Berlinale 2023
25. feb. 2023 | 21:28

Dokumentar om kreativ terapi vinder Guldbjørnen

Foto | TS Productions
Patienterne tegner, maler, synger og fortæller om deres liv i den sympatiske og humoristiske dokumentar On the Adamant, der løb med Guldbjørnen på Berlinalen.

Fransk dokumentar om et psykiatrisk behandlingssted overrasker med hovedprisen på årets Berlinale, der også byder på priser til danske værker.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

”Er I vanvittige, eller hvad?” spørger den franske veteraninstruktør Nicolas Philibert, da han træder på scenen i Berlinale Palast for at tage imod Guldbjørnen for sin dokumentar On the Adamant

Det er en sympatisk og humoristisk film, men at den skulle løbe med hovedprisen på årets Berlinale, er der næppe mange, som havde forudset. 

Guldbjørnen gik sidste gang til en dokumentar i 2016, da Gianfranco Rosis Havet brænder vandt hovedprisen. 

On the Adamant er et klassisk observerende institutionsportræt af den franske veterandokumentarist, som især er kendt for portrættet af den passionerede skolelærer i At være og at have.

Hans nye film skildrer det psykiatriske behandlingshjem Adamant, der bogstavelig talt flyder rundt på Seine-floden i Paris.

Patienterne tegner, maler, synger og fortæller om deres liv og sygdom. Kameraets nysgerrige blik iagttager dem uden fordømmelse, men med tålmodighed, humor og kærlig forståelse.

”Jeg har prøvet at ændre det indtryk, vi har af forrykte mennesker, som er ekstremt stigmatiserende,” forklarer Nicolas Philibert i sin takketale. 

Filmen skildrer de forskellige former for kreativ terapi, som stedets patienter får. Her er der fokus på patientens kreative udtryk. 

”Vi gør ikke stor forskel på patienter og plejere. De mest vanvittige mennesker er aldrig dem, vi regner med,” siger instruktøren. 

Priser til danske projekter
Lørdagens prisuddeling byder dog også på priser til mange af hovedkonkurrencens favoritter. 

Den tyske veteran Christian Petzold kan således bevæget tage imod Berlinalens andenpris med en Sølvbjørn for sit sensuelle kammerspil Afire, hvor fire unge mennesker mødes i et sommerhus på Tysklands østersøkyst. 

Den lidt vagt formulerede pris for ”filmkunstnerisk fornyelse” går til fotograf Hélène Louvart, der i det kunstnerisk udsvævende migrantdrama Disco Boy skaber markante og hårdtslående billeder. 

Jeg havde spået, at Franz Rogowski kunne vinde en Sølvbjørn for sin hovedrolle i samme film, men den pris – og der uddeles kun én, Berlinalen har været kønsneutral i flere år – går sensationelt til den kun syvårige Sofía Otero. 

Hun spiller hovedrollen som den alvorsfulde lille Cóco i den spanske transhistorie 20.000 Species of Bees

”Hun minder os om, at vi skal se på de yngre generationer for at minde os om alt det, vi har glemt,” begrunder Kristen Stewart valget af, hvad der må være den yngste vinder af Sølvbjørnen i festivalens historie. 

At juryen ønsker at sætte fokus på transhistorier bliver understreget med en Sølvbjørn for bedste birolle til Thea Ehre. I den tyske Till the End of Night spiller hun en transkvinde, som tvinges tilbage i et giftigt forhold med sin ekskæreste, der er narkobetjent. 

Priser til danske instruktører
På Berlinalen kan man godt lide at holde sejrsstemningen kørende længe, hvorfor man uddeler priser løbende i festivalens sideprogrammer. 

Danske Kerren Lumer-Klabbers kunne således fejre sin særpris for den norske Viaplay-serie Arkitekten onsdag aften, mens ligeledes danske Malene Choi allerede midt på lørdagen vandt kritikernes FIPRESCI-pris i Panorama-sideprogrammet for Stille liv.

Det er Chois første rene fiktionsfilm. Den skildrer en ung mand, der som adopteret er splittet mellem sit hjem i Danmark og sit oprindelsesland.

Det er en bemærkelsesværdig prishøst for festivalens danske titler. 

Der var også to priser til det dansk-svenske dokumentaressay Fantastic Machine, som jeg også selv storroste sidste måned efter verdenspremieren på Sundance-festivalen, hvor den også vandt en jurypris.

Vindere ved Berlinalen 2023 


Guldbjørnen
On the Adamant, instr. Nicolas Philibert 

Sølvbjørnen, Juryens andenpris
Afire, Christian Petzold

Sølvbjørnen, Juryens pris
Mal Viver, instr. João Canijo 

Bedste instruktør
Philippe Garrel, The Plough

Bedste skuespiller
Sofia Otero, 20.000 Species of Bees

Bedste birolleskuespiller
Thea Ehre, Till the End of Night

Bedste manuskript
Music, Angela Schanelec

Filmkunstnerisk fornyelse
Hélène Louvart, Disco Boy

Berlinalens dokumentarpris
The Echo, instr. Tatiana Huezo

Berlinalens dokumentarpris, særpris
Orlando, My Political Biography, instr. Paul B. Preciado

GWFF debutantpris
The Klezmer Project, instr. Leandro Koch og Paloma Schachmann

GWFF debutantpris, særpris
The Bride, instr. Myriam U Birara

Trailer: On the Adamant

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på årets Berlin-festival.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Berlinalen går tilbage til 1951 og regnes for en af verdens førende filmfestivaler.

Løber fra 16. til 26. februar.

© Filmmagasinet Ekko