Bridgend: Døden i dalen

Det begynder med landskaberne. Naturen. Stedets ånd. Og dermed er der allerede i de indledende billeder en antydning af noget givet, noget uafvendeligt – mystiske kræfter, som er større end det enkelte menneske.

Kameraet følger et overgroet jernbanespor ind i en skovtykning. Et klart signal om, at her er en civilisation bukket under, og naturen har taget over.

Det er anelsesfyldt og ildevarslende.

En strejfende schæferhund er det første levende væsen, vi møder. Vi følger den ind i skoven, ind i mørket. Det er en urscene, et sindbillede, et drømmesyn. Alle filmhistoriske konventioner foreskriver, at det ikke er noget godt eller rart, vi skal møde derinde. Det er det heller ikke. Vi kan mærke, at hunden har fået færten af noget. Og snart finder den frem til sit mål. Liget af en ung mand, som har hængt sig i et træ.

Bridgend, Jeppe Røndes første spillefilm, tager navn efter et område i det sydlige Wales, hvor filmen også er optaget. Åbningssekvensen er en thriller værdig. Instruktøren kan sine genregreb. Men baggrunden for filmen er mere grufuld end nogen fiktion.

I en årrække har de små samfund i Bridgend været hjemsøgt af en bølge af selvmord blandt teenagere. Det er som en epidemi, der høster ubønhørligt blandt egnens yngste generation. Der tales om en selvmordskult, måske centreret omkring et sinistert chatroom på internettet, men ingen har endnu fundet nogen skudsikker forklaring på det uhyggelige fænomen. Og endnu værre: Ingen har været i stand til at dæmme op for paraden af unge mennesker, der som lemminger kaster sig i døden i en støt strøm.

Følger sit eget spor
”Jeg kan ret præcist datere, hvornår jeg kom på sporet af den historie,” fortæller Jeppe Rønde op til den danske premiere på Bridgend, som i skrivende stund allerede har høstet stor anerkendelse på festivaler rundt om i verden og er solgt til distribution i adskillige lande.

”Hjemme har jeg et udklip fra Berlingske Tidende, som jeg faldt over, da jeg sad i flyet på vej hjem fra Balkan, hvor jeg havde været nede i forbindelse med et aldrig realiseret projekt om Radovan Karadzic. Det er fra 27. januar 2008 og handler netop om selvmordene i Bridgend. Da jeg læste det, vidste jeg med det samme, at jeg blev nødt til at tage over til Wales for at finde ud af, hvad det handlede om.”

Jeppe Rønde endte med at vende tilbage til Bridgend adskillige gange over en periode på seks år. Og resultatet, der nu foreligger, er blevet en formelt grænsesprængende og sjælerystende spillefilm optaget på autentiske locations omkring en dal på Bridgend-egnen og med en rolleliste, der omfatter en blanding af lokale unge og professionelle skuespillere hentet ind fra London.

I den ene af de to hovedroller ses Hannah Murray som gymnasiepigen Sara, der sammen med sin far (ansat ved politiet) vender tilbage til Bridgend efter i en årrække at have boet i Bristol. Og i den anden Josh O’Connor som præstesønnen Jamie, der synes at rumme en blidhed og nogle positive kvaliteter, som andre i miljøet ikke har, men som ikke desto mindre er underlagt kammeraternes gruppepres.

Der anslås toner, som kunne lede tankerne hen på den klassiske ungdoms-thriller, men ret hurtigt bliver det klart, at filmen følger sit eget spor og bevæger sig ind i de unges gådefulde mørke.

Undervejs rejser der sig uvægerligt et stort rungende ”hvorfor”. Men i stedet for at komme med entydige forklaringer på bølgen af nærmest identisk udførte selvmord lader Jeppe Rønde sin film udfolde sig som en desperat og tragisk historie, hvor elementer fra de ovenfor nævnte genrer kombineres med en samfundskritisk undersøgelse af nogle specifikke sociale forhold.

Hen ad vejen hæves den ellers realistiske fortælling op til et allegorisk niveau, indtil det i en nærmest apokalyptisk slutscene ikke længere kun er teenagehormoner eller social armod, der er på spil. Det er lige så meget en form for smittende vanvid, en infektion af en slags, der huserer i et plaget hjørne af civilisationen og sætter al rationalitet ud af kraft, mens de unge forenes i et tilsyneladende ubrydeligt og selvdestruktivt sammenhold, som efterlader de voksne paralyserede og magtesløse.

