DR politianmeldt for Jan Grarup-dokumentar

Den danske stjernefotograf Jan Grarup er en moralsk stemme, som der bliver lyttet til.

Han har gjort krige og katastrofer nærværende med sine kunstneriske reportagebilleder, og han er ikke bange for at sige sin uforbeholdne mening, når det eksempelvis gælder dansk flygtningepolitik.

Men nu bliver der på hjemmefronten sat spørgsmål ved hans egen moral.

Boris B. Bertrams dokumentar Krigsfotografen viser, hvordan Grarup tager hånd om sine tre teenagebørn, da hans ekskone, journalisten Zasha Sekjær, får kræft i hjernen og dør efter et langt sygdomsforløb.

Filmen indeholder optagelser af sørgende familiemedlemmer ved bisættelsen den 18. august 2015.

Aftenen forinden skrev Grarup til ekskonens familie. Han fortalte, at han havde spurgt Boris B. Bertram, om han ville filme mindehøjtideligheden, og nu bad Grarup om familiens velsignelse.

”Hvis I helst er fri for hans tilstedeværelse med kamera, må I gerne lade mig det vide i aften, så jeg kan stoppe hans forberedelser,” skrev fotografen i mailen.

Han nævnte, at optagelserne måske kunne indgå i en film, Zasha havde været i gang med at lave om sit sygdomsforløb inden sin død. Den film blev dog aldrig til noget. Han omtalte derimod ikke Krigsfotografen og understregede, at optagelserne var for børnenes skyld og kun til privat brug.

”Selvsagt er det, at materialet IKKE bliver brugt, hvis I har indvendinger – endsige vist andre steder end privat for ungerne, når de måtte ønske det,” lød det fra Jan Grarup.

Men da Krigsfotografen fire år senere, 15. september 2019, fik gallapremiere i Imperial og siden kom på DR, indgår optagelserne fra bisættelsen ikke bare i filmen. De spiller også en central rolle.

Lokket i en fælde
Bisættelsesscenen varer sammenlagt to minutter i filmen, ét minut i kapellet og ét minut ved rustvognen udenfor. Her ses blandt andre Zasha Sekjærs far, Jacob Bjerg Møller, samt hendes halvbror og -søster, Jonathan og Sara.

Zashas far var en kendt journalist, søndagsredaktør på Politiken, kulturredaktør på Ekstra Bladet og lektor på Journalisthøjskolen. Han døde i 2018, men to år tidligere skrev han en mail til Grarup, hvor han advarede fotografen mod at fremkomme med ”en historie/’dokumentar’, der fremstiller dig som den superfar, du selv mener, du er”.

Hverken Jonathan eller Sara Bjerg Møller blev kontaktet af instruktøren Boris B. Bertram, producenten eller Jan Grarup inden premieren. De opdagede ved et tilfælde, at de var med i filmen. Jonathan Bjerg Møller så filmen i januar 2020, da den kom på DRTV. Han har taget det skridt at melde DR til politiet.

”Offentliggørelsen er sket uden samtykke og uden, at vi på noget tidspunkt er blevet oplyst om det! Men konteksten, som billederne bliver brugt i, er endnu mere krænkende – vores søsters død bliver misbrugt til at promovere Jan Grarup og Boris Bertram,” skriver Jonathan Bjerg Møller i sin politianmeldelse.

”Opløst af gråd står min far og lillesøster ved vores søster Zashas kiste på en af de værste dage af vores liv. Billederne viser mig, min lillesøster og min far i en af de mest sårbare situationer, man kan stå i: Når man skal tage afsked til et elsket familiemedlem efter flere års lang og udmattende kamp mod kræft,” lyder det videre.

Jonathan Bjerg Møller var ved Zasha Sekjærs side, da hun døde på hospice. Han er ikke i tvivl om, at han er blevet lokket i en fælde af Jan Grarups mail aftenen før bisættelsen.

”Jan Grarup skriver, at det kun skal bruges privat til børnene, fordi han udmærket ved, at vi aldrig ville sige ja, hvis vi vidste, at det ville ende i en film om ham,” siger Jonathan Bjerg Møller, der selv er fotograf, til Ekko.

Misbruges til glansbillede
Sara Bjerg Møller blev lige så chokeret som sin bror over, at hun og bisættelsen af deres søster er med i Krigsfotografen – en film, som de begge troede havde en helt anden vinkel.

”At opdage, at Jans film faktisk ikke handlede om hans karriere, som vi – Zasha og hendes familie – fik at vide af ham, men en historiebue om, hvordan Zashas død påvirkede ham, har været et forræderi af den dybeste art,” skriver hun i en email.

Hun fortæller til Ekko, at hun bakker op om politianmeldelsen.

”Zashas sygdom og børnenes sorg udnyttes hensynsløst til at tegne et glansbillede af Jan Grarup, så han kan sælge flere foredrag, bøger og billeder,” siger Sara Bjerg Møller, der er lektor i international sikkerhed ved Seton Hall Universitetet i New Jersey.

