Dokumentarfilm, der ændrede verden

Der er gode og dårlige film, lårklaskende sjove, dødens alvorlige, tårefremkaldende og skrækindjagende film.

Og så er der de film, som har ændret verden.

Disse film sætter en helt ny engelsk pris, Puma Creative Impact Award, nu fokus på. Fem dokumentarfilm er nomineret, og vinderen er den film, der har haft størst indflydelse på verdens gang det forløbne år.

Anders Østergaards Oscar-nominerede Burma VJ var blandt de fem nominerede, da prisen i går aftes blev uddelt.

Hovedprisen gik til engelske Rupert Murrays The End of the Line, der sætter fokus på det overfiskeri, der udmarver verdenshavene. Prisen består i en pengepræmie på 50.000 euro (cirka 372.000 kroner), hvoraf halvdelen skal gå til at fremme det emne, filmen beskæftiger sig med.

Østergaard gik dog ikke tomhændet hjem. Den danske instruktør vandt en mindre jury-pris for Burma VJs sociale betydning.

Udfyldte et tomrum
Burma VJ handler om unge videojournalister, der sætter livet på spil for at dokumentere krænkelser af menneskerettighederne i den lukkede diktaturstat Burma.

Og selvom Anders Østergaard understreger, at det er umuligt at sige, hvilken indflydelse filmen nøjagtigt har fået på udviklingen i landet, er han overbevist om, at filmen har været med til at skubbe tingene i den rigtige retning.

”Det er da påfaldende, at der er sket nogle gode ting siden filmen. Aung San Suu Kyi er blevet løsladt, og her den sidste måneds tid har vi set en helt ny opførsel fra regimets side. De lavede en ny forfatning og holdt valg, og den nye præsident taler for eksempel om at løslade politiske fanger,” siger Anders Østergaard.

”Jeg vil jo ikke sige, at Burma VJ forårsagede alle de her ting, men der er ingen tvivl om, at vi udfyldte et tomrum. Hvis ingen havde talt om Burma og opstanden i landet, er det ikke sikkert, at vi havde set den forandring,” fortsætter han.

”Jeg er ikke aktivist”
Puma Creative Impact Award forholder sig i sagens natur mere til filmenes politiske indflydelse end til æstetik, dramaturgi og kunstnerisk relevans. Og Anders Østergaard advarer da også imod, at man overser filmenes kvalitet.

I Ekko #52 beskrev Østergaaard i et essay, hvordan kampen om Oscar-statuetten sidste år blev reduceret til et kapløb mellem Burma VJ's munke og The Coves delfiner.

”Det kan være problemet i de her sammenhænge, at det bliver et spørgsmål om, hvilken sag man helst vil fremme,” siger Anders Østergaard, der tilføjer, at han aldrig tænker på at ville forandre verden, før han kaster sig ud i et filmprojekt.

”Det ironiske er, at jeg slet ikke er aktivist af natur. Jeg har lavet journalistiske ting, hvor jeg havde en holdning, men det er faktisk ikke sådan, jeg tænker, når jeg laver film. Dér er jeg optaget af, at de skal fungere på en kunstnerisk præmis.”

Dansk dokumentar åbner sig
Ekkos chefredaktør Claus Christensen mener, at det er positivt, at flere danske dokumentarfilm rækker ud mod virkeligheden.

”For nogle år siden var dansk dokumentarfilm relativt navlebeskuende. Instruktørerne skulle finde historierne indefra, fra deres egen fortid og egne traumer. Det lærte de ikke mindst på Den Danske Filmskole. Men de seneste år er der kommet et nyt kuld instruktører til, som stadig fortæller med en personlig stemme, men som er mere interesseret i verden omkring dem,” siger han.

Claus Christensen fremhæver, at folk som Janus Metz, Mads Brügger, Michael Madsen, Christoffer Guldbrandsen og Anders Østergaard har åbnet dansk dokumentarfilm mod omverdenen. Ligesom flere af dem også tilstræber en vis politisk indflydelse.

”Det har givet en ny energi på et tidspunkt, hvor den politiske dokumentarfilm også internationalt har blomstret op. Og i den forstand kommer en pris som Puma Creative Impact Award også meget rettidigt,” mener han.

Ti film med efterskælv
Burma VJ og de fire andre film, der var nominerede til Puma Creative Impact Award, som man kan læse om her, er dog langt fra de første dokumentarfilm med kraftige efterskælv. Ekko har valgt ti dokumentarfilm, der ændrede verden — eller i hvert fald en brøkdel af den.

