Dag 9: Døden i Venedig

Man må ikke sidde med mobilen fremme under filmen. Det ved enhver. Og alligevel har hver eneste visning på filmfestivalen i Venedig været forstyrret af hvide displays, der lyser op i biografmørket 

Covid-sikkerhedsforanstaltningerne har erstattet de ellers meget selskabelige billetkøer med et bookingsystem, hvor man booker billet 74 timer før hver visning. Til de store film kan man ikke lige vente, til filmen er ovre, så i biografmørket forsøger man at bestille billet på en diskret måde. 

Men torsdag var tredje sidste dag på festivalen, så nu er der ikke flere undskyldninger, og enhver, der bryder det hellige filmmørke, bliver mødt med en hidsig hvisken: Sluk så den mobil! 

Mareridtsrevolution
I et festivalprogram, der byder på mange historier om det usikre liv i krigstid, står mexicanske Michel Francos Nuevo orden for festivalens mest klaustrofobiske filmoplevelse.

Et overklassebryllup bliver afbrudt af en voldelig revolution. Tjenerne vender sig mod deres arbejdsgivere, og blodet flyder sammen med den grønne maling, der er revolutionens signaturfarve.

Kort før angrebet er bruden Luisa gået fra sit eget bryllup og taget på en trodsig mission for at redde en gammel ansat, der har brug for en hjerteoperation. Hverken moren, broren, faren eller ægtemanden ville høre tale om at betale.

Men næstekærligheden kommer ondt igen, da Luisa kidnappes af en revolutionsmilits, der afkræver løsepenge, mens hun bliver voldtaget og torteret.

Frygten og forvirringen baner vejen for fascistiske forhold med udgangsforbud, der håndhæves med maskingeværsalver. Mareridtsstemningen vækker mindelser om Amat Escalantes Heli og Jayro Bustamantes La llorona, og den sætter sig tungt i kroppen. 

Sælsom poesi på sletterne
Der er også en helt særlig stemning i den aserbajdsjanske In Between Dying, der er det ubetinget mest spøjse indslag i hovedkonkurrencen.

Den handler om Davud, der tidligt i filmen dræber en mand og derefter flygter over stepperne. Her bliver han involveret i det ene drama efter det næste, ofte med en andens død til følge. Volden er henkastet og billederne i tilbagetrukne totaler, sådan at dramaet altid føles på afstand.

”Han er ikke farlig, men han dræber med andres hænder,” lyder en typisk replik. En anden: ”Jeg er begyndt at glemme ting. Men hvordan kan man glemme oplevelser, man aldrig har levet?”

Det er en drømmeagtig fortælling, der er fotograferet med en sælsom poesi, som det er svært at finde vej ind i.

Ulidelig lidelseshistorie
Den italienske The Sisters Macaruso handler om en fem piger stor søskendeflok, der midt i 80’erne bor i en faldefærdig lejlighed med duer på taget og kærlige skænderier i stuerne.

En gyldenvarm sommerdag tager de ud at bade, så høje af liv og optimisme, at de helt spontant fører an for badegæsterne i en stor danseprocession!

Men så sker en forfærdelig badeulykke, og vi hopper frem til nutiden, hvor det lader til, at kvindernes liv alene har været defineret af den dag, de blev fire i stedet for fem.

Døden er en livslang følgesvend, helt bogstaveligt for Maria, den ældste, der konstant ser sin lillesøster for sig.

Det er ren følelsesporno, en lidelseshistorie hvor instruktøren Emma Dante insisterende holder det overstrømmende idylliske liv før tragedien og det livsfortabt deprimerende liv efter op mod hinanden, som for at sige: ”Er det dog ikke forfærdeligt?”

Livet efter døden
Døden behandles mere sobert og rørende i Umberto Pasolinis Nowhere Special, der af en eller anden grund vises uden for konkurrence.

Den handler om vinduespudseren John, som har tatoveringer op og ned ad armene. Men en diagnose giver ham kun et par måneder at leve i.

John står alene med sin lille, eftertænksomme søn Michael og skal finde en adoptivfamilie, der kan tage sig af ham.

”Naturligvis har vi råd til den bedste uddannelse for vores søn,” siger en overklassefar, som John besøger. ”Eller, din søn.”

John har måske ikke altid været guds bedste barn, men han er en fantastisk god far, når han lusekæmmer sin lille søn, læser højt, spiser is og besvarer alle den lille fyrs spørgsmål om den verden, han så gerne vil beskytte ham imod.

James Norton er hjerteskærende, fordi han ikke lader følelserne få frit spil, men holder igen og giver publikum dygtige små stik, når frygten et kort øjeblik bliver for meget.

Det handler ikke om frygten for at dø. Det, der plager ham, er uvisheden om, hvad hans død vil gøre ved Michael.

Bag La dolce vita
Filmfestivalen i Venedig er en hyldest til film i almindelighed og italiensk film i særdeleshed.

The Truth About La Dolce Vita dykker ned i tilblivelsen af en af italiensk films store klassikere med interviews og rekonstrueringer og masser af amore.

Instruktør Giuseppe Pedersoli stiller skarpt på filmens passionerede producer, Giuseppe Amato, der er hans bedstefar. Og han lokker masser af skægge anekdoter ud af venner og kolleger.

Man går fra filmen klogere på både Fellinis mesterværk og på hele tidens italienske filmindustri, men man savner mere om filmens skaber, Federico Fellini.

Ikke mindst, da skuespilleren Marcello Mastroianni fortæller om dengang, han bad om at læse et manuskript, og den store auteur svarede: ”Så gerne!” – og rakte ham en tegning, han havde lavet.

Den forestillede en mand, der flyder i vandskorpen. Hans pik rækker flere meter ned i vandet, hvor havfruer svømmer nysgerrigt omkring den. Skuespilleren sagde ja på stedet.