”Min familie og jeg har altid prøvet at beskytte Zashas forhold til Jan, mens hun var i live og især, mens hun var syg og lå på hospice. I dag føler vi som hendes søskende, at vi skylder hende den respekt at være ærlige. Jan Grarup drager fordel af hendes død. Det er dybt uetisk og grænseoverskridende.”

DR afviser klage
Ekko erfarer, at politiet er i gang med at undersøge politianmeldelsen.

DR er anmeldt for overtrædelse af § 264d, der kan give op til seks måneders fængsel for uberettiget videregivelse af billeder af et menneske ”under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed”.

Dokumentaren er også blevet en sag hos Pressenævnet, hvis praksis tilsiger, at der skal udvises størst muligt hensyn ved omtale af begravelser og bisættelser.

DR vil hverken kommentere politianmeldelsen eller sagen i Pressenævnet.

”Vi kan ifølge god skik ikke kommentere på verserende sager. Og da sagen pt. afventer Pressenævnets kendelse, kan vi på nuværende tidspunkt ikke kommentere på sagen,” skriver Lisbeth Langwadt, der er programchef i DR.

Af DR’s etiske retningslinjer fremgår det, at ”DR ikke uberettiget bringer billeder eller optagelser, der vedrører en andens private forhold, uanset om optagelserne er sket på et frit tilgængeligt område”. Der står også, at en offentliggørelse skal se under størst muligt hensyn til de medvirkende, herunder pårørende.

I et tidligere svar til Jonathan Bjerg Møller har Lisbeth Langwadt da også medgivet, at en bisættelse er en særligt følsom situation for de pårørende. Alligevel mener programchefen, at DR har overholdt både straffeloven og god presseskik.

”På optagelserne ser man kun ganske kortvarigt din søster, jeres afdøde far og dig. I er på intet tidspunkt i fokus og fremstår i optagelserne sobert og neutralt,” skriver Lisbeth Langwadt og kalder det for ”stemningsbilleder”.

DR fremhæver, at Zasha Sekjærs tre børn, hendes mor og anden bror bakker fuldt op om filmen, inklusive bisættelsesscenen. Det samme gælder den tidligere DR-vært Mette Walsted Vestergaard, som på tidspunktet for bisættelsen var Jan Grarups kæreste.

”Det er mig en kilde til stor undren, at der nu er et familiemedlem, Jonathan Bjerg Møller, Zashas bror, der stiller sig tvivlende over for, at han selv og Zashas far ikke skulle have været bekendt med, at de optagelser, der fandt sted under begravelsen, var til brug for Boris’ film om Jan,” skriver Mette Walsted Vestergaard til producenten.

I god tro
Katrine A. Sahlstrøm fra Good Compagny Pictures har produceret Krigsfotografen. Hun er ked af sagen, men mener, at selskabet har handlet helt efter bogen.

”Det er gængs praksis, at vi overlod det til Jan at spørge, om Boris måtte filme til bisættelsen. Der er jo en masse i familien, vi ikke kender til, og det er bestemt ikke første gang, at vi får samtykke gennem en anden person. Derudover ville jeg også synes, det var enormt ufølsomt, hvis vi som udenforstående skulle til at kontakte folk, der er på vej til en bisættelse.”

– Men Jan Grarup nævnte intet om Krigsfotografen i sin mail?

”Han nævner Boris, og alle i familien vidste, at Boris’ optagelser var til en film om Jan. Så det undrer mig, hvis det er kommet bag på nogen, at hans optagelser fra bisættelsen skulle bruges til filmen.”

– I mailen skriver han, at optagelsen kun er til børnenes private brug?

”Det vil jeg egentlig gerne betvivle. Mailen kan læses på den måde, du fremlægger det, eller at optagelserne ikke vil blive brugt uden for det private, hvis der er indsigelser. Og de indsigelser har der jo ikke været.”

– Har familiemedlemmerne haft mulighed for at komme med indsigelser?

”Ja, til Jan, men også til Boris, som jo var til stede ved bisættelsen.”

– Men Jonathan, Sara og sandsynligvis deres far troede, at Boris udelukkende lavede optagelser til privat brug til børnene?

”Vi er først blevet bekendt med hans mail nu, hvor der er kommet en klage. Jeg vil gerne medgive, at mailen ikke er mega tydelig, men jeg læser den altså sådan, at optagelserne kan blive brugt til en film, med mindre der gøres indsigelser.”

– Du siger med andre ord, at I har været i god tro og ikke ville gøre nogen fortræd?

”Helt bestemt. Og vi har koncentreret optagelser på de hovedmedvirkende og holdt afstand.”

– Alligevel vil I ikke klippe filmen om, efter der er kommet en klage?

”Hvis vi havde kendt til det, inden filmen havde premiere, kunne vi sikkert have klippet uden om de forurettede, så de ikke sås i scenen. Nu har den både gået i biografen og på flow-tv, og filmen har haft sit største publikum.”

