Sundance 2024
26. jan. 2024 | 23:08 - Opdateret 28. jan. 2024 | 08:26

Døtre- og fædrefilm vinder på Sundance

Foto: Ryan M. Robson

Eva (Sasha Calle, tv.) og Violeta (Lio Mehiel, th.) besøger deres narkoafhængige far hver sommer i familiedramaet In the Summers, der løber med Sundance-festivalens hovedpris.

Spillefilmen In the Summers og dokumentaren Daughters er hovedvinderne på Sundance-festivalen, hvor den norske delegation også er blevet hædret med adskillige priser.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Man ved aldrig med juryer. 

Familiedramaet In the Summers, om to døtres årlige sommerbesøg hos deres narkoafhængige far, blev festivalens store amerikanske fiktionsvinder ved prisuddelingen i biografen The Ray. 

Først uddelte jurypræsident Debra Granik (Winter’s Bone, Leave No Trace) instruktørprisen til den debuterende Alessandra Lacorazza, og et øjeblik efter måtte Lacorazza retur for at tage imod hovedprisen Grand Jury Award. 

Også festivalens mest populære film, Daughters, der vandt både publikumsprisen for bedste amerikanske dokumentar og den overordnede Festival Favourite Award for programmets bedste film, handler om hårdtprøvede familieforhold. 

Filmen følger fire døtre til en dansebegivenhed med deres fædre i fængsel og sætter (igen) fokus på det amerikanske samfunds iver efter at sætte sorte mænd bag tremmer. 

”Hvis I har set denne film, så ved I, hvad I er nødt til at gøre: Stem for forandring!” tordnede filmens instruktører, Angela Patton og Natalie Rae, fra vinderpodiet. 

Uventede valg
Valget af In the Summers kommer som en overraskelse for de fleste. Det er ikke en film, der har stået højt på festivalgængernes favoritlister. 

Det samme gælder dramaet Little Death, hvis instruktører havde forputtet sig bagerst i salen, da de vandt en innovationspris i kategorien NEXT for deres brug af AI-billeder. 

”Hvis I havde læst, hvad de skriver om os på Letterboxd, ville I heller ikke have troet, at vi ville vinde!” sagde de. 

Det er en glædelig overraskelse for filmskaberne, men et skævt skud for festivalen, der ofte har haft svært ved at skubbe sine prisvindere ud over ramperne til kommerciel succes. 

I en tid, hvor independentbranchen er truet på økonomien, risikerer Sundance at føles indesluttet. 

På godt og ondt, som Jesse Eisenberg påpegede, da han modtog manuskriptprisen for sin anden film, den rørende A Real Pain, som jeg havde spået gode vinderchancer. 

”Sundance er den smukkeste lille boble, hvor man kan spørge enhver skijakkeklædte filmfan på gaden, hvornår den næste film spiller, og de har svaret. Nu skal vi bare hjem til New York og snakke om fodbold igen.” 

Han har også sit på det tørre, da hans film blev solgt kort efter verdenspremieren for opsigtsvækkende ti millioner dollars. 

Norsk prisregn
Sean Wangs Didi blev som forventet belønnet, bare ikke i nogen af sværvægterkategorierne. Men en publikumspris for bedste amerikanske fiktionsfilm og en velfortjent skuespilpris for bedste ensemble er heller ikke sådan at kimse ad.

Det var også glædeligt at se, at den balstyrisk anti-engelske hiphopkomedie Kneecap, der handler om en irsksproget rapgruppe fra Belfast og spiller i sidekategorien NEXT, også høstede en publikumspris.

Selv om der ikke var nogen rent danske indslag i årets program – og Jianjie Lins dansk co-producerede Brief History of a Family blev forbigået – fik vores norske naboer en imponerende prishøst. 

Benjamin Rees Ibelin blev belønnet med både publikums- og instruktørprisen i sektionen for ikke-amerikanske dokumentarer. 

Filmen handler om den multihandicappede Mats ”Ibelin” Steen, der døde af Duchennes muskeldystrofi i en alder af 25, men som helt uventet levede et rigt liv som World of Warcraft-karakteren Ibelin. 

”Mats spurgte altid sine venner, hvordan de havde det, og han prioriterede altid at lytte oprigtigt til deres svar,” roste Benjamin Ree, der dedikerede sin pris til gamingfællesskaber i hele verden. 

Hovedprisen i samme kategori gik til hans landsmand Silje Evensmo Jacobsen for A New Kind of Wilderness, hvor en familie forsøger at skabe sig en ny tilværelse, efter at morens død tvinger dem til at flytte fra deres drømmegård i det norske vildnis.

Det er et rørende familieportræt, som vækker stærke mindelser om en anden, elsket Sundance-film: Captain Fantastic.

Og zombie-sorgdramaet Håndtering af udøde blev fuldt fortjent belønnet med musikprisen for engelske Peter Raeburns dystre elektroniske kompositioner. 

Politiske priser
På Sundance vægter man både kvalitet og budskab, og andre af prisuddelingens hovedpriser har et tydeligt ærinde, som juryen har ønsket at støtte. 

