Døden i børnehøjde

”Må vi godt spise vores madpakke herinde?”

Sådan lyder spørgsmålet fra en dreng, der sidder tættest på lærredet. Han deltager sammen med sine klassekammerater fra 4.b i arrangementet Kom tæt på døden, hvor der vises film i Funebariet, et videnscenter om død og begravelse i Danmark, der ligger i en sidegade til Strøget i København.

Emily Stace fra Buster Filmfestival har spurgt børnene, om de har nogle spørgsmål om det, de netop skal til at se.

Filmene har alle døden som tema, men det udelukker altså ikke, at man godt kan føle sig sulten. Og det er også lidt som at være i biografen, så hvorfor ikke gøre det behageligt for sig selv?

Kom tæt på døden
Buster har i år valgt at tage fat på nogle af de allermest alvorlige emner.

Til Kom tæt på døden, som Buster afholder i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død, ser skoleklasser seks kortfilm, der alle omhandler dødsfald. Bagefter vises de rundt i Funebariet, hvor de voksne følger op på filmenes emne.

Ekko er taget til arrangementet for at finde ud af, hvad børn får ud af sådan en dag.

Hovedet adskilt fra kroppen
De seks kortfilm kommer vidt omkring døden. Begravelsesritualer afprøves på mus, manden med leen hygger sig med en and, og familiemedlemmer går bort. I Hund i himlen (der kan ses på Ekko Shortlist)aflives en lille piges hund, da hun sendes til et kloster. Pigen beslutter sig for i trods selv at blive til en hund.

Der er mange forskellige måder at reagere på dødsfald, og idéen med arrangementet er, at børnene skal få et nuanceret syn på, hvad døden rummer.

Sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard, viser til daglig rundt i videnscenterets udstilling. Hun mener, at det er vigtigt, at man tør tale om døden med børn.

”Jeg skulle engang vise nogle børn rundt herinde, og halvvejs igennem spurgte jeg dem, hvordan man kan kende en død fra en levende. En dreng rakte hånden op og svarede, at det var, når hovedet var skilt fra kroppen. Jeg håber, de får et lidt andet indblik i døden her i dag,” forklarer Kirsten Søndergaard.

Rigtige mennesker
Til arrangementet skal 4. klassen ikke bare se på døden. De skal også tale om den. Derfor bliver de efterfølgende spurgt om, hvad de synes om filmene.

”Jeg synes, den med de rigtige mennesker var mest trist,” fortæller en pige.

Hun henviser til Tro, håb og Batman, der i modsætning til fire af de andre film ikke er en tegnefilm. Filmen handler om drengen Christian, der mister sin far til kræft.

”Den synes jeg også var bedst,” istemmer en anden pige. ”I den regnede det, da hans far dør. Og det gjorde det også, dengang min bedstefar døde. Så der blev jeg lidt trist.”

Ned til kisterne
Efter filmene er det tid til rundvisning. Børnene vises ned i et rum, hvor kister og urner er udstillet.

En dreng vil gerne vide, om der ligger nogle i de kister, de skal ned til. Det kan Funebariet afvise.

Børnene fik ikke lov at spise i lokalet, hvor filmene blev vist. Så nu sidder de og spiser kiks og pølsehorn, mens der fortælles om ritualerne omkring død i Danmark.

Erfaring med døden
Arrangementet er normalt for børn ned til otte år. I dag er gæsterne dog lidt ældre, nemlig ti-elleve år. Det viser sig, at stort set alle sammen på en eller anden måde har haft døden inde på livet.

”Har nogen af jer været til en begravelse før?” spørger Kirsten Søndergaard.

Næsten alle hænder ryger i vejret. Og derefter er børnene svære at stoppe igen, da de alle gerne vil fortælle om deres oplevelser med bortgang. Mange har mistet en bedsteforælder. Andre har været til begravelse hos en ven af familien. Og nogle kan endda komme med barske beretninger om selvmord.

”Min morfar begik selvmord. Og min farfar døde i et tog,” fortæller en dreng uden tøven.

Det kan være svært at komme med en passende reaktion på sådan en udtalelse. Men før det bliver nødvendigt, topper en anden dreng historien:

”Min storesøsters venindes far har begået selvmord. Han hang sig selv, for han var lige blevet skilt. Hans onkel fandt ham ude i et skur. De ledte efter ham over det hele inde i huset. Men de fandt ham altså i skuret.”

Afmystificerer uhyggen
Det kan synes voldsomt med så meget død i børnehøjde. Kirsten Søndergaard er dog overbevist om, at det er nødvendigt at tage emnet op.

”Mange forældre kan opleve, at det er ubehageligt at tale om døden. Så de får overført deres eget tabu til børnene. Det er det, vi forsøger at komme til livs,” forklarer Kirsten Søndergaard.

– Men kan børn godt kapere så meget død på én gang?

”Børns fantasier og forestillinger kan være meget værre end virkeligheden, hvad angår døden. Vi tror på, at vi afmystificerer det hele en smule ved at vise dem rundt blandt kister og urner. Vi lader dem jo også selv fortælle hinanden om de oplevelser, de har haft med døden. Det er vores overbevisning, at det gør det hele lidt mindre uhyggeligt.”

Skriver på kister
Inden Kom tæt på døden slutter, er der et sidste punkt på dagsordenen.

Børnene får alle udleveret farveblyanter og kridt og får lov til at skrive på nogle af de udstillede kister. Hvis de har mistet én, de holdt af, kan de skrive en sidste besked til vedkommende.

Det vælger de fleste at gøre. Andre tegner og nedfælder ord, man næppe vil komme til at høre ved en begravelse. ”Fuck lort” og tegninger af kønsdele gør sig ikke rigtig ved en højtidelighed.

Igen virker børnene ikke synderligt tynget af dagens tema. De synes allerede at kende så meget til døden, at kister, urner og seks kortfilm ikke har kunnet ryste dem det mindste.