Interview
23. mar. 2018 | 13:48

Animation med krudt i røven

Foto | Ja Film
Den danske dreng Vitello sætter sin mors tålmodighed på prøve, når han med godmodig ballade prøver at skabe lidt spænding i hverdagen.

”Jeg brugte meget energi på at bløde dem op og forskrække dem, så de kom til at grine eller sige bandeord,” siger instruktør Dorte Bengtson, der har lagt britiske børns stemmer på Vitello.

Af Nicki Bruun

Drengen Vitello er en dansk knægt med krudt i røven, som man siger. I jagten på lidt spænding kommer han hurtigt til at lave ulykker som at smadre en rude og ødelægge en have, når han faktisk forsøger at gøre gode gerninger.

Animationsfilmen Vitello begejstrede Ekkos anmelder, som kvitterede med fem stjerner. Filmen går stadig i biografen og er oplagt at gå ind og se hele familien i påskeferien.

Siden premieren har instruktør Dorte Bengtson – hvis afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Sylfidden fra 2008, er udgivet på Ekko-dvd #6 – selv stået for den engelske versionering af Vitello. Filmen er en co-produktion mellem danske Ja Film og Zentropa samt det britiske filmselskab Sell Out Pictures.

Det er ikke nødvendigvis normal procedure, at instruktøren er med til at indtale versioner på andre sprog, men den britiske samarbejdspartner ville have Dorte Bengtson med, så resultatet blev det rigtige.

I den forbindelse har hun opdaget visse forskelle mellem danske og britiske børn.

”Børnene i Storbritannien er så veluddannede og velopdragne. De banker på ruden og spørger: ’Can I go to the toilet?’ mens danske børn bare siger: ’Jeg skal tisse!’ Det er en anden måde at arbejde på,” fortæller 47-årige Dorte Bengtson med et grin over en Skype-forbindelse.

”Min søn på otte skal have grimt tøj på, der kan ødelægges, fordi de skal kaste med maling på skolen. De britiske børn, der lægger stemmer til, læser derimod musikteori i deres pause. De kan også stå og vente i timevis. Det kan danske børn ikke. Om det er opdragelsen eller deres skolesystem, ved jeg ikke.”

Hierarki med bandeord
Vitello
fortæller med kærlighed og humor historien om en dreng, der gerne leger med mors smartphone. Men han bruger den ikke til spil.

I stedet går han ud af døren og sætter mobilen fast på en drone, så han flyvende kan filme sit villavejskvarter.

Filmen er en hyldest til den uartige barndom fuld af godmodig og nysgerrig ballade. Det er den historie, Dorte Bengtson nu skal oversætte til et britisk klassesystem, hvor der er mere orden i sagerne end hjemme i Danmark.

”Systemet virker fladt ligesom vores, men der er et usynligt hierarki, hvor børnene også har respekt, uden at man har gjort noget. Jeg brugte meget energi på at bløde dem op og forskrække dem, så de kom til at grine eller sige bandeord. Jeg ville gerne have dem til at være sig selv og begå nogle fejl,” siger Dorte Bengtson.

”I starten var det for pænt, og derfor gik jeg over til ikke at give dem manuskripterne på forhånd. Så gik de først totalt i panik, men efterhånden levede de sig ind i rollerne.”

Drikker og ryger
Filmen om Vitello bygger på en bogserie af Kim Fupz Aakeson. Men selv om historien derfor havde mange fans i forvejen, krævede det en hel del arbejde, før filmen kunne se dagens lys.

Det mener Dorte Bengtson blandt andet er, fordi Vitello ikke er videre politisk korrekt.

”Vi har været i gang i mange år, og finansieringen har taget rigtigt lang tid, selv om det er et populært univers. Det er nemlig også et meget dansk univers, som er provokerende, og som svenskerne ikke synes er fedt. Jeg ville have med, at hun ryger og drikker og gør de forkerte ting,” fortæller instruktøren.

Der var dog nogle steder, hvor folkene bag filmen fandt det i orden at foregå som lidt gode forbilleder.

”Vi gav ham cykelhjelm på, da han skulle køre baglæns ned ad vejen på cykel,” siger Dorte Bengtson og smiler.

Faldt for grimheden
Det underlæggende tema i Vitello er, at drengen savner en faderfigur. Hans mor vil ikke fortælle meget om den italienske charmør, som findes et sted ude i verden og er hans biologiske far.

Derfor gør Vitello sig fantasier om en spændende fyr i en sportsvogn. Af den grund bliver han ret så skuffet, da den mildt sagt gennemsnitlige Gregers melder sig på banen som bejler til morens gunst. Men efterhånden finder de to hinanden, og Vitello accepterer, at den virkelige verden, med alle dens fejl, er bedre end urealistiske fantasier.

”Jeg faldt for grimheden i universet, hvor morens bryster dingler rundt. Gregers er jo heller ikke lækker med sin ølvom og speedos, men det gør ham menneskelig. Og det er kernen i filmen, at Vitello er fræk, lyver og stjæler. Det er nemlig realistisk,” siger Dorte Bengtson.

Instruktøren gik meget op i, at Vitello fik lov at indtage det store lærred i en udgave uden kompromisser. Undervejs var der mulighed for at vælge en mere ligetil og simpel løsning, men det var hun ikke interesseret i.

”Hvis man var gået på kompromis, var det nok blevet nemmere at lave den, men også kedeligere.”

Trailer: Vitello

Kommentarer

Dorte Bengtson

Født 1971 i København.

Uddannet animationsinstruktør på Den Danske Filmskole i 2008.

Afgangsfilmen Sylfidden er udgivet på Ekko-dvd #6.

Aktuel med animationsfilmen Vitello, som Ekkos anmelder giver fem stjerner.

© Filmmagasinet Ekko