Privat stof
”Det lyder måske højpandet,” siger Jeppe Rønde, ”men jeg mener faktisk ikke, at jeg selv vælger mine historier. Mine film handler altid om noget, som jeg møder på min vej i en eller anden afsøgning af, hvad det vil sige at være menneske i denne verden.”

”Så i den forstand må der være noget ved historien om Bridgend, som har talt til mit indre mørke. Ikke forstået på den måde, at jeg selv er suicidal, for det er jeg virkelig ikke, og specielt ikke efter at jeg er blevet far. Men omvendt kan jeg heller ikke helt sige mig fri for at bære på en eller anden slagside af noget dødsdrift, og på den måde blev jeg selvfølgelig ramt af det påtrængende spørgsmål: Hvad sker der med teenagere, som lige pludselig hænger sig i stort tal?”

At Jeppe Rønde (født 1973) aldrig har været bange for at tage fat på kontroversielle emner i sine film, vidner det ovenfor nævnte projekt om den bosnisk-serbiske krigsforbryder Radovan Karadzic om. Og at han heller ikke har været bleg for at investere sig selv og sin families smertepunkter i sit arbejde, kan man forvisse sig om, hvis man kigger tilbage på den samlede produktion, der består af relativt få, men ofte markant personlige værker.

Allerede i debutfilmen Søn (2001) blev privat stof inddraget direkte. Her tog filmmageren på en rejse gennem sin egen familiehistorie for at finde ud af noget mere om den far, han som syvårig mistede til misbrug af alkohol og stoffer. Måske en slags indirekte selvmord?

Den selvinvesterende metode fortsatte i gennembrudsfilmen Jerusalem, min elskede (2003). For rullende kamera lod Rønde sig hypnotisere i et forsøg på at finde ud af, hvorfor han efter en opvækst hos sin indremissionske mormor pludselig mistede sin tro under et ophold i den by, hvor verdens tre store religioner ellers er mere nærværende end nogen andre steder: Jerusalem.

Herefter fulgte The Swenkas (2004), en usædvanlig stilsikker hybrid mellem dokumentarisme og fiktion, hvor blikket var rettet mod en subkultur af zulumænd i Sydafrika. Mændene mødes lørdag efter lørdag for i et konkurrencebetonet ritual at føre sig frem med en tøjmæssig elegance, der umiddelbart ligger fjernt fra deres prunkløse hverdag.

Åben slutning
Jerusalem, min elskede og The Swenkas blev oprindelig lanceret som de to første dele af en trilogi over temaerne ”tro, håb og kærlighed”. Den tredje del kom imidlertid aldrig, men spørgsmålet er, om Jeppe Rønde i virkeligheden nu har afsluttet trilogien med Bridgend.

”Sådan kan man helt sikkert godt opfatte det,” siger han. ”Den tredje del i trilogien skulle jo handle om kærlighed, og helt banalt skete der dét, at jeg blev gift og fik barn, og det er meget vanskeligt at lave film om noget, mens man lever det. Så jeg udskød den film på ubestemt tid, men på en sær bagvendt måde er Bridgend kommet til at handle om kærlighed.”

”Jeg vil meget nødig selv udlægge min egen film – jeg har med vilje holdt slutningen åben – men man kan jo have en fornemmelse af, at den kvindelige hovedkarakter, Sara, på en eller anden måde personificerer et håb, netop fordi hun kommer med kærlighed.”

”Spørgsmålet er så, om kærligheden kan overvinde alt. Det vil jeg enormt gerne tro på, men jeg må indrømme, at jeg ikke er sikker. Derfor er det essentielt for mig, at filmen slutter åbent. I stedet for at komme med svar vil jeg gerne holde et spejl op, så publikum på en forhåbentlig sanselig og måske også sugende og hypnotisk måde bliver draget ind i et univers, hvor de kan reflektere over, hvad de selv tror og håber.”

Naturskabt fængsel
At Bridgend er en åben og vidtfavnende fortælling, er ikke svært at få øje på. Under den enigmatiske og visuelt fængslende overflade hvirvler filmen mange forskellige temaer og referencer op.

