DR nedlægger udskældt direktørområde
Den seneste tid har været særdeles hektisk for Danmarks Radio.
Dramachef Christian Rank forlod stillingen i kølvandet på hans stop af den planlagte storserie om Leonora Christina Ulfeldt.
I den forbindelse var der stor kritik af ledelsen på DR, mens en fotograf i Ekkos spalter anklagede tv-stationen for at svigte sine freelancere. I dag har public service-giganten så fremlagt en større plan for, hvordan man kommer igennem stormvejret og tilpasser sig fremtiden.
Som del af planen bliver det magtfulde og udskældte direktørområde DR Medier nedlagt. I forbindelse med Leonora har der været kritik af, at DR Medier havde et ansvar for, at projektet fik lov til at løbe alt for længe med tab af millioner af kroner til følge.
Chefen for DR Medier, Henriette Marienlund, bliver nu flyttet over i afdelingen DR Kultur, Børn, Unge, hvor hun skal være fiktions- og udviklingschef samt stedfortrædende for direktør Henrik Bo Nielsen.
Ifølge branchemediet Mediawatch sløjfer DR dermed stillingen som dramachef, og Marienlund kommer til at være ansvarlig for resortområdet. Under Marienlund vil der så være en indholdschef og en produktionschef, hvorved fiktionsafdelingen vil være bedre klædt på i fremtiden – hvert fald på papiret.
Digitale tilbud
På mandagens stormøde for alle ansatte på DR blev der meldt ud om en række store forandringer, der skal ruste DR til en mere digital fremtid.
Planen indeholder seks digitale initiativer, skriver DR i en pressemeddelelse.
”For at skabe værdi for alle vil vi udvikle os til en fuldt ud digital public service-institution,” lyder den nye, samlede vision for DR
Det betyder blandt andet, at streamingtjenesten DRTV skal videreudvikles med digitale nyheder og et fokus på at have indhold til alle danskere. I samme forbindelse skal alt indhold tænkes sammen, så det kan udkomme digitalt og tværmedielt.
Samtidig skal der skæres ned for det skrevne indhold på dr.dk. Her skal der med en skarpere profil være fokus på døgnets vigtigste nyheder. Endelig vil man i forhold til indholdet til unge begynde at udfase brandet DR3 og i stedet samle alle tilbud til unge under brandet P3.
Det er DR’s mål, at otte ud af ti danskere i 2023 vil bruge de digitale tjenester ugentligt. Desuden stræber man efter, at mindst tre ud af fire danskere oplever, at DR’s indhold giver dem værdi i løbet af en uge.
Kommentarer