Dokumentarfilm dyster om Bodil
Der tales om krisetider i dansk film efter et filmår, hvor flere spillefilm floppede hos både anmeldere og publikum.
Men der er ingen slinger i valsen, når det kommer til dokumentarfilm – tværtimod. I 2011 imponerede flere danske dokumentarer på internationale festivaler, og at genren er i storform, sætter dagens Bodil-nomineringer en tyk streg under.
For første gang nogen sinde er der nominerede i kategorien årets dokumentarfilm. Normalt plejer en jury at kåre én vinder, men i år har juryen, der består af Nikolaj Mangurten Lassen (Weekendavisen), Lars Movin (Information), Nanna Frank Rasmussen (Jyllands-Posten), Kim Skotte og Anders Hjort (Politiken) og Claus Christensen (Ekko) valgt at udvælge fem film, der skal dyste om hæderen.
Sort humor i Afrika
Enhver dansk dokumentarfilm, der er blevet vist for første gang offentligt i Danmark i 2011, kan uanset længde og premiereplatform (biograf, tv, internet etc.) komme i betragtning.
Ikke overraskende er portrættet af socialdemokraten Svend Auken, Svend, blandt de nominerede. Aukens enke, Anne Regitze Wivel, har instrueret filmen, der blev 2011’s mest sete dokumenter med over 30.000 solgte billetter.
Filmen får hård konkurrence af Ambassadøren, hvor instruktør Mads Brügger køber sig til en diplomattitel og på sorthumoristisk vis udstiller et dybt korrumperet Afrika. Filmen blev sidste år valgt som åbningsfilm på verdens førende dokumentarfilmfestival, IDFA.
Men man skal ikke undervurdere Christian Sønderby Jepsen bizarre familiesaga Testamentet, der havde premiere på Cph:Dox sidste år og får biografpremiere 1. februar, eller Omar Shargawis beretning fra det arabiske forår i Cairo, 1/2 revolution, der også kan løbe med sejren.
Guldbrandsen om EU
Overraskelsen i feltet er Christoffer Guldbrandsens Præsidenten, der handler om valget af EU’s første præsident og er den eneste af de nominerede film, som kun er blevet lanceret på tv.
Instruktøren og journalisten har tidligere markeret sig med blandt andet Den hemmelige krig og Dagbog fra midten, der råt for usødet skildrer Naser Khaders storhed og fald.
Hvem der kan tage med Bodil-statuetten hjem, afsløres 3. marts.
Kommentarer