Dødsangst for en halv milliard

Med sin ellevte spillefilm sadler Noah Baumbach om.

I film som The Squid and the Whale, Frances Ha og The Meyerowitz Stories har han intelligent og stilfærdigt dissekeret de store hundelorte på livets fortov – fra skilsmisse over 30’er-krise til plejehjemsmodne forældre.

Undervejs har Noah Baumbach fundet et toneleje, der er rundet af samme newyorker-tradition for humanistisk drama som Woody Allen og Whit Stillman. Men hans film føles mere forankret i en smerteligt genkendelig virkelighed.

Den naturalistiske stil nåede et højdepunkt i mesterværket Marriage Story, og derefter ramte Noah Baumbach en mur.

”Det var første gang i min karriere, at jeg ikke havde et nyt projekt, jeg ville i gang med,” fortæller instruktøren, da vi mødes på stjernehotellet Excelsior i Venedig dagen inden verdenspremieren på Hvid støj.

”Jeg havde lavet en række film, der alle bevæger sig i samme spor. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kunne have fundet på noget andet. Det gjorde jeg bare ikke, men nu fik jeg lyst til at lave noget andet. Og det var på en gang en lettelse og en smule utrygt.”

Manieret dødsangst
I Hvid støj skejer Noah Baumbach helt ud.

Satiren om den dødsangste, midaldrende universitetsprofessor Jack Gladney er manieret og ekspressionistisk. Det er ironisk helt ind til benet og realiseret med et Netflix-budget, der skønnes at ligge mellem en halv og en hel milliard kroner.

Hvid støj er også Noah Baumbachs første filmatisering og Don DeLillos postmodernistiske romanklassiker, der udstiller oplysningssamfundets informationsoverflod anno 1985.

”Jeg læste bogen som teenager et par år efter, at den udkom,” fortæller Noah Baumbach.

”Don DeLillo er en forfatter, jeg altid har været glad for, men jeg overvejede aldrig at filmatisere ham. Men så genlæste jeg Hvid støj, da pandemien startede, og det mindede mig om første gang, jeg læste den.”

”Nu har jeg selv samme alder som Jack Gladney, og jeg følte, at dens univers var lige så vanvittigt som resten af verden på det tidspunkt.”

Gerwig valgte selv rollen
– Var det en form for kreativ renselse?

”Ja, det var det vel,” studser Noah Baumbach.

”Hver gang jeg bliver virkelig optaget af en bog, er der en del af min hjerne, der forestiller sig bogen som en film. Men jeg tænkte ikke meget over det. Det virkede bare fængslende, og jeg ville gerne se det til ende.”

”Det var egentlig mest en øvelse, da jeg begyndte at skrive manuskriptet. Det var under lockdown, og da jeg gav manuskriptet til Greta, sagde hun, at jeg skulle fortsætte. Så det gjorde jeg.”

– Havde hun allerede udset sig en rolle?

”Ja, hun rakte hånden i vejret lige med det samme!” griner Noah Baumbach, der har dannet par med skuespiller og instruktør Greta Gerwig siden 2011.

Rollen som Babette er hendes første i seks år. Men Noah Baumbach insisterer på, at det kun har gjort hende bedre foran kameraet at træde bag det som instruktør på Ladybird og Little Women.

”Hun forstod virkelig, ikke bare karakteren, men også den rolle, Babette har i filmen. I starten er Babette formet af Jacks forestilling om, hvordan en hustru skal være. I tredje akt bliver hun noget helt anderledes.”

Rutiner og baggrundsstøj
Hvid støj foregår i en nysselig universitetsby mellem bjerge og efterårsgyldne skove. Her lever Jack Gladney, Babette og deres sammenrend af børn fra tidligere ægteskaber et hektisk liv omringet af flimrende fjernsynsskærme og skrattende radioer.

”Det, der motiverer familien, er frygten for at dø,” forklarer Noah Baumbach.

”Den første del handler om deres strategier for at tackle det og om de rutiner, vi er med til at skabe, og som andre har placeret omkring os. Hvordan engagerer vi os i illusionen om, at vi kan leve for evigt?”

Jack og Babette holder begge dødsfrygten på afstand ved at klamre sig til kulturens rutiner og mediernes betryggende baggrundsstøj. Lige indtil et godstog forulykker uden for byen og en giftsky af kemikalier gør frygten konkret.

”I historiens anden del kommer døden for at hente os. I tredje del vender familien tilbage efter at have set døden i øjnene. Men er det overhovedet muligt at vende tilbage til vores liv efter sådan en oplevelse?”

Livets venteværelse
Jack og Babette tager kemikalieskyen med ophøjet ro. Selv radioavisens stadig mere alarmerende opdateringer forvisser dem bare om, at der bliver taget hånd om situationen.

