Nyhed
11. jan. 2024 | 21:58

DR erkender fejl i kontroversiel dokumentar

Foto | DR

Når tilrettelæggerne tilfører en lydeffekt på en dokumentation af et påstået spark i en af de talrige konfrontationer mellem politiet og Vejle-familien, går man ifølge DR over stregen.

Chefredaktør for DR Nyheder Thomas Falbe tager nu afstand fra brugen af en kunstig lydeffekt under et påstået spark i dokumentaren Forfulgt af politiet?

Af Frederik Hoff

I en artikel i Ekko #95 afslører journalisten Jesper Vestergaard Larsen, at der i DR-dokumentaren Forfulgt af politiet? er lagt en kunstig lydeffekt ind over en overvågningsoptagelse.

Optagelsen viser en politimands fod, der tilsyneladende rammer den anholdte.

Scenen er central, fordi den anholdte mener, at han bliver sparket. Men det afviser formanden for Sydøstjyllands Politiforening, som siger, at det er ”et lille puf under knæhasen”, så politibetjenten kan få den anholdte til at sætte sig ned.

I artiklen fra magasinet bekræfter DR Nyheders chefredaktør Thomas Falbe, som er ansvarlig for dokumentaren, at der er lagt en lydeffekt på overvågningsvideoen. Han forsvarer den også.

”Det er rigtigt, at der er lagt en lydeffekt på,” siger Thomas Falbe i Ekko #95.

”Hvorfor er det lagt på?” spørger Ekkos journalist.

”Det er, fordi det er optagelser fra et overvågningskamera uden lyd, hvor der er lagt noget lyd under. Det er ikke usædvanligt i arbejdet med en dokumentar, at man lægger reallyd eller andet under de steder, hvor der mangler noget. Det må ikke være noget, der manipulerer eller fremstiller tingene, som de ikke er. Det er billedet, der er dokumentation her – ikke lyden,” svarer Thomas Falbe.

”Men er en lydeffekt under et påstået spark ikke netop at manipulere seerne til at opleve, at der er tale om et spark?” spørger Ekkos journalist.

”Nej, det mener jeg ikke, og det synes jeg er at overdrive effekten af den lydbearbejdning. Vi siger ikke, at det er et spark,” svarer Thomas Falbe.

Gråspurve med kanoner
Efter en omtale af artiklen den 10. januar på Ekkos hjemmeside, som flere medier har citeret, har Thomas Falbe i dag skrevet en kommentar på B.T.-journalisten Peter Astrups X-opslag om historien.

Hvor han tidligere ikke så lydeffekten som noget stort problem, tager han nu klart afstand fra den.

”Jeg har aldrig talt med ham (Jesper Vestergaard Larsen, red.) om en ’sparkelyd’. Jeg har ikke hørt det udtryk, før det står i Ekkos artikel. Det er en helt generel betragtning, jeg kommer med i forhold til lydbearbejdning,” skriver han og fortsætter:

”I det konkrete tilfælde har jeg sagt til Ekko, at ingen af os i DR har fanget, at der er lagt en effekt på det konkrete klip.”

”Det er næsten uhørligt, det er ikke reallyd, men en lille trommelyd. Så derfor mener jeg, det er at skyde gråspurve med kanoner at kalde det ’manipulation’. Men principielt er jeg enig i, at man ikke skal bearbejde dokumentationsbærende klip.”

”Havde vi fanget det i gennemsyn af filmen, havde vi bedt om at få det fjernet. Bare for en god ordens skyld, så hverken du eller andre tror, at jeg mener, at det er fint at manipulere med dokumentation.”

Godkendte citater
Thomas Falbe har skriftlig godkendt de citater, der er bragt i Ekko, og han har ikke haft indvendinger. Heller ikke i forhold til denne formulering:

”Her ses en fod, der tilsyneladende rammer den anholdte, og for at vise seerne, at der er tale om et spark, er der lagt en lydeffekt på. Det bekræfter Thomas Falbe over for Ekko.”

Falbes citater er i den store magasin-artikel såvel som den kortere omtale på nettet belvet brugt i den kontekst, han selv har godkendt dem i. Han fik 1. december 2023 sendt sine citater og konteksten til gennemsyn og sagde i en email god for dem den 4. december.

Men efter de to artikler er blevet bragt, har han bedt Ekko tilføje, at lydeffekten var en fejl, som DR gerne ville have rettet, hvis de havde opdaget det i tide. Og han mener altså, at lydeffekten ikke er en sparkelyd, men ”en lille trommelyd med rumklang”.

Dokumentaren er produceret af det konkursramte Deluca Film, som ifølge Thomas Falbes nye udsagn må have tilføjet lydeffekten, uden at DR har kendt til det.

I programmet Reporterne på 24syv i dag ville Falbe ikke tage stilling til, om den kunstige lydeffekt skal fjernes fra dokumentaren, som kan ses på DRTV. Politiforbundet har klaget til DR’s ledelse for overtrædelse af de presseetiske regler.

Kommentarer

Ekko undersøger
Forfulgt af politiet?

I det nye nummer kigger vi dokumentaren Forfulgt af politiet? efter i sømmene.

Journalisten Jesper Vestergaard Larsen afslører, at der er lagt en lydeffekt på overvågningsoptagelse for at give indtrykket af et spark.

Lektor Thomas Pallesen mener, at lydeffekten undergraver seernes tillid til DR.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Magasinet er på vej ud i løssalg over hele landet.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko