Hyldest: Dødens triumf fylder 50 år

Med nytænkning og sanselighed udfoldede den danske ballet Dødens triumf en dommedagsvision, der stadig fremstår som en af alle tiders smukkest udformede epidemi-værker. 

Og i dag fylder balletten 50 år. 

”Jeg mener virkelig, at der har manglet nosser i dansk ballet. Bournonville er jo kemisk renset for erotik. Da jeg var 27 år, indså jeg, at jeg ikke orkede at danse rundt med pufærmer.” 

Sådan huskede danseren og koreografen Flemming Flindt i 1994 den impuls, der fra 1963 og frem fik ham til at berige dansk ballet med en stribe banebrydende værker, kulminerende med Dødens triumf. 

Balletten blev i 1970’erne opført live på Det Kongelige Teater og i Cirkusbygningen, men havde forinden premiere som en tv-film indspillet i TV-byen med Flemming Flindt selv som instruktør. 

Filmisk finesse
Heldigvis nærmede han sig tv-mediet med samme kreativitet som dansen. Fangerne i et fængsel filmes op gennem tremmegulvet, og via splitscreen kombineres separate optagelser af dansere til kompositioner, der ikke havde været mulige på teatret. 

En far falder under sin datters bryllup om og udånder i nærbillede lige foran objektivet, mens hans datter i baggrunden bæres til alteret af Døden. 

Dette var ikke en tv-transmission, men filmkunst. 

Dødens triumf opnåede international berømmelse, ikke mindst fordi den inkluderer kvindelig nøgendans. Teatrets verden havde allerede set nøgne dansere i forestillingerne Hair (1967) og Oh! Calcutta! (1969), men Flindts ballet var et chok. 

Traditionelle ballerinaer svæver æterisk hen over scenegulvet som svaner eller sylfider, de er ikke af kød og blod. 

Men det vendte Flemming Flindt altså op og ned på, bistået af en ny generation af dansere, ikke mindst hans hustru Vivi Flindt, der blev Det Kongelige Teaters førstedanser. 

Pas de deux
Men Dødens triumf er meget mere end nøgendans.

Faktisk optræder der i den oprindelige tv-version kun en enkelt topløs kvindelig danser – de kendte billeder af en splitternøgen Vivi Flindt er fra senere opførelser. 

Også musikken fik behørig opmærksomhed, komponeret med tidssvarende klange af Thomas Koppel og spillet af Savage Rose med Koppels hustru Annisette som vokalist på sangen Dear Little Mother. 

Og så er der dansen! 

I traditionel ballet bruges koreografien til at danne smukke mønstre og positurer, men her er målet først og fremmest at formidle personernes identitet og følelser. 

Og hvor balletdansere normalt kasseres, inden de runder fyrre år, lader Flindt her et ældre ægtepar udføre værkets smukkeste pas de deux, hvor de på hver sin måde afventer døden: hun afklaret, med et smil, han knust af sorg, mens visne blade hvirvler omkring dem.

Dødens triumf bygger på et ikke tidligere opført skuespil af Eugène Ionesco og skildrer en epidemi, der dræber samtlige beboere i en moderne, stiliseret betonby. 

Ligesom i Murnaus Faust (1926) manifesterer sygdommen sig første gang i en festlig forsamling på byens torv, og som i Murnaus Nosferatu (1922) markeres byens inficerede huse med kors tegnet på facaden. 

Men hvor pesten i Nosferatu skyldes en vampyr, der stiger op af en kiste, er det her selve Døden, der stiger op af kisten. Og som i Bergmans Det syvende segl fra 1957 er han klædt i natsorte rober. 

Men han spiller ikke skak. Her får ingen en chance. 

Ud over at instruere og koreografere har Flemming Flindt selv filmens mest markante nøgenrolle. Han spiller en rigmand, der isolerer sig i sit palæ og bekæmper smittefaren med pertentlig rengøring og en tjenerstab bevæbnet med desinfektionssprøjter. 

Alligevel ender han sine dage ynkeligt indsmurt i røde medikamenter, et grotesk spejlbillede af Edgar Allan Poes pestklassiker The Mask of the Red Death fra 1842. 

Befriende orgie
Hele vejen præges Dødens triumf af et desillusioneret verdensbillede. Smittede borgere jages af fascistoide ordenshåndhævere med gasmasker, visirer, knepler, lyskegler og sirener. 

Vi kender scenariet fra George Romeros skoledannende epidemigyser The Crazies (1973) og dennes efterligninger. 

Men Dødens triumf kom først. 

Ubehageligt er også et mellemspil, hvor et hold skraldemænd ankommer til byens torv blot for at smide de afdøde op i vognen og køre ligene bort. Denne makabre brug af renovationsvogne blev en trope i efterfølgende epidemifilm.

Men det tidligste eksempel, jeg kender, er Dødens triumf. 

Forestillingen er konstrueret, så de dystre passager veksler med mere lyse indslag, heriblandt modebutikken, hvor byens unge kvinder går amok i et øjebliks befriende orgie af babser, stangtøj og damehatte. 

En oplevelse, der i skyggen af vor tids kropsforskrækkelse næppe vil kunne genskabes. Det samme gælder i øvrigt Birth & Return (1998), en kort solodans koreograferet af Elsa Marianne von Rosen og uropført af Bronwen Loshak, hvormed dansk nøgenballet nåede et kunstnerisk højdepunkt, og en æra nåede sit endepunkt. 

Skulle Det Kongelige Teater forsøge noget lignende i vor tid, ville forargelsen flyde over. Og det er jo synd. 

Ikke blot er Dødens triumf en af de bedste danske balletter, fuldt på højde med det kanoniserede trekløver Sylfiden (1836), Etudes (1948) og Enetime (1963). Og ikke blot er den sammen med Lars von Triers Epidemic fra 1987 og Anders Rønnow Klarlunds Besat fra 1999 en af Danmarks tre bedste epidemifilm. 

Den er Danmarks vigtigste bidrag til epidemigenren overhovedet! 

Heldigvis kan den oprindelige tv-udgave af Dødens triumf stadig opleves som oprindeligt tiltænkt, nemlig på DR’s Bonanza.