Hovedprisen for amerikanske dokumentarfilm, Grand Jury Prize, gik til Brendan Bellomo og Slava Leontyevs Porcelain War. Filmen følger tre kunstnere, der er truet på livet og livslysten under krigen i Ukraine. 

”Mens mine venner greb til våben, greb jeg mit kamera,” sagde Slava Leontyev bevæget, da han sammen med sin amerikanske medinstruktør tog imod prisen. 

Og instruktørprisen for bedste amerikanske dokumentar gik til den smertelige Sugarcane, der afdækker misbrug og mord på canadiske kostskoler for den indfødte befolkning. 

”Min far blev født på en skole for indfødte amerikanere og blev overladt til at dø i skolens affaldsafbrænder,” siger Julian Brave NoiseCat, der instruerede filmen sammen med Emily Kassie. 

”Disse skoler blev etableret for at ’skaffe det indianske problem af vejen’. Der var 139 af dem i Canada og 408 i USA – der var også én lige på den anden side af bjergene bag os.” 

Også den belgiske Soundtrack to a Coup d’Etat, en af festivalens mest politisk sprængfarlige film for dens afdækning af amerikansk jagt på sjældne mineraler i Congo, fik en pris med på vejen – for filmisk innovation. 

Sundance som springbræt
Netop innovationen har været slående på dette års festival, der har budt på mange nyskabende og formbrydende film inden for dokumentar og fiktion. 

Det er et hædersmærke for Sundance-festivalen, der alle dage har støttet nye stemmer i især den amerikanske filmindustri. 

Wes Anderson, der er i vælten for sin nyligt Oscar-nominerede kortfilm The Wonderful Story of Henry Sugar, dukkede således op over videochat for at præsentere festivalens kortfilmpriser. 

”Jeg viste selv en kortfilm på Sundance kaldet Bottle Rocket i 1993 for 31 år siden,” sagde han. 

”Vi plastrede det meste af Park City til med klistermærker og plakater. Jeg ved ikke helt hvorfor, for der var kun én visning, og de havde vist solgt billetterne.” 

Strategien lykkedes, må man sige. Wes Anderson genskabte Bottle Rocket som sin opsigtsvækkende debutspillefilm af samme navn, ganske som mange af årets prisvindere bygger på et visitkort af en kortfilm.

Sundance-vinderne 2024


U.S. Grand Jury Prize
In the Summers 

U.S. Dramatic, instruktørpris
Alessandra Lacorazza, In the Summers 

Waldo Salt Screenwriting Award
Jesse Eisenberg, A Real Pain 

U.S. Dramatic Special Jury Award for Best Ensemble
Izaac Wang, Joan Chen, Shirley Chen, Chang Li Hua, Didi 

U.S. Dramatic Special Jury Award for Breakthrough Performance
Nico Parker, Suncoast 

U.S. Documentary, Grand Jury Prize
Porcelain War 

U.S. Documentary, instruktørpris
Julian Brave NoiseCat, Emily Kassie, Sugarcane 

U.S. Documentary Special Jury Award for Sound
Gaucho Gaucho 

U.S. Documentary Special Jury Award for the Art of Change
Union 

Jonathan Oppenheim Editing Award: U.S. Documentary
Carla Gutiérrez, Frida 

Festival Favourite Award
Daughters 

U.S. Dramatic, publikumspris
Didi 

U.S. Documentary, publikumspris
Daughter 

NEXT, Special Jury Award
Desire Lines 

NEXT Innovator Award
Little Death 

NEXT, publikumspris
Kneecap 

World Cinema Grand Jury Prize, Dramatic
Sujo 

World Cinema Dramatic, instruktørpris
Raha Amirfazli, Alireza Ghasemi, In the Land of Brothers 

World Cinema Documentary Special Jury Award for Craft
Nocturnes 

World Cinema Documentary, publikumspris
Ibelin 

World Cinema Documentary Special Jury Award for Cinematic Innovation
Johan Grimonprez, Soundtrack to a Coup d’Etat 

World Cinema Documentary, Directing Award
Benjamin Ree, Ibelin 

World Cinema Grand Jury Prize: Documentary
Silje Evensmo Jacobsen, A New Kind of Wilderness 

World Cinema Dramatic Special Jury Award for Original Music
Peter Raeburn, Håndtering af udøde 

World Cinema Dramatic Special Jury Award for Acting
Preeti Panigrahi, Girls Will Be Girls 

World Cinema Dramatic, publikumspris
Girls Will Be Girls 

Sundance Institute / Amazon MBGM Studios Producers Award
Brad Becker-Parton, Stress Positions
Toni Kamau, The Battle for Laikipia 

Sundance Institute / NHK Award
Saim Sadiq, We Are Never Going to Die

Alfred P. Sloan Feature Film Prize
Love Me

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Sundance-festivalen i Utah.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Sundance blev grundlagt i 1978 og er den største independent-festival i USA.

Som eneste danske medie dækker Ekko festivalen.

Løber fra 18. til 28. januar.

© Filmmagasinet Ekko