Nekrolog
19. aug. 2022 | 16:03

DR-legende er død

Foto | uoplyst
Lars Engels færdedes i sit professionelle virke som dokumentarist blandt kriminelle, prostituerede og narkomaner på gaden, og han skabte med sine følsomme portrætter forståelse for en overset gruppe i det danske samfund.

Den banebrydende dokumentarist Lars Engels formåede som ingen anden at tage seerne med ind i lukkede miljøer og vise livet fra skyggesiden af tilværelsen.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

Vi har mistet en helt afgørende skikkelse i dansk tv-historie. Dokumentaristen Lars Engels tog seerne med ind i lukkede miljøer og viste livet fra skyggesiden af tilværelsen for blandt andet prostituerede og narkomaner.

I DR-programmer som Pigerne på Halmtorvet, Dømt til behandling og Piger i Vestre Fængsel – alle fra 1990’erne – skabte han øjenåbnende optagelser af mennesker, som vi sjældent kommer helt ind under huden på.

Hans nøgterne og dog solidariske beskrivelse af en tilværelse på bunden af samfundet var dengang nærmest en sensation, fordi det polerede tv-medie typisk havde en distanceret og sågar patroniserende tilgang til samfundets såkaldte tabere.

Lars Engels er død i en alder af 80 år, skriver Ritzau.

En dødsannonce i Politiken viser, at han gik bort den 14. august, og at bisættelsen finder sted fra Esajas Kirke på Østerbro tirsdag den 23. august kl. 14.

Hudløs ærlighed
Som en dansk udgave af dokumentar-legenden Frederick Wiseman lykkedes det Lars Engels at være fluen på væggen og supplerede med konkrete spørgsmål, som han placeret bag kameraet stillede til de medvirkende.

Lars Engels fandt med sin metode ind til en hudløs ærlighed og blev sin samtids store socialkronikør.

”Et kamera påvirker selvfølgelig situationen. Men mange gange sker der noget mellem de medvirkende, som de er optaget af, og så glemmer de kameraet. Men hvis der er for meget forstillelse, klipper jeg det ud,” sagde Lars Engels i 2010 i et interview med Ekko.

”Og jeg tager jo også nogle valg, som har at gøre med etiske grænser. For eksempel er der aldrig nogen kanyler og pakker med stoffer i mine film. Jeg vil langt hellere portrættere øjne og ansigter, for når man ser mennesker i øjnene, kommer man til at holde af dem.”

Uværdig fyring
Lars Engels var oprindelig kemilærer, men skiftede over til filmens verden og blev i 1976 uddannet på Den Danske Filmskole.

Året efter blev han ansat på DR og var der i næsten 30 år, men i 2005 blev han fyret som led i en større fyringsrunde på tv-stationen.

Det vakte vrede blandt hans kolleger, at dengang 63-årige Engels blev afskediget to år før, han skulle være gået på pension.

I de tre årtier havde han med omkring 60 dokumentarer blandt andet stået bag klassikere som Et glas vand til Johnie, Historier fra en politistation og som det sidste Pigen der troede hun kunne flyve fra 2004.

Kritik for socialpornografi
Adskillige gange blev hans programmer nomineret til – og vandt – flotte priser. I 2005 vandt han LO’s kulturpris, men der var også folk, som var kritiske over for hans dokumentarisme.

”I mine øjne er udsendelser som Dømt til behandling slet og ret socialpornografisk tv, der er karakteriseret ved, at de udstiller socialt marginaliserede personer i nogle situationer, der almindeligvis betragtes som hørende til de mest intime og private i et menneskes liv,” lyder antropologen Max Pedersens svada i en opsigtsvækkende kronik i Politiken i 1997, hvor han tilføjer:

”Der er tale om en slags klassechauvinistisk underholdnings-tv, som stimulerer seernes voyeuristiske trang.”

I temaet ”Journalistik og etik” i Ekko #23 uddyber antropologen sin kritik.

”Spørgsmålet er, om ikke vi i vores iver efter at lære hinandens hemmeligheder at kende har mistet sansen for, at der faktisk kan være grænser for, hvad vi kan forlange indblik i. Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om skildringer af socialt marginaliserede personer som narkomaner, sociale klienter, sindssyge, unge kriminelle, alkoholikere etc.,” skriver Max Pedersen.

Professor Ib Bondebjerg tog imidlertid hurtigt Lars Engels i forsvar.

”Han giver mennesker og livsformer et sted at ytre sig i en medieverden, som ellers ofte er lukket for dem,” skriver professoren i en artikel om Engels i tidsskriftet Mediekultur #39.

”Jeg ved ikke, hvordan man ellers skulle fremstille disse mennesker end ved så nænsomt og etisk som mulig at vise den måde, de faktisk lever på, og lade i det mindste glimt af menneskelige ressourcer og selvindsigt komme frem midt i den brutale virkelighed.”

Befriende løs struktur
Foruden sin interesse for det danske samfunds mest plagede eksistenser nærede Lars Engels også stor kærlighed til Cuba.

Instruktøren var medlem af hovedbestyrelsen i Dansk-Cubansk Forening og lavede Havanas Psykiatriske Hospital og De gale i Havana som sine to første film.

I 2020 – som del af vores corona-relaterede streaming-sommerserie – hyldede Ekkos anmelder Samina Yasmin Jakobsen Lars Engels og hans observerende dokumentarer, der stadig kan ses i DR-arkivet Bonanza.

”De udsattes liv og historie fortælles i en cinéma vérité-stil med befriende løs struktur. Der er intet krav om fint afrundede fortællebuer. Ofte går vi ind og ud af en persons liv i adstadigt tempo, uden at der er sket det helt store,” skriver anmelderen og fortsætter:

”Det er hårde skæbner, som til tider er ubærlige. Men det er også en påmindelse om, at uanset hvor hårdt livet rammer, bliver det på et tidspunkt hverdag igen.”

”Det er ikke kun død, stoffer og ødelæggelse i Lars Engels’ film, men også frisørsalon, forståelse og gode samtaler. Hvilket er værd at huske på og værdsætte, særligt i nationale krisetider som det uforglemmelige corona-forår.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko