Nekrolog
23. apr. 2020 | 10:16

Dobbelt Oscar-nomineret skuespiller død

Foto | Milton R. Krasner
I Ungdoms søde fugl fra 1962 spiller Shirley Knight politimesterens datter Heavenly Finley, der mod sin fars ønske er sammen med Paul Newman som håbefuld skuespiller.

Shirley Knight slog igennem som ung kvinde i 60’ernes Hollywood og vandt priser for sine roller på teatret og i tv-serier.

Af Nicki Bruun

Skuespilleren Shirley Knight er død 83 år gammel.

Det skriver skuespillerens datter Kaitlin Hopkins i et opslag på Facebook, hvor det fremgår, at Shirley Knight gik bort tidligt om morgenen den 22. april.

Der forlyder ikke noget om, at coronavirus har haft noget at gøre med hendes dødsfald.

Shirley Knight brød igennem i en ung alder. Efter at have spillet en række tv-roller i anden halvdel af 1950’erne opnåede hun for alvor succes i 60’erne.

Her blev hun Oscar-nomineret for bedste birolle to gange – i 1961 og 1963 – for Delbert Manns Mørket ovenpå og Richard Brooks’ Ungdoms søde fugl.

Førstnævnte er en filmatisering af William Inges Pulitzer-prisvindende stykke, og Knight spiller hovedpersonens teenagedatter. Den anden er også baseret på et stykke – denne gang af Tennessee Williams – hvor Knight spiller en forførende kvinde med det smukke navn Heavenly, der er kæreste med Paul Newmans hovedperson.

Shirley Knight blev også nomineret til Golden Globes for begge rollerne.

Ulidelig svigermor
Shirley Knight er også kendt for sit arbejde på teatret og vandt en af den verdens Tony-priser for stykket Kennedy’s Children i 1976. Og så var hun en hyppig skuespiller i forskellige tv-serier og vandt Emmy-priser for sine gæsteroller i NYPD Blue og Thirtysomething.

I nyere tid er Shirley Knight nok bedst kendt for gæsterollen som Phyllis Van De Kamp i melodramaserien Desperate Housewives.

Her spiller hun ulidelig svigermor til en af seriens hovedroller og får humor ud af portrættet af den ofte så forhadte figur.

I det sidste årti af sit liv medvirkede hun i en del fjollede komedier som Our Idiot Brother og Paul Blart: Mall Cop 2, hvor skuespilleren viser en mere eller mindre vellykket humoristisk side.

Hun efterlader sig foruden datteren Kaitlin Hopkins, der er skuespiller, også en anden datter, Sophie Jacks, som er manuskriptforfatter, samt adoptivdatteren Justine.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko