DR-ledelsen forsvarede truende radiovært
Så faldt hammeren over Mads Aagaard Danielsen.
Vi er også nogle stykker, der har undret os over, hvordan DR gang på gang kunne forsvare en radiovært, som var ude af kontrol.
Eller langt ude i hampen, som jeg skrev i en kommentar i september 2018.
Baggrunden for kommentaren var ironien i, at en vært for et program – Shitstorm på P1 – der havde til hensigt at ”forbedre den digitale debat” og ”mægle i internetdebattens mest hidsige konflikter” selv var en shitstorm af orkanstyrke.
Det viste Mads Aagaard Danielsen, da han sammen med medværten Abdel Aziz Mahmoud i flere minutter hånede og ydmygede rapperen Nikoline for åben mikrofon, fordi hun satte spørgsmålstegn ved deres vinkel.
Programmet, der kan høres her, taler for sig selv. Den røde advarselslampe burde have lyst hos ledelsen, men i stedet gav daværende redaktionschef på P1, Judith Skriver, offeret en stor del af skylden for miseren.
”Som vært tror man, at man kan komme tilbage på sporet, fordi troen er på, at Nikoline stiller op på de præmisser, som værter oplever, at de har aftalt. Ellers skulle hun have sagt nej fra start,” sagde Skriver til Politiken i et forsøg på at bortforklare værternes himmelråbende uprofessionalisme.
Personlig samtale
I min kommentar efterlyste jeg en utvetydig beklagelse fra DR. Den kom aldrig. Derimod blev jeg ringet op en morgen af Mads Aagaard Danielsen. Han var rasende.
Jeg stod i et fyldt S-tog, så jeg bad ham om at ringe tilbage senere, men han insisterede på, at vi skulle tale her og nu. Til sidst måtte jeg lægge på.
Derefter fik jeg en sms om, at han ville tale med mig ”personligt”. Jeg svarede, at jeg gerne ville fremlægge min kritik i hans program.
”Ekko har desværre et alt for lille publikum til, at de er relevante at interviewe. Mads Aagaard vil derimod gerne lige have en lille snak med Claus Christensen,” skrev værten, der i 2015 havde tilbudt sig som skribent for Ekko.
Hans sms’er eskalerede med nedværdigende kommentarer.
Hævnjournalistik
Jeg stoppede med at kommunikere med Mads Aagaard Danielsen og havde ikke tænkt mig at gøre mere ved det. Som redaktør skal man have brede skuldre og kunne tåle lidt af hvert.
Men en uge senere modtog jeg en ny sms fra Aagaard Danielsen om kommende indslag i radioen.
Han skrev, at han allerede havde ”en kilde til citat på historien, der kritiserer dig og Ekko i ret høje vendinger”. Og tilføjede: ”Sig til, hvis du vil give din replik til sagen.”
Radioværten, der ikke ville interviewe Ekko i radioen, fordi magasinet havde for få læsere, var altså i gang med at lave en storstilet research, så han kunne hænge selvsamme medie ud i DR.
Et eksempel på hævnjournalistik. Oven i købet på hæderkronede P1.
Jeg skrev den 10. oktober en klage til DR-ledelsen, men fik den 18.oktober et svar fra Judith Skriver, som i det store og hele forsvarede værten. Hun beklagede, at han havde luftet sin personlige holdning til mig, men chefen tog ikke afstand fra den eller fandt anledning til at understrege, at jeg stadig var velkommen på P1, hvor jeg har optrådt mange gange.
Og hun afviste blankt, at der var en sammenhæng mellem værtens voldsomme reaktion på min kritik og hans kommende indslag om mig, som han ellers lige havde affærdiget som uinteressant for hans lyttere.
Persona non grata
Indslaget kom aldrig.
Måske var det bare et perverst forsøg på at gøre mig bange. Og nu hvor de uhyrlige sager vælter frem i Berlingske med smertefulde vidneudsagn – hadske beskeder, voldstrusler og seksuelle krænkelser – kan jeg se, at Mads Aagaard Danielsen i mit tilfælde nærmest har været nænsom.
Det er en tragedie, at DR ikke greb ind, når man allerede i 2018 blev gjort opmærksom på, at den var helt gal. DR-ledelsen bærer ansvaret for de krænkelser, den vanvittige vært har foretaget sig i sin egenskab af DR-profil, efter at institutionen var blevet advaret.
Mads Aagaard Danielsen startede på Radio24syv, hvor hans ansættelse ikke blev forlænget, fordi han blev anset for at være for uberegnelig – selv for Radio24syv!
Alligevel tog hele nationens DR imod ham med åbne arme og gik langt for at beholde ham, øjensynligt presset af konkurrencen fra den frække lillebror Radio24syv.
Men DR gjorde Mads Aagaard Danielsen en bjørnetjeneste, og nu er talentet endt et sted, hvor han er persona non grata i mediebranchen.
Kommentarer