Alligevel bliver udslippet et vendepunkt.

Jack fanges i giftregnen og bliver overbevist om, at han er dødsdømt. Babette bliver så chokeret af oplevelsen, at hun opsøger den odiøse farmaceut Mr. Grey på et lurvet motelværelse for at få piller mod dødsangst.

Flere gange undervejs vender familien tilbage til et stort, pangbelyst supermarked, der bliver forbrugersamfundets midtpunkt og mødested.

”Supermarkedet bliver en stadig mere åbenlys metafor, som filmen skrider frem. Det er en idé fra romanen, jeg virkelig godt kunne lide. Supermarkedet er et slags venteværelse, et bardo mellem liv og død.”

”Idéen om døden forandrer sig, som handlingen skrider frem. I starten har vi en forelæsning om, hvordan bilsammenstød i film er pure underholdning – en fejring af døden. Og da familien rent faktisk kommer i fare, ved de ikke, hvordan de skal reagere. De ved ikke engang, om faren er virkelig.”

Stilbrud med mening
Den idé udviklede Noah Baumbach og fotograf Lol Crawley i filmens billedsprog.

”Til at starte med optog vi det dybest set bare som et supermarked. Jeg så det som karakterernes illusion om, at de har kontrol over deres liv. De styrer kameraet, for det følger dybest set bare efter dem ned ad gangene.”

”Men anden gang, vi er i supermarkedet, river kameraet sig løs, og man ser endda døden i form af Mr. Grey, der ankommer til supermarkedet. Og i tredje del bliver supermarkedet helt abstrakt,” fortæller Noah Baumbach med reference til filmens ekstatiske slutscene.

Da Noah Baumbach bliver spurgt om musikken, holder han en lille tænkepause, mens han leder efter de rette ord.

”Jeg kan godt lide, når man virkelig lytter til den film, man laver. Så opdager man, at man i anden halvdel kan slippe afsted med at gøre noget, man ikke kunne have gjort i begyndelsen.”

”Ofte er det musik, men det handler grundlæggende om at slippe noget fri. Karaktererne har udviklet sig på en sådan måde, at noget, der ville have virket malplaceret i begyndelsen, nu kan finde sted. Som i Marriage Story, da Adam synger Being Alive, eller i Frances Ha, hvor hun løber ned ad gaden til Modern Love.”

”Da hovedpersonen i filmens sidste scene skriver sit navn på et navneskilt, bevæger kameraet sig tættere på hende. Det er den eneste gang, kameraet træder følelsesmæssigt i karakter.”

”I Hvid støj er der flere af den slags stilbrud undervejs. Filmen åbner sig langsomt til det udtryk, der kommer til slut.”

Børn som en radio
Mens forældrene vakler igennem et konstant bombardement af sanseindtryk, er Gladney-børnene mere medievante.

”Jeg sagde til børneskuespillerne, at de skulle tænke på sig selv som en radio, der bliver tændt i begyndelsen af filmen, og som fortsætter uafbrudt frem til rulleteksterne.”

”Hver gang vi ser dem, plaprer de bare ufortrødent videre, som var de gæster i et talkshow, der kommenterer hver scene.”

”Ingen er rigtig sikre på, hvad der er sandt, men børnene er mere jordnære end forældrene. De er bevidst om, hvad der foregår på en måde, som deres forældre simpelthen har for meget livserfaring til at kunne opfatte.”

Luk døden ind
Romanen Hvid støj hudfletter 80’ernes stadig mere støjende informationssamfund, hvor hundredvis af nye fjernsyns- og radiokanaler kæmper om offentlighedens opmærksomhed.

– Var du urolig for, at den historie ville føles mindre skarp i dag?

”Nej, faktisk tænkte jeg præcis det modsatte. At det dybest set var samme verden, måske bare lidt mere uskyldig dengang. Der er fjernsyn tændt hele tiden, der sker hele tiden noget – en reklame, en sitcom, et eller andet.”

”Og så er der supermarkedet, som nærmest er en slags analogt internet. Ser man det ovenfra, bliver det overvældende. Men går man tæt på varerne, finder man alt, hvad man har brug for. Internetshopping er baseret på samme koncept. Et supermarked er mere filmisk, men det repræsenterer den samme udfordring, nemlig at rydde sit hoved for indtryk.”

– Hvordan overvinder du din egen frygt for døden?

”På samme måde som familien Gladney: Ved at distrahere mig selv,” griner Noah Baumbach.

”Og så har jeg internettet, som de ikke havde dengang. Jeg er lige så sårbar som alle andre og lige så tilbøjelig til at holde mig til det behagelige i livet. Men filmen handler jo nærmest om at lukke døden ind. Det er vigtigt at leve livet med forståelse for, at det engang vil slutte.”