I løbet af interviewet kommer Jeppe Rønde vidt omkring – fra billedkunstneriske forbilleder som malerne Caravaggio og Francis Bacon via den franske fotograf Antoine D’Agata (der kan synes inspireret af Bacon) og videre via filmiske inspirationskilder som Tarkovskij og Michael Hanekes Det hvide bånd. Og i et mere politisk perspektiv også et smut omkring palæstinensiske selvmordsbombere i Mellemøsten, den radikale islamistiske bevægelse Isis og ikke at forglemme den afdøde danske terrorist Omar el-Hussein.

Alt sammen er i et eller andet omfang blendet ned i fortællingen om epidemien af selvmord blandt de unge i Bridgend. Det ville heller ikke være helt ved siden af at pege på historien om Jamie og Sara som en moderne version af Romeo og Julie. Men først og fremmest er Bridgend en film, der i bemærkelsesværdig grad er båret af sine stemninger: dels et gennemkomponeret og dramatisk meddigtende lydspor, dels den visuelle kraft i det tusmørkeprægede billedsprog, som er fornemt forløst af fotografen Magnus Nordenhof Jønck.

”Filmen er primært optaget omkring et par sammenvoksede landsbyer, der ligger isoleret på den ene side af en kløft, hvor der på den anden side ligger endnu en lille by. Selv om der ikke er særlig langt mellem dem på kortet, skal man hele vejen ned ad et bjerg og op ad et andet for at komme fra det ene sted til det andet, og det er jo den type naturskabte fængsler, som vi her i Norden også kender fra Henrik Ibsen. Så jeg sagde til manuskriptforfatterne, at det behøvede de sådan set ikke at skrive, for det filmer vi bare. Det er tydeligt, at de mennesker, som bor de to steder, ikke kan komme væk. De er spærret inde.”

”Rundt om dem er så disse skove, og efter min mening er det naivt at tro, at man kan adskille menneskene fra de landskaber, de lever i. Derfor er de naturskabte fængsler et godt billede på en indre tilstand. Det mørke, der er i skovene, findes også i menneskene. Vi er ikke meget for at indrømme det, men den ondskab, vi frygter derude, lurer også i os selv – hvis vi bliver presset hårdt nok. Det er dejlig bekvemt at sige, at det er noget, der hører til i Wales eller på Balkan eller i Jerusalem, men sådan er det desværre ikke. Alt det, der kan virke fremmed og eksotisk på os, er dybest set en del af os selv.”

Ankomsten
Der meldte sig en del praktiske problemer i forbindelse med Bridgend. Et af dem var, hvordan man overhovedet kan lave en skildring af et miljø af unge, der har tendens til at lukke sig hermetisk om sig selv, og som netop har vendt deres vrede mod voksenverdenen, myndighederne, medierne og alle repræsentanter for en såkaldt samfundsmæssig fornuft.

Jeppe Rønde havde hørt rygter om udefrakommende journalister, som havde fået tæsk. Og dokumentariske filmmagere, der havde forsøgt at undersøge selvmordene i Bridgend, var mildt sagt ikke længere velkomne på egnen. Hertil kom så, at beboerne i området forståeligt nok var traumatiserede og ikke ønskede yderligere opmærksomhed omkring den uforståelige tragedie, som hjemsøgte deres unge. Det fænomen, der fyldte alt i det lille samfund, var samtidig tabu.

”Jeg mærkede det allerede, da jeg stod af toget på min første tur derover,” fortæller Jeppe Rønde. ”Ikke så snart var jeg hoppet ud på trinbrættet i den lille by, før jeg fik øje på tre unge mænd på BMX-cykler, der kom imod mig. Shit, tænkte jeg – for jeg havde jo læst alt muligt om, hvad der var sket med fremmede, som var kommet dertil for at få noget at vide.”

”Heldigvis kom der så en ældre mand, som pegede på et hul i hegnet og sagde: Hop ud dér, så skal jeg nok tage mig af dem. Det gjorde jeg så og besluttede derefter at tage en taxa hen til en bed & breakfast, selv om der kun var en halv kilometer eller sådan noget derhen.”

