DR genopliver Filmselskabet
Det vakte ramaskrig blandt Ekkos læsere, da DR i 2019 meddelte, at man 1. januar 2020 lukkede Filmselskabet.
Men den 1. maj bliver filmprogrammet med Maria Månson og Per Juul Carlsen i værtsrollerne genoplivet under navnet Filmselskabet Delight. Det bliver dog i en nedbarberet udgave, hvor hvert af sæsonens otte afsnit har en spilletid på seks-syv minutter.
Programmet vil blive vist i forlængelse af det nye kulturprogram Kulturelt, der har journalisten Jonathan Herrik som vært. Han har tidligere været redaktør på DR2’s satire og tema-afdeling. Og vil ifølge en pressemeddelelse i det nye program skabe en samtale om kultur med hjælp fra eksperter og forskellige kulturpersonligheder.
”Jeg tror, det er vigtigt at turde stille både uhøjtidelige, direkte og drilske spørgsmål til kulturlivet,” siger Jonathan Herrik.
”Min ambition er, at der skal skrues op for passionen og alle de små skæve, nørdede detaljer, der fascinerer os, og som rummer en god historie.”
De to programmer bliver vist hver søndag klokken 22 på DR2 og kan ses på streamingtjenesten DRTV.
Tilbage på tv-skærmen
I sine velmagtsdage blev Filmselskabet vist torsdag aften på den hedengangne kulturkanal DRK, der blev lukket i 2020 som følge af DR’s spareplan.
Over 30 minutter blev der i programmet anmeldt adskillige biografaktuelle film samt gået i dybden med forskellige tendenser.
Det bliver der ikke tid til i Filmselskabet Delight.
Her vil Maria Månson og Per Juul Carlsen give en hurtig introduktion til en aktuel film eller serie. Med filmglæde og kritik skal programmet give lyst til en tur i biografen eller kvalitetstid foran hjemmeskærmen.
”Med disse to programmer kaster vi et nysgerrigt blik på kulturens nyeste tendenser og værker set i en aktuel kontekst og viser dens mangfoldighed fra performancekunst til popkultur,” udtaler redaktionschef i DR Kultur, Ida Holten Ebbesen.
Ekko kunne sidste år afsløre, at DR ville lukke Per Juul Carlsens radioprogram Filmland den 1. januar 2022.
Siden har han fortsat med at skrive anmeldelser til hjemmesiden, men nu kan Per Juul Carlsen altså snart opleves igen på tv-skærmen sammen med Maria Månson.
Hun har siden lukningen af Filmselskabet blandt andet lavet radioprogrammet Fokus på P1 og været med til at tilrettelægge det netop overståede Dansk films bedste.
Kommentarer