– Så løbet er kørt?

”Det er en hård måde at sige det på. Boris har forsøgt at ringe til Jonathan, men Jonathan kræver, at vi skal klippe bisættelsesscenen helt ud. Og det vil vi ikke. Den er essentiel for filmen, og vi mener ikke, at vi udstiller Jonathan og hans familie.”

Ekstremt modige
Boris B. Bertram er en anerkendt instruktør. Krigsfotografen afrunder en trilogi om konflikter og krige på forskellige niveauer. Han arbejdede på filmen i seks år.

I starten skulle den handle om Jan Grarup som fotograf i brændpunkter rundt om i verden. Mens de er i Centralafrika bliver Jan Grarup ringet op fra Gentofte Hospital og får at vide, at Zasha Sekjær er faldet om. På vej hjem i flyet bliver de enige om, at filmen også skal handle om, hvad det betyder for en familie at blive ramt af en kræftsygdom.

”Vi laver virkelig gode dokumentarfilm i Danmark, fordi vi skildrer mennesker, der er et sted i tilværelsen, hvor livet kan mærkes og måske gør ondt. Det er helt afgørende, at vi passer på vores medvirkende. Det betyder, at mine hovedpersoner føler sig set, og de føler, at de kan genkende sig selv i de scener, vi laver,” siger instruktøren til Ekko.

– Hvordan har du sikret det?

”Grarups tre børn har haft indflydelse på redigeringen af Krigsfotografen. De har godkendt alle scener. Faktisk har jeg taget hospitalsscener med Zasha ud, fordi børnene ønskede det. De ville gerne bevare et andet billede af deres mor, end da hun var syg.”

– I bisættelsesscenen er du fokuseret på hovedpersonerne og ikke de andre, der optræder i billedet?

”Ja, jeg kan ikke se, hvad vi skulle have gjort anderledes. Scenen er vigtig, fordi den viser Jans tale til børnene, og fordi børnene her mindes deres mor. De vil gerne vise andre mennesker, hvordan man går igennem et sorgforløb, og de har været ekstremt modige. Jeg har også talt med Zashas mor og hendes lillebror Alexander, som er den nærmeste familie. De var med til premieren og er rigtigt glade for filmen.”

Bagatelgrænsen
Konflikten om Krigsfotografen er den foreløbige kulmination på en længerevarende familiefejde som følge af skilsmissen mellem Zasha Sekjær og Jan Grarup, økonomiske forhold og andre ting. Zashas far trak flere gange Jan Grarup i retten på grund af en gæld. 

I september begyndte Information at researche på en kritisk artikel om Jan Grarups økonomiske forhold, men han kom avisen i forkøbet med en opsigtsvækkende pressemeddelelse.

Ifølge Jan Grarup forsøgte Information at lave en smædekampagne, og derfor aflyste han en reception for sin nye bog og interviews for at beskytte sin familie.

”Jeg vil ikke acceptere, at man sværter min afdøde ekskones navn i en ensidig fortælling om økonomi og familiære relationer, som vil ende som offentlig mudderkastning, hvor de eneste tabere er mine børn. De har allerede gennemgået nok,” lød det dengang fra Jan Grarup.

Information endte med at droppe artiklen. Og selv om den nye strid går på Krigsfotografen, mener den 51-årige fotograf, at det handler om noget helt andet end om filmen.

”Det er en personlig vendetta mod mig. Det er sørgeligt, ikke for mig, men fordi det går ud over mine børn. Det er heller ikke min film og ikke mig, der har redigeret den. Det er Boris’ film. Men jeg ved, at Boris har opført sig hæderligt og respektfuldt. Han havde også et meget nært forhold til Zasha, der selv lod sig filme til Krigsfotografen,” siger Jan Grarup.

– Da du spurgte Jonathan, Sara og deres far, om Boris B. Bertram måtte filme bisættelsen, nævnte du ingenting om Krigsfotografen. Hvorfor?

”Jeg tror slet ikke, at det var inde i filmens regi på det tidspunkt. Og du skal tænke på, at jeg stod i en situation, hvor jeg skulle prøve at navigere tre børn gennem sorgen. Det sidste, jeg tænkte på, var Jonathans velvære eller for den sags skyld hans far.”

– Kan du slet ikke sætte dig ind i, at de i dag godt kan føle sig vildledt?

”Nej, undervejs op til bisættelsen filmede Boris jo mange gange, så der er ikke stukket noget under stolen. De var udmærket klar over, at der blev lavet en film. Ingen af dem spiller en rolle i bisættelsesscenen, ligesom de optræder i nogle få sekunder i billedet. Man ser dem knap nok. Alligevel mener de at have et ejerskab over bisættelsen.”

”Der må være en bagatelgrænse. Hvis de var blevet udstillet i deres sorg med baggrund i, at de synes, jeg er et forfærdeligt menneske, så ville jeg kunne forstå det. Men det gør de ikke. Og både før og efter bisættelsen har de haft mulighed for at sige fra.”