Smadrede knæ
Flere udfordringer fulgte. På et tidspunkt oplevede Jeppe Rønde endda at blive bedøvet med et drug, som en ukendt gerningsmand puttede i hans drink, hvorefter han vågnede op næste dag med en blank hukommelse og blodige knæ. Måske ville nogen teste, hvilket stof den fremmede var gjort af? Men uanset hvad, gav den danske filmmager ikke op, og lidt efter lidt trængte han ind i miljøet og opbyggede et tillidsforhold til en række centrale personer.

”Metoden var simpelthen at gå ud og møde dem over nogle pints. Og rent instinktivt lagde jeg ud med at hælde nogle omgange på den store fyr i gruppen for at få hans beskyttelse. Det var ren overlevelse, og det tog mig da også et stykke ad vejen. Men det egentlige gennembrud kom, da jeg fik kontakt til en ungdomsklub, hvor der var en ret sej oberst og en medarbejder, som åbnede mange døre for mig. Via dem kom jeg ind i en klike, hvor alle havde forsøgt at tage deres eget liv, og hvor endnu flere havde haft held med det.”

”Specielt kom jeg tæt på en fyr, som havde mistet syv af sine nærmeste venner og selv havde prøvet at hænge sig to gange. Og hos ham mærkede jeg for alvor den sårbarhed, som præger disse unge. På et tidspunkt ville jeg give ham en cigaret, og da jeg i det samme kom til at strejfe hans hånd med min, for han sammen, som om han havde fået et elektrisk stød. Det var virkelig en øjenåbner. Det var en af de sprækker, jeg havde ledt efter.”

Terapeutisk proces
For at give så meget plads som muligt til de lokale unges autentiske erfaringer var Jeppe Røndes fremgangsmåde at udarbejde et manuskript (sammen med forfatterne Torben Bech og Peter Asmussen), således at man under optagelserne havde et sikkerhedsnet. Men i de enkelte scener overlod han det så vidt muligt til de lokale unge selv at fylde rammerne ud. Og det gør de på en så overbevisende måde, at den tanke melder sig, at Jeppe Rønde må have udviklet en særlig metode til at få amatører til at fungere foran kameraet på.

”Det føler jeg nu ikke selv, at jeg har. Jeg ved ikke, hvordan andre instruktører arbejder, men for mit eget vedkommende tror jeg først og fremmest, det handler om, at jeg kommer meget tæt på mine personer. Det er simpelthen et spørgsmål om tillid. Og når man arbejder med en blanding af professionelle og amatører, kan det faktisk være sværere at pille alle de tillærte teknikker af de professionelle end at løfte de ikke-professionelle op på et acceptabelt niveau. For selv om de autentiske personer selvfølgelig har nogle begrænsninger, er de deres karakterer på en måde, som bare ikke kan læres.”

– Føler du, at det har været en terapeutisk proces for de unge at være med i filmen?

”Helt sikkert. Nu skal jeg vare min mund, for det må ikke lyde, som om jeg leger Gud og rykker rundt med personerne som marionetter, for det gør jeg bestemt ikke. Men når jeg er så meget sammen med mine karakterer, som jeg er, så oplever jeg, at jeg kan nå til et punkt med dem, hvor jeg kan føre dem hen til et sted, som er godt for dem. Det oplevede jeg med nogle af personerne i The Swenkas, og det oplevede jeg også med de unge i Bridgend.”

”Når man laver sådan en film sammen, så mødes man jo i et tillidsrum, som samtidig også er et terapeutisk rum. Alle vil gerne have lov til at fortælle deres historie, og alle har brug for, at der er nogen, som lytter til dem. Og når jeg er sammen med de personer, der medvirker i mine film, fortæller jeg også intime detaljer om mig selv. Så det er en terapeutisk proces for os alle sammen.”

”Men først og fremmest handler det om, at man mødes i gensidig respekt og åbenhed, for ellers kan den fornødne tillid aldrig opstå, og hvis det ikke sker, kan man lige så godt opgive. Omvendt kan nærmest alt lade sig gøre, når den er der. Så er man gift med hinanden, og så kan man fortælle historien i fællesskab. Man kan sammen begive sig ind i en undersøgelse af, hvorfor det overhovedet er værd at stå op om morgenen. Det handler alle mine film dybest set om, og det er efter min mening det eneste spørgsmål, som det virkelig er værd at beskæftige sig med.”