”Dommedag giver mig ro”

København brænder, den dag Ulaa Salim inviterer indenfor på sit kontor på Amager.

Synet af de røde flammer i Børsen på vejen vækker minder om instruktørens første spillefilm Danmarks sønner. Her får et blodigt terrorangreb i hovedstaden fremmedhadet til at eksplodere og samfundet til at kollapse i et ildrødt helvede.

I For evigt er det selve jordkloden, der er ved at gå under. Et islandsk jordskælv danner en sprække på havets bund, som sætter katastrofalt fut i klimaforandringerne. Filmen kan købes på streamingtjenester fra den 8. juli.

”Jeg er nødt til at lave film, der viser verden, som jeg ser den. Og jeg ser en civilisation, der krakelerer, og en verden, som ofte er ved at gå under,” siger Ulaa Salim.

Der er en u-ironisk alvor over den 37-årige instruktør, når han taler om klodens og samfundets forgængelighed. Det har været et grundvilkår for hans virkelighedsopfattelse fra barnsben.

”Jeg har altid haft en oplevelse af, at verden brænder. 11. september 2001 ændrede vores tid og gjorde, at fjendebilledet blev folk, der ligner mig. Mellemøsten blev destrueret på tyve år. Lande, jeg har besøgt som barn, eksisterer ikke i dag. De er totalt ødelagt,” forklarer han.

”Men i løbet af de seneste år er det ikke kun folk, der ligner mig, som er i skudlinjen. Der er flere krige, klimakrise og kunstig intelligens, så branden er til at få øje på. Danmarks sønner virkede urealistisk, da jeg lavede den. Det gør den ikke mere.”

Tag skyklapperne af
”Dommedag nu?” er temaet i det nye nummer af Ekko, hvor vi blandt andet kigger på de mange filmiske behandlinger af den ultimative katastrofe. Ulaa Salim er også selv inspireret af apokalypsegenrens perler.

Især er han betaget af Alfonso Cuaróns fertilitetsdystopi Children of Men, og meget af æstetikken i hans nye films ubådsscener er inspireret af Kubricks mesterværk Rumrejsen år 2001, hvor kunstig intelligens tager tilløb til at afskaffe menneskeheden.

– Hvad giver det dig at se en god dommedagsfilm?

”Det giver mig en enorm ro,” siger instruktøren og griner, som om han er overrasket af sit svar. Men det er tydeligt, at han mener det alvorligt.

”Nogle gange er der noget beroligende ved at konfrontere tingenes tilstand og acceptere dem. Ingen kan holde ud at forholde sig til undergangen hele tiden, men det er vigtigt at minde sig selv om, at den findes.”

– Mange af os lever i dag i en tilstand, der skifter mellem ustyrlig angst og total fornægtelse!

”Ja, og det gider jeg ikke være med til mere. Jeg er nødt til at anerkende, at jorden brænder langsomt under mig, og tage skyklapperne af, men samtidig forsøge at leve mit liv.”

Derfor er Ulaa Salim også træt af dommedagsfilm, der kun bruger undergangen som action-element uden at tage temaet alvorligt.

”Det er særligt grelt i USA. I Hollywood læser man en avisoverskrift om AI-truslen, og så laver man en film på et år uden den mindste refleksion. Jeg gider ikke se din film, hvis du ikke tager stilling,” siger instruktøren, der selv har villet lave en anderledes dommedagsfilm.

Ingen kan redde verden
I For evigt falder katastrofen tidligt i baggrunden til fordel for en kærlighedshistorie.

Som så mange andre mennesker i nutiden er det unge par Elias (Viktor Hjelmsø) og Anita (Anna Søgaard Frandsen) bevidst om destruktionen, der venter. Men dommedag blegner ved siden af en stormende nyforelskelse og hjertesorgerne, da Elias’ ambitioner tvinger dem fra hinanden.

Denne første del af fortællingen er en videreudvikling af Ulaa Salims Ung for evigt, som var en tidlig kortfilm på Ekko Shortlist i 2013.

”Det er en meget personlig film, som er baseret på mine oplevelser i tyverne. Senere havde jeg lyst til at have en samtale med mit yngre selv, som lavede den film. Jeg har brugt den som springbræt til For evigt, der handler om, hvor jeg er i mit liv nu,” forklarer instruktøren, der skrev manuskriptet, mens han blev far for første gang.

Efter den indledende ungdomsromance springer For evigt omkring femten år frem i tiden, hvor Elias (Simon Sears) er ubådspilot og en af de ansvarlige for at lappe havsprækken. Men alting bliver vendt på hovedet, da han igen møder Anita (Nanna Øland Fabricius).

De forelsker sig igen, selv om hun siden har stiftet familie, og Elias bliver i tvivl om sine valg i livet. Var det selvisk at ville redde verden?

”På et tidspunkt siger Anita, at Elias i virkeligheden bare er kedelig og gemmer sig bag sin vigtige mission. Det er en kritik af mig selv som yngre,” forklarer Ulaa Salim.

”Jeg gemte mig bag filmene, som i mine øjne var vigtigere end noget andet. Det blev en undskyldning for ikke at være tilstede for andre, og det har jeg ændret nu,” siger instruktøren.

Havets kræfter
I For evigt er truslen om havsprækkens konsekvenser hele tiden til stede. Men i takt med at Elias bliver opslugt af sin gamle forelskelse, går det også op for ham, at han i virkeligheden ikke har magten over hverken sit liv eller jordens skæbne.

”I alt for mange film kommer undergangen lynhurtigt imod os, og alligevel skal Spider-Man nok få løftet bussen, så vi alle klarer den. Det er for nemt. I min film og i virkeligheden kommer apokalypsen sneglende, og alligevel kan vi ikke stoppe den,” fortæller Ulaa Salim.

”Det er en rolig undergang, og derfor kan jeg godt lide at bruge havet i For evigt. Havet er på en gang fredfyldt og skræmmende. Man kan lægge sig i vandet tæt på stranden og nyde at være opslugt af naturen, men samtidig vide, at kræfterne lidt længere ude kan slå dig ihjel.”

– Når jeg kommer til at tænke den tanke, så skynder jeg mig tilbage på land. Bliver du liggende?

”Ja, det gør jeg, men jeg svømmer ikke langt ud mere. Der er ingen grund til at løbe undergangen i møde. Den skal nok komme alligevel.”

– Hvad ville du gøre, hvis dommedag kom i morgen?

”Jeg tror som sagt ikke, at den kommer på én dag, og vi skal heller ikke leve, som om hver dag er vores sidste. Undergangen kommer til at vare hele mit og dit liv, så vi må bare bruge den til at værdsætte alt det, vi har. Verden har aldrig brændt mere, men mit personlige liv er bedre end nogensinde.”