Dokumentarfilmens filosofiske snushane

”Der er tidspunkter, hvor jeg ikke engang tror, han selv er klar over, at han lyver.”

Errol Morris fælder en rystende dom over Donald Rumsfeld i et interview med magasinet Esquire. Den tidligere forsvarsminister, der var en af arkitekterne bag Irak-krigen og invasionen af Afghanistan, er omdrejningspunktet i Morris’ nyeste dokumentarfilm, The Unknown Known (dansk premiere 22. maj).

Morris har brugt over 30 timer på at interviewe den pensionerede politiker, som er notorisk kendt for kun at udtale sig spartansk om sit liv og politiske virke.

På randen af atomkrig
Filmen ligger selvsagt i naturlig forlængelse af Oscar-vinderen The Fog of War fra 2003, hvor Morris tegnede et både personligt og gruopvækkende portræt af Robert S. McNamara, der var amerikansk forsvarsminister i årene 1961-68.

Her bekræfter McNamara, hvad mange frygtede under 60’ernes koldkrigstilstand, men siden for længst har glemt: At verden dengang var millimeter fra en global atomkrig, og at menneskehedens fremtid lå i hænderne på en lille håndfuld magtfulde beslutningstagere.

Heriblandt McNamara, som havde stor indflydelse på beslutningerne i det ovale værelse.

Errol Morris vælger sine emner med omhu, men den 66-årige amerikanske instruktørs teknik er ganske simpel. Hans egen rolle som dokumentarist er ofte så usynlig som muligt. I stedet har han talent for at få sine hemmelighedsfulde interview-ofre til at snakke – ofte til bægeret flyder over, og de egentlig får afsløret mere, end de burde.

I Rolling Stone har Morris beskrevet The Unknown Known som en horrorfilm og sagt, at han er rystet over Rumsfelds narcissisme, forfængelighed og manipulerende svar.

Werner Herzog spiser sin sko
Morris har en baggrund som både filosof og privatdetektiv, hvilket gør ham usædvanligt egnet til at opstøve aparte karakterer og sætte fokus på eksistentielle konflikter.

I debutfilmen Gates of Heaven fra 1978 fortæller han historien om to californiske dyrekirkegårde og om de særlinge, der forguder deres firbenede venner. Dokumentaren er en gribende og morsom indsigt i menneskelig ensomhed. Som der står på en af gravstenene: ”God is dog spelled backwards.”

Omstændighederne omkring Gates of Heaven fik imidlertid væsentlig mere opmærksomhed end filmen selv. Morris’ gamle mentor, Werner Herzog, havde nemlig provokerende sagt til sin elev, at han ville æde sin gamle sko, hvis filmen nogensinde kom i biografdistribution.

Det lykkedes Morris at få Gates of Heaven på det hvide lærred – om end i begrænset omfang – og resten af historien er filmfolklore. Herzog måtte stå ved sit ord og indtage sin uappetitlige støvle. Den groteske taberakt er foreviget i Les Blanks korte dokumentarfilm Werner Herzog Eats His Shoe (1980).

Film frikender uskyldig mand
Der skulle dog gå ti år, før Morris for alvor fik cementeret sin position som dokumentar-auteur.

I 1988 skabte han furore med The Thin Blue Line, der fortæller den foruroligende historie om et politimord i Dallas, Texas i 1976. Morris havde arbejdet som privatdetektiv i flere år for at researche og rejse penge til projektet. Af den grund foretrækker han at kreditere sig selv som detective/director frem for producer/director.

Filmens komplekse spind af vidneudsagn og rekonstruktioner er da også sammensat med en detektivisk grundighed, der ville gøre Columbo misundelig. I kølvandet på filmen fulgte et højst kontroversielt efterspil.

Morris antyder nemlig, at Randall Adams, der sad i fængsel på livstid for det brutale politimord, er det uskyldige offer for en korrupt politistyrke og et inkompetent retssystem. Omtrent et år efter filmens premiere blev Randall Adams frikendt for mordet efter tolv års fængsel.

Blander fiktion og fakta
The Thin Blue Line er blevet prædikeret som en ”faktions-thriller”, fordi Morris tilfører filmens mange interview en række stiliserede rekonstruktioner og et inciterende soundtrack af komponisten Philip Glass.

