En kamp på liv og død i Føtex

Hvordan ser en dødskamp ud i det moderne hverdagsliv i Norden?

Vort engang så voldelige folk har for længst skiftet kampøkser ud med et tungt lag af høflighed, der skal beskytte os mod konflikter.

Men nu har de sociale medier overtaget verden med et helt anderledes socialt kodeks. Her siges alt direkte, og man blokerer mennesker fra sit liv, hvis de har den forkerte holdning.

Hvordan skildrer man disse, noget mindre filmiske dødskampe om Facebook-kommentarer og bagtalen i al sin blodige pragt?

Den færøske instruktør Andrias Høgennis kortfilm Ikki illa meint – der er nomineret til fire priser ved Ekko Shortlist Awards 2020, inklusive for bedste originale musik – er et fremragende bud.

Som kompensation for manglen på halshugninger og eksplosioner bruger han … a cappella-musik. Og stilhed.

Det starter med en omfavnelse.

To veninder holder nærmest manisk om hinanden på en togstation. Vi ved ikke, hvem de er, hvor de kender hinanden fra, eller hvem af dem, der netop er ankommet med det S-tog, som nu forlader perronen.

Men kærligheden imellem de to er ikke til at tage fejl af.

Under det kærlige møde spiller komponist Sune Kølsters mesterlige a cappella-musik: kvindestemmer, der uden ord synger simple melodier, der har en gammeldags og måske nordisk klang.

Lynhurtigt, men uden større rabalder, antydes det, at vi befinder os i en historie, der deler slægtskab med sagaer som Game of Thrones og folkevisen Ramund hin Unge.

Da de to møder hinanden for anden gang, er ømheden sporløst forsvundet, og en krig skal udspille sig mellem de tidligere frænder.

En krig i Føtex.

Den melankolske melodi fra introscenen udvikler sig til en mere let og bekymringsfri udgave, mens hovedpersonen Elinborg handler ind i supermarkedet. Hun ved endnu ikke, hvad der skal ske. Hun går i sin egen verden.

Musikken stopper, da Elinborg får øje på sin ven Marita, som har farvet håret blåt og er i færd med at fotografere en bunke peberfrugter.

Musikken fungerer som et blik ind i personernes tankestrømme. Da Elinborg ser sin gamle ven, reagerer hun på sit urinstinkt og sniger sig væk med rullekurven løftet for at undgå lyd fra den.

Marita er til gengæld ikke bange. Endnu. Hun fanger Elinborg ved frysedisken, hvor det første af tre slag skal udkæmpes.

Paraderne er helt oppe, og smilene sidder klistret på ansigterne. Der smalltalkes, og det lader til, at sammenstødet kan afsluttes uden blodsudgydelser. Indtil Elinborg kommer til at afsløre, at hun har glemt Maritas snarlige fødselsdagsfest.

En pinlig detalje, men det lykkes i første omgang Elinborg at undslippe.

Vi følger nu Marita ved frysedisken, og musikken vender tilbage. Den stille, rytmiske og nærmest hviskende musik vidner om en irritation, der er lige præcis stor nok til, at den ikke kan slippes. En tikkende bombe.

Marita indleder anden runde ved køledisken, hvor Elinborg sunder sig. Musikken stopper.

Paraderne er stadig oppe, men Marita har besluttet sig for at tage kampen op. Hun vil vide, hvorfor Elinborg har blokeret hende på Facebook.

Elinborg trækker i defensiven med en besværgelse: ”Først og fremmest er jeg glad for, at vi kan tale om det her på en civiliseret måde.”

Hun forklarer, at det handler om Maritas politiske opslag på Facebook. Hun håber tydeligvis, at det kan formilde den nu slet ikke smilende fjende. Begge hæver stemmerne, og lige som det tunge skyts skal til at hives frem, bliver de afbrudt af en bekendt.

Paraderne og smilene hæves omgående igen, og Elinborg ser sit snit til at flygte, mens Marita er optaget af smalltalk med en gammel ven.

Musikken vender tilbage.

Melodien og de hviskende lyde forenes, og volumen er højere. Bomben er kommet tættere på. Marita ryster vennen af sig og optager jagten på Elinborg.

I et desperat forsøg på at konfrontere veninden beder Marita om en ekstranøgle, som Elinborg har haft indtil nu. Fløjlshandskerne ligger tilbage i kølerdisken.

Diskussionen mellem de to kulminerer, da Marita spørger, hvorfor Elinborg ikke bare har blokeret hende på Facebook, hvis hun vil leve i et ekkokammer og ikke høre andres holdninger.

”Jeg har prøvet at blokere dig på Facebook, siden du flyttede til Danmark, men det er umuligt. Du tagger folk, skriver gruppebeskeder og inkluderer os alle i dine syge holdninger, og det hele ryger online. Så bliver vi nødt til at forsvare os selv, fordi vi ikke har lyst til at være del af din forbandede tankevirksomhed, som du absolut vil dele med verden,” ryger det ud af Elinborg, der er fuld af opsparet vrede.

”Hvem er vi?” spørger Marita tydeligt påvirket.

”Seks andre har vist også allerede blokeret dig. Du er et sødt og dejligt menneske, men jeg kvæles af dig online. Og det er uhyggeligt, at du ikke selv kan se, at du kvæler folk!”

Elinborg forlader den grædende Marita efter at have givet hende nøglen tilbage.

Da Elinborg kommer ud til sin cykel, ser hun, at Marita står med ryggen til få meter væk. Kan deres venskab reddes? Inden hun når at gøre noget som helst, siger en mandestemme: ”På vegne af familien vil jeg gerne takke alle for at være kommet.”

Det er for sent. Dødsstødet er givet.

På Øresundkollegiet i København mødes Maritas færøske bekendte for at sørge over, hvad vi må formode er hendes selvmord.

En lamslået Elinborg sidder midt i rummet og lytter, mens venner deler deres historier. Der er helt stille og ikke plads til tanker i Elinborgs hoved. Derfor synger hun selv. En kort passage fra en færøsk folkemelodi.

Den ophobede vrede og de aggressioner, der slog hendes ven ihjel, får nu endelig frit løb på det eneste sted, hvor offentlige følelsesudbrud kan accepteres.

Elinborg omfavner manden fra supermarkedet. De mødes i sorgen over den faldne ven, men da det går op for ham, hvem hun er, står hun alene tilbage.

Storhulkende.

Indenfor synges en anden færøsk sang, mens Elinborg tavs står og betragter dem. Hun er uden for fællesskabet. Hun går ud på gangen og sætter sig med mobiltelefonen. Elinborg går ind på Maritas Facebook-profil og dropper blokaden.

Hvad var det egentlig, hun slog sin ven ihjel for?

Smartphone-skærmen viser et billede af en lille pige, et ”Blev veganer”-logo, en hund og de peberfrugter, som Marita fotograferede den dag i Føtex.

Elinborg er overladt til sine egne tanker og a cappella-musikken.

Desperat forsøger hun at skrive ”jeg kondolerer” efterfulgt af et hjerte i kommentarfeltet, men kommentaren kan ikke sendes. Hun er selv blevet blokeret. Maritas sidste hævn.

Vi er tilbage ved cykelstativerne foran Føtex. Elinborg tøver lidt, men går så over til Marita. De taler sammen og ender med at omfavne hinanden.

Men så klippes der tilbage til virkeligheden.

Elinborg og Marita cykler i hver deres retning. Elinborg kører hjem med en tom grimasse uden at vide, hvad hun har forårsaget.

Krigeren, der ikke kendte sin egen styrke, må leve med skylden.