Dokumentarfilm om politisk skandale på vej
Christoffer og Christoffer med efternavnene Guldbrandsen og Boe er to af Danmarks førende filmskabere inden for henholdsvis dokumentar og fiktion.
De er også ungdomsvenner, som for næsten tyve år siden samarbejdede om et fælles spillefilmprojekt, der endte med at blive til Boes thriller Alting bliver godt igen fra 2010.
Nu arbejder makkerparret på et nyt projekt.
Filmen bærer arbejdstitlen Den hemmelige sandhed og handler om den politiske skandale vedrørende tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen og Venstre-politiker Claus Hjort Frederiksen.
De er begge anklaget for landsforræderi og sigtet for at have videregivet statshemmeligheder. Men fordi sagen er så tophemmelig, må befolkningen ikke få at vide, hvad sagen egentlig handler om.
Gennem samtaler med sagens mest centrale parter, dybt fortrolige kilder, nyskabende rekonstruktioner og lysten til formbrydende dokumentarisme vil Den hemmelige sandhed ifølge filmskaberne præsentere den utrolige fortælling bag Danmarkshistoriens største spionskandale.
”Sagen om Findsen og Hjort har alt det, der tænder mig. Der er nogle kæmpestore demokratiske principper på spil. Der er et internationalt perspektiv. Og så er der menneskelige intriger, forfængelighed, sårbarhed og hævn af shakespeareske dimensioner,” siger Christoffer Guldbrandsen til Filmmagasinet Ekko.
”Det giver tilsammen en utroligt god dokumentar om magt. For mig er det som guldbuffeten på Oslo-færgen.”
To skæbnefortællinger
Den hemmelige sandhed lyder til forveksling som titlen på den mest sprængfarlige dokumentar i Christoffer Guldbrandsens opsigtsvækkende ouevre: Den hemmelige krig (2006), der handler om Danmarks krigsindsats i Afghanistan.
Filmen vakte flere år senere igen ramaskrig, da Guldbrandsen i et interview med Ekko afslørede, at Forsvarsministeriet havde lækket fortrolige oplysninger til pressen.
Det er med andre ord velkendt territorium, som instruktøren befinder sig i med det aktuelle projekt. Det gør dog ikke missionen mindre vanskelig.
Mens alt er klassificeret, vil filmskaberne prøve at skabe et overblik i sagen, hvor dansk overvågning for amerikanerne er et af punkterne.
”Udfordringen her er den ekstreme lukkethed og det hemmelighedskræmmeri, der er omkring sagen. Og så er det jo også nogle aktører, der har sindssygt meget på spil,” siger Christoffer Guldbrandsen.
”Vi har en efterretningschef og embedsmand – Lars Findsen – der kæmper for sit renommé, ry og rygte. Claus Hjort Frederiksen har givet hele sit liv til samfundet i sin politiske karriere, der står til at blive afsluttet med et stempel som landsforræder. Det er nogle helt utrolige skæbnefortællinger,” fortsætter instruktøren.
”Det er også historien om småstaten Danmark, som forræder sine venner i nabolandene Tyskland, Sverige og Norge ved at aflytte dem for at hjælpe den store bølle i skolegården, USA.”
Den umulige film
Historien er med andre ord fuld af iboende dramatik.
Men Christoffer Guldbrandsen og Christoffer Boe har samtidig en ambition om at fortælle den på en måde, som sjældent er set før.
”De anklagede må overhovedet ikke tale om det, de er anklaget for. Vi må som befolkning ikke vide, hvad de er anklaget for – eller hvilke beviser, der er imod dem. Så det er et forsøg på at lave en film om noget, der nærmest er umuligt at lave film om,” siger instruktøren.
”Grundlæggende går det ud på at prøve at finde et nyt filmsprog for at beskrive det, der foregår inde i de helt lukkede, mørke magtrum. Det er den her sag er et helt ekstremt eksempel på,” lyder det fra Christoffer Guldbrandsen.
”Formatet er jo ikke mere nyt, end at vi bare prøver at udfordre konventionerne, så vi ikke skal sidde og se på et lys gennem en persienne ude af fokus, silhuetter og journalister på en redaktion, der har iscenesatte telefonsamtaler.”
”Det er alle den slags klichéer, der trækker fra i stedet for at lægge til den filmiske fortælling. Først og fremmest er det en vigtig og vild historie, som der bør være opmærksomhed på.”
Endelig sammen
Christoffer Guldbrandsen var senest aktuel med A Storm Foretold, hvor filmskaberen over en længere periode har fulgt Donald Trumps tidligere rådgiver, den kontroversielle politisk strateg Roger Stone.
Midt i arbejdet med filmen blev Guldbrandsen ramt af et hjertestop, som næsten tog livet af ham. Det blev optaget og fandt vej til A Storm Foretold, som er på vej ud flere steder i verden.
Dokumentaren har endnu ikke fået premiere i USA, men Roger Stones advokat har truet med at sagsøge instruktøren for et trecifret millionbeløb.
Christoffer Boe har instrueret populære spillefilm som Afdeling Q-filmen Journal 64 og Spies & Glistrup efter at have startet karrieren med eksperimenterende Reconstruction. Han færdiggjorde for nylig sin Viaplay-krimiserie Forhøret med en tredje sæson.
Nu har de to gamle venner endelig fundet tid til at arbejde sammen.
De har kendt hinanden siden universitetstiden, hvor de mødtes gennem fælles bekendte og opdagede, at de delte et syn på verden. De vil udnytte hver deres styrke til at lave en film om en sag, der optager dem begge meget.
”Vores begges udgangspunkt er, at vi aldrig har set en dokumentarfilm med rekonstruktioner, som vi syntes virkede. Og vi har aldrig set en hybridfilm, der nåede i mål med ambitionerne. Så en del af projektet er at opfinde det sprog,” fortæller Christoffer Guldbrandsen.
”Vi skal eksperimentere med nogle forskellige ting og prøve noget af. Med risiko for at lyde som en dommer i et danseprogram er det en del af rejsen.”
Hvirvler støv op
Til Ekko fortæller Christoffer Guldbrandsen, at han og Christoffer Boe har været i gang med projektet siden sidste sommer og ligger inde med et manuskript, som nu skal forløses filmisk.
Efter mange indledende øvelser regner de med et ret kort aftræk, før deres film er færdig.
Forventningen er således, at Den hemmelige sandhed – som laves i samarbejde mellem Guldbrandsens og Boes respektive produktionsselskaber The Ark og Circus Alphaville – får premiere i første halvdel af 2024.
Filmskaberne holder kortene tæt ind til kroppen, hvad finansiering og distribution angår. Filminstituttet har efterlyst flere dokumentarer i biografen, så det kunne være en mulighed.
Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksens retssager er sat til at blive afholdt i efteråret. Her er der lukkede døre, men alligevel vil vi måske blive klogere på anklageskriftet.
”Rigtigt mange er nok forvirret over sagen. Den er blevet fremstillet så fragmentarisk og rodet, at det er endt i noget, hvor folk tænker: ’Hvad handler det her overhovedet om?’ Bare det at gøre sagen tilgængelig og nærværende er en spændende opgave,” siger Christoffer Guldbrandsen.
”Det er ikke så kompliceret, men der er en masse aktører med en interesse i at gøre det kompliceret og hvirvle en masse støv op. Jeg vil dog ikke komme med et facit, før vi har tegnet en streg på papiret. Vi går åbent til det og vil holde øje med, hvordan tingene udvikler sig.”
Kommentarer