Dagbog fra midten
Christoffer Guldbrandsen har i film som Fogh bag facaden og Lykketoft finale vist Danmark et stykke politisk virkelighed, som medierne ellers ikke giver os adgang til. Og selvom hans film - som Den hemmelige krig - måske ikke altid har ændret tingene så meget, som instruktøren kunne have drømt om, har de formet den måde, vi ser politikerne på. Ikke mindst Dagbog fra midten om Ny Alliances langsomme forfald. Man ser ikke på Naser Khader, Anders Samuelsen og Jørgen Poulsen på samme måde som før Guldbrandsens film.

Gimme Shelter
Hvordan kan en film om Mick Jagger og de andre rock n' roll-drenge fra The Rolling Stones have haft direkte afsmitning på virkeligheden? Ved et tilfælde. Under den berygtede Altamont Free Concert i 1969 dokumenterede en kameramand fra Albert og David Maysles' filmhold, at den unge fan Meredith Hunter havde en pistol i hånden, da han blev stukket ned af en af koncertens sikkerhedsfolk, Hells Angels-rockeren Alan Passaro. Passaro blev frikendt.

River Elegy
Xia Juns seksdelte tv-dokumentar fra 1988 var en mere eller mindre eksplicit kritik af Kinas konservative og lukkede kultur. Den blev forbudt i 1989 — og er aldrig blevet vist uden for Kina — men inden da var den blevet set af 200 millioner kinesere, som derfor havde nok tid til at lade sig inspirere. River Elegy regnes for at have været en intellektuel inspirationskilde til de studenterprotester mod styret, der rejste sig i 1989, blandt andet på Tiananmen-pladsen i Beijing, hvor formentlig flere tusinde demonstranter blev nedslagtet af militæret.

Roger & Me
Michael Moore har forsøgt at ændre USA's våbenlovgivning, sundhedssektor og banksystem, ligesom han har prøvet at afsætte en præsident. Hans film har skabt mere debat end konkrete resultater, men til gengæld ændrede Moore alt for dokumentargenren med sin personlige, polemiske og først og fremmest underholdende stil. Første gang i Roger & Me om arbejdsløshedens uretfærdighed i instruktørens hjemby, Flint.

Super Size Me
Morgan Spurlock lod sig inspirere af Michael Moores dokumentarstil — og tog den skridtet videre. Over en måned bestod hans måltider udelukkende af McDonald's-mad, og resultatet — en bleg, energiforladt og impotent hovedrolleindehaver — gjorde dybt indtryk verden over, ikke mindst i USA, hvor filmen affødte en stor fast food-debat. McDonald's tog kritikken til sig og afskaffede de kolossale Super Size-menuer.

The Thin Blue Line
Errol Morris' visuelt prægnante film viste, at det ikke var den dødsdømte Randall Dale Adams, der slog politimanden Robert W. Wood ihjel 28. november 1976 — og den gjorde det med så stor overbevisning, at retten i Texas omstødte dommen. Adams takkede for hjælpen ved at sagsøge Morris for at få den eksklusive ret til sin livshistorie.

Titicut Follies
Fluen på væggen-legenden Frederick Wisemans første film fra 1967 skildrede de uhyrlige forhold på sindssygehospitalet Bridgewater State Hospital. Helt uhørt bestemte Massachusetts højesteret, at alle kopier af filmen skulle destrueres i respekt for patienterne. I 1987 sagsøgte familierne til syv patienter, der døde under deres ophold, hospitalet, og under rettergangen anførte advokaten, at forbuddet mod filmen var skyld i, at forholdene ikke for længst var blevet lavet om. Forbuddet blev først hævet igen i 1991.

En ubekvem sandhed
Okay, David Guggenheim og Al Gores film om verdens blødende miljø-sår løste ikke klodens klimaproblemer. Men den satte emnet på dagsordenen i en sådan grad, at Bjørn Lomborg blev fortrængt som den førende klimatalsmand, og at En ubekvem sandhed blev obligatorisk pensum for alle folk med et grønt hjerte.

Triumph des Willens
Leni Riefenstahl storslåede hyldest til nazismens pomp og pragt,  Triumph des Willens fra 1935, var med til at sælge det nye styres verdensbillede til befolkningen. Som Frank Capra har udtrykt det: ”Triumph des Willens affyrede ikke pistoler eller kastede bomber. Men som et psykologisk våben rettet mod at ødelægge viljen til at stå imod, var den lige så dødbringende.”

Why We Fight
Frank Capras propaganda-serie om nødvendigheden af USA's engagement i Anden Verdenskrig var noget af det sidste, de amerikanske soldater så, før de drog over Atlanten. Filmene, der var et bestillingsarbejde for den amerikanske stat, blev senere vist for befolkningen for at sikre deres opbakning til krigen og var på den måde det direkte modsvar til Leni Riefenstahls tyske nazi-forherligelser.