Kærligheden til Arne Bro er enorm

Den Danske Filmskole er en institution, der i over et halvt århundrede har udklækket instruktører, som har sat deres aftryk på filmens store verdenskort.

Ikke mindst på dokumentarlinjen – som blev oprettet i 1992 – er skolen berømt for at udklække filmskabere, der fortolker virkeligheden gennem et personligt og poetisk filter.

Men der har den seneste tid været megen snak om Filmskolens fremtid, fordi rektor Vinca Wiedemann har indført forandringer, der blandt andet vil lægge optaget af fiktions-, animations- og dokumentarinstruktører sammen.

Derudover vil hun gøre skolen mindre afhængig af uddannelsesledere, så en hel linje ikke falder sammen, hvis man pludselig mister en underviser. Men de nyligt uddannede dokumentarister fremhæver netop deres leder, 66-årige Arne Bro, som helt central for deres tid på Filmskolen.

”På universitetet skulle man lave en aftale med sin vejleder over e-mail, og så havde man 45 minutter. Men hvis jeg bankede på Arne Bros kontor og begyndte en snak, så sad vi tit i flere timer og fandt bøger frem og snakkede om det mest personlige,” fortæller Nitesh Anjaan, der har lavet afgangsfilmen Natbus om de mennesker, som arbejder, mens de fleste af os sover.

Han mindes også, at han efter visningen af den forrige årgangs afgangsfilm kom til at snakke med fotograflæreren Morten Søborg indtil kl. 4 om morgenen på hans kontor, hvor de drøftede både filmlivet og Europas tilstand.

”At få lov til at opleve sådan en verden, vil jeg altid huske, for på universitetet var jeg ikke et menneske, men et cpr-nummer, der skulle igennem nogle eksaminer.”

Billederne afslører
Kærligheden til Arne Bro er enorm, og de fleste af instruktørerne nævner ham, når de tænker tilbage på deres bedste minder fra tiden på Filmskolen.

”Arne er meget ydmyg, så han vil måske ikke bryde sig om at blive fremhævet her. Men han er meget bevidst omkring at skabe et eksperimenterende rum, for det er svært ude i virkelighedens filmbranche. Han gør os bevidst om vores sprog, så vi kan se sammenhængen mellem vores forskellige øvelser og film,” siger Assa Rytter, der i afgangsfilmen Manifest tager kontrol over sin krop, som mænd har gjort til deres ejendel.

Også Patricia Bbaale Bandak har sig selv med i afgangsfilmen Villa Villekulla, hvor hun og hendes syv søskende i højt humør diskuterer deres familieforhold på en tur i sommerhus.

”Arnes metode er at kunne læse så meget om min person ud fra en lillebitte ting, som jeg har lavet. Det var lidt uhyggeligt, men viste mig også, hvor meget vores billeder fortæller om os, hvis man lærer at se ordentligt efter. Det lyder corny, men når man bliver set, bliver man modig, og så tør man lave film, der ikke behøver forklare alt,” siger instruktøren, der fik en hård, men lærerig oplevelse ud af at medvirke i sin film.

”Det var vildt svært ikke at være bag kameraet og have den kontakt med holdet. Samtidig blandede der sig en angst for at være foran kameraet, også en lille portion forfængelighed og alle de ting, som ens medvirkende føler hele tiden. Så for mig har det været en god rejse at skulle kigge på mig selv i klipperummet. Jeg har på en anden måde forstået, hvad de medvirkende går igennem.”

Besøg af familien
I sin anmeldelse af årgangens film skriver Ekkos Samina Yasmin Jakobsen, at de unge instruktører måske burde trænes i at vende blikket mere ud mod verden end ind mod dem selv.

Dimittenderne mener dog, at netop Arne Bros metode med at få dem til at inddrage sig selv gør dem til bedre filmskabere.

