Diversitetspris ved Ekko Shortlist Awards
Den danske film- og tv-branche har i den seneste tid debatteret arbejdsforhold og en bedre repræsentation af minoriteter.
Nu slår en stor gruppe af film- og tv-folk et slag for diversitet og mangfoldighed ved at stifte en ny pris i samarbejde med Filmmagasinet Ekko.
Diversitet Prisen uddeles af FILM&TVGRUPPEN, som er en organisation af film- og tv-arbejdere under fagforeningen Dansk Journalistforbund. Med over 2.000 medlemmer er gruppen en af de største i filmbranchen.
Prisen gives til en arbejdsplads, en producent, en broadcaster eller en enkelt person, som gør en særlig indsats for at inkludere alle mennesker – uanset køn, seksualitet, alder, etnicitet og social klasse – i branchen og alene værdsætte dem for deres faglige kvaliteter.
Og du bestemmer, hvem der kommer i spil til prisen. Alle og enhver kan nemlig byde ind med, hvad man mener er en værdig modtager af prisen.
Skriv til Ekko på ekko@ekkofilm.dk eller næstformand i FILM&TVGRUPPEN, Pari Khadem, på stylist@parikhadem.com med dit bud på en kandidat til prisen. Der skal være en kort begrundelse.
Vi skal senest have forslaget tirsdag den 16. november kl. 12.
En jury bestående af de største broadcastere og produktionsselskaber vil herefter vælge blandt de indkomne forslag, og prisen bliver uddelt ved Ekko Shortlist Awards 2021 den 27. november i Bremen Teater.
Køb billet til det festlige show!
En aften i respektens tegn
Det er planen, at Diversitet Prisen uddeles hvert år ved Ekko Shortlist Awards.
Det går i spænd med tiltag på Det Danske Filminstitut, hvor man de seneste år har skruet op for mangfoldighedsindsatsen.
Det er et initiativ, som gennem forskellige ordninger blandt andet søger at skabe en mere ligelig kønsfordeling mellem mænd og kvinder i dansk film og tv. Også den etniske diversitet er i fokus, fordi dansk film ikke afspejler samfundets etniske mangfoldighed.
”Vi arbejder for ligestilling og mangfoldighed, fordi vi mener, at det vil løfte kvaliteten af dansk film,” har Filminstituttets direktør Claus Ladegaard sagt til Filmmagasinet Ekko.
Og i august valgte initiativtagerne til Protestbrevet Ekkos spalter som det rette sted at give udtryk for deres holdning om, at alle mennesker – hvor end man er placeret i hierarkiet – skal behandles med respekt.
Det er også en af kæphestene for årets vært ved Ekko Shortlist Awards. Den fremstormende skuespiller og musiker Jesper Groth vil gøre sit for at skabe et forrygende show, hvor anerkendelse og skulderklap er i højsædet.
”Ekko Shortlist Awards 2021 bliver en aften i respektens tegn. Enhver, der betræder filmbranchen og starter i vækstlaget ved, at det både kræver hårdt arbejde og dristighed at skabe filmkunst for få midler,” siger Jesper Groth som optakt til prisuddelingen.
Deltag i Danmarks sjoveste filmfest, der bliver lige dele underholdende og inkluderende. Køb billet her!
Video: Højdepunkter fra Ekko Shortlist Awards 2021
Ekko Shortlist Awards
Prisuddeling for danske filmskabere og deres kortfilm.
Startede i 2014 og finder i år sted for ottende gang.
Se filmene på Ekko Shortlist og upload din egen film.
Ekko Shortlist Awards er støttet af Det Danske Filminstitut, Nordisk Film og Producentforeningen.
Kommentarer