Dokumentarfilm: En mangelfuld varebetegnelse

Dokumentarfilm er in. Vi kan læse om det i avisen, vi kan se det på Michael Moores succes, vi kan opleve det på festivalen cph:dox, som trækker fulde huse hver november i København. Og det er en tendens overalt i Europa.
    
Men hvis vi kigger på antallet af solgte biografbilletter til nordiske dokumentarfilm, er der ikke noget at råbe hurra for.
    
Hvorfor går det ikke bedre? Et af vores bud er, at det er utroligt svært at få lokket biografgængere til at købe billet til noget, som de ikke ved, hvad er. 
    
Inden for spillefilm er genren en meget vigtig del af det signal, som bliver sendt til publikum, og det er genren, som anmelderne læner sig op ad, når de skal vurdere en film og give forbrugeroplysning. Genrerne er også et stemningsparameter, så tilskuerne kan vælge oplevelser afhængigt af humør. I dag har jeg lyst til at grine (komedien), græde (tragedien), blive chokeret (gyseren) og så videre.
    
"Dokumentarfilm" er ikke en klar varebetegnelse. Dokumentarfilm dækker et rigt udbud af meget forskellige typer film, fra kunstneriske film over politiske film til rockstjerneportrætter. Blandt dokumentarister har vi nogle kategorier, såsom den undersøgende dokumentar, den journalistiske dokumentar, det personlige essay, observerende film. De er alle kategorier, som forholder sig til form og metode og er vigtige værktøjer for filmskaberne. Problemet er bare, at publikum ikke kender dem eller får noget ud af dem. Det ville svare til, at spillefilm kommunikerede til publikum, at de var optaget i studie eller på location.
    
For publikum er det ligegyldigt, hvordan en film er lavet. Det er til gengæld altafgørende, hvordan filmen virker på sit publikum.

Genrer vokser frem
Nordisk Film- & TV Fond og overtegnede tog for nyligt initiativ til at mødes med fjorten af de mest lovende nordiske dokumentarfilminstruktører. Det var et led i en serie af Nordiske Masterclasses, som Nordisk Film- & TV Fond har afholdt for branchen siden 2003.

På masterclass'en var det tydeligt, at der blandt instruktører er en stor lyst til at kommunikere mere direkte med publikum om, hvad de enkelte dokumentarfilm er og kan. Vi konstaterede også, at der er et gab mellem vores selvforståelse og publikums opfattelse af vores film. Hvad kan vi gøre ved det?
    
Det er nærliggende at kigge spillefilmene i kortene. De danske spillefilm har virkelig formået at skabe klare forventninger hos publikum — og ofte indfri dem. Men løsningen er i vores øjne ikke at overføre fiktionsfilmens genrer direkte til dokumentarfilmen, for dokumentarfilm rummer ofte andre følelser og engagerer publikum på andre måder end spillefilm.
    
I disse år ser vi mange politiske dokumentarfilm, der giver en stærk følelse af indignation og nogle gange solidaritet. Det satirisk-politiske essay er blevet etableret som genre med Michael Moore. Kulturportrættet (Søren Ulrik Thomsen-portrættet Jeg er levende) er i Danmark en etableret genre, der har et fast, mindre publikum. Andre mulige genrer er den nostalgiske lokalskildring (den franske At være eller at have) og eventyrrejsefilm (På togt med Nordkaperen), og så er der selvfølgelig alle de mange dokumentarfilm, der formidler sammenhængende argumenter og større mængder viden end spillefilm.
    
Det handler kort sagt om, at dokumentarister må arbejde mere bevidst med egne genrer og få skabt en bevidsthed hos publikum, så folk ved, hvad de går ind til i biografmørket.

I Norge kan de
Som det eneste land har norsk dokumentarfilm succes i biograferne. Succesen skyldes et anderledes biograf- og distributionssystem. Men der er også en anden årsag: I Norge er der opstået en genre-specifik tradition — "humanistisk socialrealisme" — som publikum har lært at kende og som gør de enkelte instruktører, der arbejder med denne genre, synlige i medielandskabet.
    
Den kendteste yngre, norske instruktør er Margreth Olin, som deltog i vores masterclass. Hun har senest instrueret Ungdommens råskap, der registrerer rodløshed og rastløshed i en folkeskole. Margreth Olin har i to måneder op til premieren rejst rundt i Norge og talt med skolefolk og politikere. Hun er gået målrettet ud i den offentlige debat med egne holdninger til folkeskolen, et emne, der også er varmt i Norge. Hun er derigennem blevet en medieperson. Af de over 50.000, der indtil nu har set filmen, er mange sikkert gået ind for at se, hvad hun nu har fundet på. Pointen er, at publikum går efter en specifik genre og bestemte instruktører — ikke efter dokumentarfilm i al almindelighed.
    
At tænke i publikums interesser har nærmest været tabu blandt danske dokumentarfilmfolk. For mindre end 25 år siden var dokumentarfilm lig med oplysningsfilm. Emnet var det vigtigste, og man skulle så sobert som muligt videregive information.
    
Op gennem 1990'erne begyndte tv for alvor at påvirke dokumentarfilmen. Det var en tid, hvor de nordiske statsmonopoler fik konkurrence fra private tv-stationer, og en hysterisk seertalsjagt startede med dårligere programmer og kedelig standardisering til følge. I valget mellem ligegyldighed og hysteri valgte mange instruktører at lukke øjnene og koncentrere sig om at skabe film og håbe på, at filmene af sig selv ville finde deres publikum.

Tag pulsen på verden
Men hvis vi vil have vores film i biografen, bliver vi nødt til at forholde os til publikum. Vi skal mere være en del af vores tid og tage del i eller gå imod tidens strømninger. Præsident George Bush har skabt behovet for Michael Moore. Den enorme mængde af fastfood-tv skaber modbehov. I stedet for at lave film, der svæver i det fri, skal vi lave film, der agerer i og reagerer på den verden, vi lever i. Det skal gøres med en respekt for publikum, for der er også et publikum, som er træt af formelpræget film og tv. Vores publikum er ikke dumme, de vil bare vide, hvad det er, vi vil med dem. De skal vide, at vi forholder os til den samme verden, som de gør.
    
Vi konkurrerer måske ikke så meget med spillefilm om dette publikum. Det kan være, at det er hos boghandlerne og i operaen, vi skal stjæle markedsandele. Det går ikke ud på at finde en ny opskrift for dokumentarfilm. Det tager magien ud af den skabende kraft og fører til standard-produkter, som ingen gider se. Men det er vigtigt, at vi åbner os mod verden og tager pulsen og fornemmer følelserne i vores tid.
    
Dokumentarfilmen har længe været den udefinerbare lillebror til spillefilmen, men vi har bestemt ikke noget at skamme os over. Selv om det kniber med at sælge billetter i biografen, er den øgede interesse ikke til at tage fejl af. Sidste år så over atten millioner danskere på tv dokumentarfilm, der var støttet af Det Danske Filminstitut, og antallet af udlån på biblioteker kom over 390.000. Det er imponerende tal. Og med højkvalitets-projektion fra harddisk, dvd eller satellit tegner der sig nye og interessante fremvisningsmuligheder, der måske ikke er så hårdtpumpede markeder som biograferne.  

Der er ingen grund til at bøje nakken og være ydmyge. Dokumentarfilmen lever. Vi har talenterne. I kan glæde jer!