Russisk instruktør vil provokere landsmænd

Da jeg sidste år i Cannes snakkede med instruktøren Sergei Loznitsa, handlede det om en film, der i skarpe vendinger kritiserer Rusland. Den kostede ham en smædekampagne i russiske medier.

Kun et år efter, at A Gentle Creature var i festivalens hovedkonkurrence, er instruktøren tilbage med Donbass.

53-årige Loznitsa er født i det tidligere Sovjet og nuværende Hviderusland, men tilbragte meget af ungdommen i Kiev, der i dag er hovedstaden i Ukraine. Med sin nye film går han igen i kødet på russisk politik, men denne gang med det amerikanske begreb ”fake news” i baghovedet.

Donbass handler nemlig om, hvor svært det er at se forskel på venner og fjender i en krig.

Filmen er i konkurrencen Un Certain Regard, hvor også Ali Abbasis svensk-danske Gräns har gjort det klart, at nogle af de mest nyskabende og interessante film i Cannes skal findes væk fra kampen om Guldpalmen.

Ofre for manipulation
Donbass er foruden titlen også området i det østlige Ukraine, hvor filmen foregår. Her har regeringsstyrker og pro-russiske separatister kæmpet siden 2014 efter Ruslands annektering af øen Krim.

Filmen er fortalt i en række forskellige scener, der alle kredser om borgerkrigen. Vi starter med en absurd scene, hvor skuespillere bliver sminket for at medvirke i et falsk nyhedsindslag om et terrorangreb. Til slut i filmen vender vi tilbage til sminkerummet, men pludselig tager det en drabelig drejning.

Det kan være svært at finde ud af, hvad der er fiktion, og hvad der virkelighed. Eller bare, hvem der er hvem. Det er et bevidst valg, forklarer Sergei Loznitsa.

”I filmens sidste afsnit tillader jeg mig for eneste gang at kommentere på situationen. Folket, der har været med til at manipulere, ender med selv at blive ofre,” siger Sergei Loznitsa, som dog ikke lægger skjul på, hvor hans sympati ligger.

”Jeg holder altid med de svage. I konflikten med Rusland er det Ukraine, som må forsvare sig.”

For let at snyde
En af journalisterne til rundbordsinterviewet i Cannes med Sergei Loznitsa spørger instruktøren, om Donbass ikke bare vil blive kaldt propaganda af Rusland og pro-russiske bevægelser i Ukraine.

”De ville tage fejl,” siger Loznitsa og smiler.

”Målet med propaganda er at proppe idéer ind i hovedet på folk. Jeg vil provokere folk til at tænke, og derfor giver jeg ikke klare svar i min film,” fortsætter instruktøren, der i arbejdet med filmen blev overrasket over, hvor let det er at snyde mennesker med levende billeder.

”Før optagelserne lavede vi åbningsscenen som en syv minutter lang tv-reportage med blod, ofre og alt muligt. Den viste vi til statisterne i scenen, så de kunne komme i den rette stemning,” fortæller Sergei Loznitsa.

”De troede alle, at det var virkelige hændelser, og da jeg prøvede at forklare, at det var skuespillere, troede de faktisk ikke på mig.”

Døden er en privat sag
I Donbass lader Sergei Loznitsa meget af handlingen udspille sig ved, at de forskellige parter i krigen gennem videoer på eksempelvis smartphones viser, hvordan de andre er skurkene.

Men hvad er til at regne med?

”Moderne teknologi smadrer de etiske regler, vi er vant til. At filme et døende menneske er en kæmpe krænkelse af privatlivet, men det sker hele tiden! Døden er en personlig og privat oplevelse, og ville den døde mon have sagt ja til at blive filmet?” spørger instruktøren indigneret.

Sergei Loznitsa har nogle stærke holdninger. Han er kritisk, også over for sin egen metier, som man heller ikke bare skal tage for gode varer.

”Lige så snart, man tænder et kamera, inviterer man det teatralske ind. Så snart man står foran et kamera, begynder man at spille skuespil, og så snart man peger kameraet på noget, skaber man en scene,” siger Sergei Loznitsa og får endnu engang smeltet politik og kunst sammen.

”Derfor er alle politikere i dag skuespillere. Den moderne teknologi gør folk til skuespillere.”