”Til en øvelse skulle vi lave et familieportræt, og vi skulle invitere vores familie ned i studiet. Dér fik vores klasse uddelegeret forskellige opgaver, så nogle stod for lyden og andre kameraet, mens jeg selv klippede optagelserne live. Jeg var helt forfærdeligt nervøs over at skulle kigge på min egen familie sammen med andre, for det var grænseoverskridende og sårbart,” fortæller Michella Bredahl, hvis afgangsfilm Chassé handler om piger, der gennem dans bearbejder et nogle gange dårligt forhold til forældrene.

”Jeg beslutter på et tidspunkt at overlade klipningen til en anden og gå ud til min familie, så jeg kunne slutte filmen sammen med dem foran kameraet. Arne har lært os at stå foran kameraet, så vi ved, hvordan det føles. Man kan bruge sig selv til at fortælle ærlige historier, så man ikke begår et overgreb på sine medvirkende,” fortsætter instruktøren, der i forbindelse med Chassé har brugt lang tid hjemme hos sine medvirkede og mødt deres forældre.

”Jeg kan ikke holde ud at se noget, hvor jeg føler, at folkene bag bare har villet fortælle en vild historie, og man mærker, at de medvirkende har været i en sårbar situation, så de har overskredet deres grænse.”

Det var også vigtigt for William Andreas Wivel – der ligesom Assa Rytter og Patricia Bbaale Bandak inddrager sig selv i afgangsfilmen Sayōnara – at lade sine medvirkende være i kontrol. Filmen handler om den syriske flygtning Eyad og hans mor, men også om instruktørens tab af sin mor.

”Repræsentationens rolle i film er historisk set ikke altid blevet udfordret og er forholdsvis ensformig - især når det gælder brune mennesker i dansk kontekst. De medvirkende i min film – som i øvrigt også er mine tætte venner – er fra Syrien, og hvis jeg skal tilføre noget til diskussionen om repræsentation, skal min fortælleposition skal være ekstremt tydelig,” siger William Andreas Wivel.

”Jeg kommenterer meget direkte på deres liv ved at lave en film om dem, så Eyad og Inam skulle også have mulighed for at kommentere mere direkte end normalt på mit liv og mit syn. Det tilfører noget til både repræsentation-diskussionen og det menneskeligt følsomme i filmen.”

Slip virkeligheden fri
Forandringerne på Den Danske Filmskole er foregået i etaper, siden ansættelsen af Vinca Wiedemann, der i 2015 skabte vrede ved at lukke flerkameralinjen.

Men måden at iscenesætte virkeligheden lever stadig i bedste velgående på Filmskolen, hvor dokumentarerne ofte er kendetegnet ved at sætte poetiske historier i en stilistisk ramme.

”Det vigtigste har været at opdage tv-studiet, som er dér, hvor flerkamera-instruktørerne var,” fortæller Camilla Arlien, som i Stjerneregn har samlet tre piger i et dekoreret sommerhus, hvor de fortæller hinanden historier.

”Jeg havde altid troet, at man i arbejdet med dokumentarfilm skulle løbe rundt og jagte en virkelighed. Men pludselig var der et stort, sort rum, hvor man kunne bygge en virkelighed og gøre den mere tydelig. Man kan udvælge en virkelighed og slippe den fri, og så fandt jeg senere ud af, at man også kan bygge en virkelighed på en mark eller i en hytte.”

De seks dokumentarister skal med hver deres blik på film nu ud i ”den virkelige verden”, hvor Arne Bro ikke på samme måde kan stå klar med gode råd hele tiden. Men de føler sig alle klar til hoppe ud i det.

”Jeg ved ikke, om Arne ville være enig, men jeg tænker, at hans metode handler om at bygge et selvværd op. Han har tit sagt, at vi var meget begavede, og jeg har aldrig fået så meget ros på en uddannelse eller i det hele taget fra noget menneske,” siger Michella Bredahl med et grin.

”Han bliver ved med at opfordre til at gøre, som man gør. Gentagelse gør dig dygtigere.”