DR frygtede seer-selvtægt

Torsdag aften viste DR den hjertegribende dokumentar Min barndom i helvede, hvor Lisbeth Zornig Andersen opsøger personer, der på godt og ondt har spillet en afgørende rolle i hendes opvækst.

I den centrale scene møder hun sin stedfar, der forvandlede hendes barndom til et helvede – med afstumpet vold, psykisk terror og seksuelle overgreb.

Filmen kan også ses på dr.dk, men hverken i tv eller på nettet kan man genkende Lisbeths stedfar. Hans ansigt er sløret. Det var det ikke, da instruktøren Mette Korsgaard viste filmen mandag 7. maj i Park Bio i den version, som Ekko anmeldte.

”Der er forskel på at vise en film i Park for 200 indbudte mennesker og så klokken tyve på DR1, hvor alle danskere i princippet kan se med,” siger DR’s dokumentarredaktør Mette Hoffmann Meyer.

Den svage er blevet den stærke
Stedfaren sagde selv god for at optræde i filmen, men efterfølgende modtog DR et brev fra hans advokat, der sagde det modsatte. Juridisk havde DR sit på det tørre. Alligevel valgte DR at sløre stedfaren.

”Det er klart, at vi var bange for, at hvis vi ikke beskyttede ham, så kunne folk, der ikke kender miljøet og ikke forstår kernen i den historie, Lisbeth gerne vil fortælle, opsøge ham. Man kan jo forestille sig grufulde ting,” siger Mette Hoffmann Meyer.

”Det er en etisk overvejelse, ikke en juridisk. Hvem går man efter: Manden eller bolden? Vi kunne have taget ham helt ud af filmen, men han er en vigtig del af miljøbeskrivelsen og af Lisbeths historie, og nu har vi beskyttet ham ved at sløre hans ansigt,” siger dokumentarredaktøren, der ikke mener, at DR dækker over en krænker.

”Det er en skrøbelig, gammel mand, som ikke er dømt, og i det her tilfælde er den svage – Lisbeth – blevet den stærke.”

Se dæmonerne i øjnene
Min barndom i helvede er instrueret af Mette Korsgaard, som gerne ville have vist filmen på DR i dens oprindelige version.

”Jeg respekterer DR’s beslutning, men jeg må indrømme, at jeg umiddelbart syntes, at sløringen ville ødelægge filmen,” siger Mette Korsgaard.

”I forhold til Lisbeths erindringsbog er det nye i filmen, at vi møder stedfaren i dag. Og det er enormt vigtigt, at man ser stedfaren, for når man ser dæmonerne i øjnene, bliver de altid mindre farlige. Nu er han en mand uden ansigt, og det er mere uhyggeligt,” mener instruktøren.

”På den anden side ville jeg heller ikke kunne bære, hvis der skete ham noget. Det ville jeg aldrig kunne forsvare.”

Erindrer ikke overgreb
Under mødet med stedfaren turde Lisbeth Zornig Andersen ikke konfrontere ham med de seksuelle overgreb. 

Derfor tog Korsgaard efterfølgende tilbage til ham og fortalte, hvad filmen handlede om. Alligevel skrev stedfaren under på en erklæring om at medvirke. Men få dage senere kom der et brev fra hans advokat, hvor han trak sit tilsagn tilbage.

”Der stod ikke noget om, hvorfor han ikke ville medvirke, men han må have fået kolde fødder. Han har aldrig benægtet overgrebene. Han har bare sagt, at han ikke erindrer dem,” siger Mette Korsgaard og tilføjer, at Lisbeth Zornig Andersen ikke har mulighed for at melde stedfaren til politiet.

”Der er en femårig forældelsesfrist på sådanne sager, og overgrebene fandt sted for over 30 år siden. Men forhåbentlig kan Lisbeth ved at stå frem give misbrugte børn noget af stoltheden tilbage, for det er skamfuldt at være blevet krænket. De her børn har brug for vores omsorg og forståelse.”