På paradoksal vis er Morris blevet en af dokumentarfilmens sande pionerer ved netop at udfordre de barrierer, der indrammer den komplekse genre.

Hans personlige stil eroderer det traditionsrige, men efterhånden noget forældede skel mellem fiktion og fakta.

Værkerne har groft sagt forgrenet sig i to retninger.

Først og fremmest portrætterer han en bred vifte af politiske og offentligt kendte personager i dybdegående interviewfilm som The Fog of War, The Unknown Known og A Brief History of Time. Sidstnævnte følger den skleroseramte stjernefysiker Stephen Hawking, som kommunikerer sine komplekse teorier om solsystemet gennem en kunstig stemme-computer.

Her udfordrer Morris atter dokumentarens konventioner ved at lade de interviewede udtale sig i studieskabte kopier af deres kontorer og dagligstuer.

I Standard Operation Procedure fra 2008 undersøger Morris den inhumane behandling af tilfangetagne irakere i det berygtede Abu Ghraib-fængsel. Her var filmens underlægningsmusik leveret af Tim Burtons hofkomponist, Danny Elfman, der også står bag lydsiden til Morris’ premiereaktuelle Rumsfeld-portræt.

Kalkuner kurerer diarre
I den anden del af hans oeuvre sætter Morris fokus på det almindelige menneske, der alligevel viser sig at være dybt ualmindeligt.

Som i Vernon, Florida fra 1981, hvor instruktøren på samme tid hylder og udstiller et lokalsamfund, der emmer af særlinge med interessante historier, når først man kradser i overfladen. Her møder vi kalkunjægeren, der hævder, at det kolossale fjerkræ kan kurere diarre. Og et rablende ægtepar, der påstår, at sand udvider sig og vokser med tiden.

Morris tog oprindelig til Vernon for at undersøge en makaber forsikringssag, han havde læst om i avisen. En del indbyggere havde tilsyneladende ladet deres egne lemmer amputere for at score en massiv forsikringssum.

Imidlertid modtog han en lang række trusler og endte med at få en solid omgang klø. I stedet blev Vernon, Florida det spraglede slutresultat af Morris’ affære med det bizarre lokalsamfund.

Opfinder interview-maskine
I modsætning til kollegaen Michael Moores interagerende og frembrusende interview-teknik har Morris en tilbagelænet og skarpt observerende stil, der lader de implicerede folde deres historier ud på egen hånd.

Han raffinerede sin metode ved at opfinde den såkaldte megatron – et teknisk aggregat, der tillader intervieweren og den interviewede at kigge hinanden i øjnene, mens tyve kameraer er rettet mod interviewpersonen.

Dermed er Morris eksponent for en interviewform, hvor han selv er redigeret mere eller mindre ud af filmen, mens hovedpersonen taler direkte til publikum i seancer af monologagtig karakter.

Morris er primært kendt for sit dokumentarfilm-cv, men han har også instrueret et hav af reklamefilm for prominente firmaer som IBM, Apple og Reebok. Derudover debuterede han i 1991 som spillefilminstruktør med dramaet The Dark Wind, der dog ikke blev nogen nævneværdig succes.

Støtter dansk mesterværk
Morris er også medproducent på den danskproducerede The Act of Killing, der blev Oscar-nomineret.

”En af de ekstraordinære ting ved dokumentarfilm er, at du kan genopfinde genren, hver gang du laver en ny film. Joshua har i særdeleshed gjort dette, gentænkt formen og skabt noget anderledes og unikt,” sagde Morris rosende i Variety om Joshua Oppenheimers film, der rekonstruerer 60’ernes indonesiske folkemord i en række tragikomiske tableauer.

Ekko kunne i marts fortælle, at Morris for tiden arbejder på spillefilmen Holland, Michigan, der har Naomi Watts og Bryan Cranston på rollelisten. Filmen forventes at få premiere i 2015.

Det er imidlertid med sine dybdegående dokumentarfilm, der kradser i den amerikanske drøm, at Morris har skrevet sig ind i filmhistorien som den moderne dokumentarfilms frontkæmper.