskaberen et brag af en prisuddeling.
Han var nemlig ikke bare en af de fem nominerede til Diversitet Prisen. Hans kortfilm Vågn op med Danmark var som en af det forgangne års mest populære på Ekko Shortlist også nomineret til Shortlist Prisen og Publikum Prisen.
Og filmen om en dansk-afrikansk komiker, som får sit gennembrud, da han begynder at gøre grin med sit etniske ophav, snuppede sidstnævnte pris. Det resulterede i et jubelbrøl, hvorefter instruktøren sammen med store dele af filmholdet indtog scenen i Bremen Teater for at modtage Publikum Prisen.
”Jeg sagde til holdet, at hvis vi gik hen og vandt, skulle vi alle komme op på scenen, fordi diversitet betyder noget. Se lige det her, det er smukt!” udbrød Joseph Valentino Palau og pegede til tordnende bifald på sit mangfoldige filmhold.
Se vindertalen nederst i artiklen!
Den største kunst
Instruktøren Rasmus Heide, der i den grad har formået at lokke danskerne i biografen med komedier som Alle for en-filmserien og Blå mænd, var kommet til Ekko Shortlist Awards for at uddele Publikum Prisen.
I sin tale inden prisoverrækkelsen sagde Heide, at netop den pris var aftenens største og vigtigste, fordi filmkunst handler om at skabe noget spændende, der fanger publikum.
Publikum kan man ikke regne ud, lød det fra Rasmus Heide. Hvorefter han annoncerede Vågn op med Danmark som en vinder, der havde lykkedes med den svære kunst at finde et publikum.
Efter amerikanske Joseph Valentino Palaus tale overtog hovedrolleindehaveren, Hervé Toure, mikrofonen for en bemærkning.
”Tusind tak, det har været en fed rejse. Det har også været fedt at arbejde sammen med dig, Joe (Palau, red.). Jeg kom med alle mulige skøre idéer, og så var han sådan: ’Jah, jah.’ Og så har vi bare gjort det!”
Video: Vågn op med Danmark vinder Publikum Prisen
Ekko Shortlist Awards
Ekko Shortlist Awards hylder danske talenter og kortfilm.
Niende udgave blev afholdt 19. november i Bremen Teater.
Juryen bestod af en række af landets bedste filmfolk.
Rasmus Heide overrakte Publikum Prisen til Joseph Valentino Palau og holdet bag Vågn op med Danmark.
Award-showet blev støttet af Det Danske Filminstitut, Producentforeningen, FAF, FILM&TVGRUPPEN i Journalistforbundet, Dansk Skuespillerforbund, Zentropa, Nordisk Film, Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, ANIS, Politiken-Fonden, Jytte Groes og Royal Økologisk.
Kommentarer