Nyhed
07. jan. 2016 | 18:50

Dokumentarister nomineret til fornem pris

Foto | Stine Heilmann
Sigrid Dyekjær har i de seneste fjorten år produceret mere end tyve dokumentarfilm. Nu kan hun og en anden dansker bliver årets dokumentarfilmproducent i USA.

Danskerne Sigrid Dyekjær og Signe Byrge Sørensen er nomineret til årets filmproducent af den amerikanske producentforening.

Af Lasse Cordsen

Mens danske spillefilm efter fleres mening er stagneret kunstnerisk de seneste år, har dokumentarfilmene været i fuld vigør.

Som et bevis på kreativiteten er to af de førende dokumentarister netop blevet nomineret til prisen som årets filmproducent af den amerikanske producentforening The Producers Guild.

Signe Byrge Sørensen er nomineret for The Look of Silence, der behandler efterdønningerne af et indonesisk folkedrab i 1960’erne. Den er instrueret af Joshua Oppenheimer og er en fortsættelse af samme instruktørs Oscar-nominerede The Act of Killing.

Sigrid Dyekjær er nomineret for Something Better to Come, der skildrer den tiårige Yulas opvækst på en losseplads i Moskva og hendes drøm om at skabe et bedre liv. Filmen er instrueret af polske Hanna Polak.

De to danskere får dog hård konkurrence, ikke mindst fra James Gay-Rees, som er nomineret for det bevægende portræt Amy, om den afdøde jazz-sangerinde Amy Whinehouse.

De øvrige nominerede er Amy Ziering, der har produceret The Hunting Ground – om mørklægningen af voldtægter på amerikanske universiteter – og Elizabeth Chai Vasarhelyi og Jimmy Chin, som med Meru skildrer tre bjergbestigere, der prøver at overvinde deres besættelse.

Man skal holde tungen lige i munden, når man udtaler prisens officielle navn: The Award for Outstanding Producer of Documentary Theatrical Motion Pictures.

Om det bliver en dansker, der sejrer, afgøres ved The Producers Guild Awards den 23. januar.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko