DR-programmet Shitstorm lukker
Radioprogrammet Shitstorm havde som erklæret mål at mægle i konflikter og forbedre diskussionen mellem mennesker på sociale medier.
Men efter afsløringen af, at programmets ene vært – Mads Aagaard Danielsen – har krænket adskillige mennesker både fysisk og verbalt, lukker programmet nu.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse, hvor det også meddeles, at der de næste uger vil blive udviklet et nyt koncept. Ledende redaktionschef Gustav Lützhøft udtaler:
”Med historien om programmets værts adfærd og krænkelser, tror vi ikke på, at programmets integritet kan genetableres. Også selv om resten af det meget dygtige hold, der laver programmet, hverken har lod eller del i den pågældendes krænkelser. I dialog med blandt andre Shitstorms hidtidige medvært, Sanne Cigale, er det derfor besluttet at programmet omgående lukkes.”
Selv siger medværten Sanne Cigale: ”Jeg mener ikke, at Shitstorm kan fortsætte i forhold til min, kildernes eller DR’s integritet.”
Chikane og trusler
Det sidste afsnit af Shitstorm blev sendt i lørdags, hvor Anna Olrik og Adina Ren overtog værtsrollerne i et program, der havde blandt andre Morten Messerschmidt og Mai Manniche som gæster.
Shitstorm havde premiere den 12. maj 2016 med de oprindelige værter Mads Aagaard Danielsen og Abdel Aziz Mahmoud. Sidstnævnte er i dag vært på TV 2.
De to kom særligt i søgelyset, da de i 2018 havde rapperen Nikoline inde i et program, der er blevet kaldt ”de tolv mest vanvittige minutter i nyere dansk radiohistorie”.
Det fik Ekkos chefredaktør til at skrive en harm kommentar, som Mads Aagaard Danielsen tog anstød af og brugte som baggrund for chikane og trusler.
I næstsidste program af Shitstorm, før Berlingske afslørede, at Mads Aagaard Danielsen var den hjemsendte DR-vært, blev det først sagt, at han var syg på dagen og i nogle uger skulle på barsel.
Mads Aagaard Danielsen er stadig hjemsendt og ikke blevet fyret fra DR.
Kommentarer