Nyhed
10. juni 2009 | 01:36

Dokumania er en succes

Især de unge ser med, når DR2 hver tirsdag kl. 20.30 giver danskerne dokumentarfilm af internationalt format.

Af Line Bitsch Herdel

Siden november sidste år har seerne kunnet opleve dokumentarfilm fra hele verden på DR2.

Nye danske dokumentarfilm har fået selskab af de bedste udenlandske film, og seerne har blandt andet kunnet se klassikeren Historien om Harvey Milk og Anders Østergaards prisvinder, Burma VJ: Reporter i et lukket land.

”Det er ikke hvad som helst, der slipper igennem nåleøjet til Dokumania,” fortæller Mette Hoffmann Meyer, DR’s dokumentarredaktør.

”Det skal være kvalitetsfilm, så seerne ved, at selvom emnet måske ikke umiddelbart interesserer dem, så har alle Dokumanias film kant, personlighed og fortæller en virkelig god historie.”

Yngre end DR2-profilen
Mette Hoffmann Meyer var igennem nitten år ansat på TV 2. Da hun kom til DR for to år siden, var hun ikke sen til at kopiere sin egen programserie Hotdoks, der satte spot på toneangivende dokumentarfilm.

Hun ser hvert år mere end 4.000 dokumentarfilm og rejser verden rundt til festivaler. Hendes mange år i branchen gør også, at hun kender flere af instruktørerne og ser rough-cuts på mange af de film, der er på vej.

Dokumania har et yngre publikum end DR2’s normale profil. Det er godt, for vi vil jo gerne være hele Danmarks tv-kanal,” siger hun.

Når mændene ser fodbold …
Christoffer Guldbrandsens Dagbog fra midten og Jean-Xavier de Lestrades Mord en søndag morgen er de to film, der er blevet set af flest.

De to film havde seertal på henholdsvis 227.000 og 205.000. Det gennemsnitlige seertal for de første tyve film er 104.000. Dokumania har en andel på mellem tre og ti procent af alle, der sidder og ser tv tirsdag aften.

”Vi har ikke lavet Dokumania for at få høje seertal, men selvfølgelig er det fedt, når det går godt. Vi kan ikke konkurrere med fodbold på en anden kanal, men på de dage lægger vi bevidst dokumentarfilm med en female-profil,” siger Mette Hoffmann Meyer.

Flere danske film i efteråret
”Jeg forsøger altid at finde film, der engagerer seerne, fordi de er noget særligt. Det optimale ville jo være, hvis der var en stor dansk dokumentar færdig sådan cirka én gang om måneden, men sådan er livet jo ikke,” erkender dokumentarredaktøren.

Til efteråret kan man glæde sig til at se flere danske dokumentarfilm. Det gælder Michael Noers knallertdokumentar De vilde hjerter, som for nylig havde biografpremiere, og Dokumania viser også stortalentet Max Kestners næste film, Drømme i København.

I den internationale afdeling kan man se frem til Man on Wire af James Marsh. Filmen fortæller den spektakulære historie om franskmanden Philippe Petit, som uden tilladelse spændte en line ud mellem World Trade Centers to tårne i begyndelsen af 1970’erne – og gik fra det ene tårn til det andet!

Ingen kortfilm-pendant
Næste danske indslag (16. juni) bliver Måske uskyldig, som er instrueret af debutanten Nagieb Khaja. Filmen varer kun en time og optræder derfor sammen med en anden dokumentar, En araber kommer til byen.

”Det er usædvanligt i Dokumania-regi, at vi sender to film på en time hver, men vi synes, de passer godt sammen,” forklarer Mette Hoffmann Meyer.

Er det ikke oplagt at overføre programkonceptet til andre genrer, for eksempel alle de novellefilm, der produceres på Filminstituttets talentudvikling, New Danish Screen?

”Nej,” siger Mette Hoffmann Meyer. ”Det er farligt at lave en fast kortfilmssendetid, hvor man bare viser rub og stub. New Danish Screen er et sted, hvor filmfolk skal kunne eksperimentere og have mulighed for at finde nye fortælleformer, men det bliver jo ikke lige godt hver gang.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko