”Dokumentarfilmene har det fint hos de små”

Det er svært at få økonomien til at hænge sammen, når man laver dokumentarfilm, selv i genrens kreative zenit.

Det måtte senest Fridthjof Film sande, da selskabet for nylig tog beslutningen om at lukke sin dokumentarafdeling, som i disse dage får en svanesang med den anmelderroste Våbensmuglingen.

Det sker, efter at flere andre større selskaber såsom Cosmo Film, Nordisk Film og Zentropa også har opgivet dokumentarfilmene.

I et interview med Ekko i sidste måned sagde direktør Ronnie Fridthjof, at Det Danske Filminstituts støtteordning for dokumentarfilm favoriserer de mindre produktionsselskaber, der har dokumentarfilm som sin hovedaktivitet.

 ”Det er jo i virkeligheden et politisk valg, om man vil satse på de store eller små virksomheder. Men Armadillo ville for eksempel aldrig være blevet lavet af en enkeltmandsvirksomhed. Forsvaret ville aldrig have åbnet op, hvis jeg kom med mit kamera og aldrig havde lavet noget før,” sagde Ronnie Fridthjof.

Filmstøtte eller virksomhedsstøtte?
Fridthjofs udtalelser vækker undren blandt filminstruktører og i de mindre produktionsselskaber, der laver dokumentarfilm.

”Det er nok rigtigt, at dokumentarfilm gør sig bedst på mindre selskaber, men spørgsmålet er, om det er et problem. Er støttesystemet til for de store filmselskaber, eller er det til for at støtte filmskaberne?” spørger instruktør Janus Metz og svarer selv:

”Jeg vil sige det sidste. Jeg begræder ikke, at de store selskaber lukker deres dokumentarafdeling, for dokumentarfilmene lever fint hos de små.”

Janus Metz skabte netop Armadillo på Fridthjof Film, men i dag laver han hellere sine film på mindre selskaber.

”Jeg vil ikke underkende Fridthjof Films andel i, at Armadillo blev så stort og godt et projekt. Men det er ikke rigtigt, at filmen ikke kunne have været lavet på et mindre selskab,” siger han og forklarer, hvorfor han foretrækker at de små selskaber.

”På de små selskaber har jeg medbestemmelse og rettigheder, og jeg oplever en bedre struktur med ekspertise og knowhow. Man kan sagtens lave store dokumentarfilm på små selskaber.”

”Instruktørerne søger derhen, hvor pengene ryger op på lærredet i stedet for at blive suget ind i et stort hus, hvor midlerne flyttes rundt i selskabet for at betale for varme, el og lønninger og holde biksen kørende. Når en stor del af pengene skal gå til at holde et stort hus kørende, er det ikke noget under, at jeg fik en temmelig beskeden royalty for Armadillo.”

For få penge til udvikling
Et af problemerne for dokumentarfilmproduktion er de langstrakte udviklingsfaser, hvor producerhonorarer ikke kan inkluderes i budgettet. Men ifølge formanden for Filminstituttets Råd for Kort- og Dokumentarfilm, Sara Stockmann, rammer det alle slags selskaber lige hårdt.

”Ronnie løfter sine egne dårlige erfaringer med dokumentarfilm op til at være et generelt problem i den danske filmstøtte, der favoriserer de små selskaber. Men de store udfordringer med økonomien i udviklingsfasen er de samme for de rene dokumentarselskaber som for de selskaber, der har dokumentar som side-aktivitet,” siger Sara Stockmann.

Hun stod i spidsen for Fridthjof Films dokumentarafdeling fra januar 2010 til december 2011 og grundlagde efterfølgende det mindre selskab Sonntag Pictures.

”Vi mangler alle ordentlig økonomi i vores udviklingsfase. Det udhuler langsomt selskaberne, og det rammer os på risikovilligheden og gør os sårbare. Det er et problem for hele dokumentarbranchen, ikke kun Ronnie Fridthjof.”

Sara Stockmann mener, at det gælder om at afstemme sine økonomiske forventninger.

”Hvis man forventer, at fiktions- og dokumentarafdelingen skal bidrage 50/50, er det et umuligt regnestykke. Det er intet nyt i, at indtægten fra dokumentarfilm ikke er lige så stor som fra fiktionsfilm,” siger hun.

Tillid og vedholdenhed
Ronnie Fridthjofs synspunkter møder heller ikke forståelse hos Magic Hour Film.

”Der er en tendens til, at man betragter de store selskaber som professionelle og de små selskaber som uprofessionelle. Det er noget totalt vrøvl,” siger direktør Lise Lense-Møller, der har produceret den Oscar-nominerede Burma VJ og Michael Madsens Into Eternity.

”At få adgang handler om tillid, troværdighed og vedholdenhed, og jeg kan ikke se, at selskabsstørrelsen skulle have noget at gøre med, hvor vedholdende man kan være. Jeg laver nogle af de dyreste dokumentarfilm i Danmark.”

Magic Hour Film er i gang med at producere film med Anders Østergaard og Michael Madsen, der begge koster omkring ni millioner kroner og har over 30 forskellige instanser, der finansierer filmen.

”Det tror jeg ikke, at de store selskaber ville tage sig tid til. Forskellen er, at vi har defineret os som dokumentarselskab, så vi skal have det til at løbe rundt. Vi kan ikke bare sige, at det er for besværligt eller for dyrt. På de store selskaber konstaterer de, at de tjener nemmere penge andre steder, så hvorfor skulle de bruge så mange kræfter på dokumentarfilm.”

De små er mere fleksible
Sigrid Dyekjær fra Danish Documentary peger på, at mindre selskaber er mere fleksible og dermed i virkeligheden bedre gearet til et projektorienteret støttesystem.

”Vi har et fleksibelt kontor, hvor vi ekspanderer, når vi har film på tapetet, og skrumper ind, når vi ikke har. Det kan være svært at være så fleksibel, når man har et kæmpe post-produktions-hus kørende med en masse ansatte,” siger hun og tilføjer:

”Det er ikke nogen lukrativ forretning at lave dokumentarfilm, og hvis det ikke er supervigtigt for én, skal man ikke gøre det. Det er vel egentlig også lidt dobbeltmoralsk at forvente, at man kan blive mangemillionær på at lave film for statens regning.”

Gavn af diversitet
Ronnie Fridthjof møder til gengæld forståelse hos Producentforeningens direktør, Klaus Hansen. Han ser det som et alvorligt problem for dansk dokumentarfilm, at flere store produktionsselskaber har lukket ned for deres dokumentarafdeling de seneste år.

”Det er en katastrofe, for vi kommer til at mangle de film, som får et løft af at være i et stort selskab med alt, hvad det indebærer af økonomiske ressourcer, produktionsmæssige kompetencer og så videre.”

”Der er en tendens i branchen til at fremhæve én forretningsmodel som bedre end andre. Men dokumentarfilm er ekstremt forskellige. Nogle realiseres bedst i et stort selskab, andre klarer sig udmærket på mindre. Der skal være diversitet, og en forudsætning er, at der er plads til både det lille selskab, det store selskab, producentdrevne selskaber og instruktørdrevne selskaber,” siger han.

Han opfordrer derfor Det Danske Filminstitut til at se nærmere på problemstillingen.

”Det forudsætter, at Filminstituttet vil anerkende, at dansk dokumentarfilm har gavn af diversitet, også i forhold til hvem der producerer. Så kan man godt finde en løsning,” siger Klaus Hansen.