Sara Omar-dokumentar udsat for anden gang
På søndag, om blot fire dage, skulle DR have haft premiere på dokumentaren om forfatteren Sara Omar, der ifølge kilder er en bombe i hendes langvarige konflikt med instruktør Manyar Parwani.
”Der er sket noget nyt, som vi gerne vil efterprøve og kunne have med i dokumentaren,” siger Thomas Falbe, chefredaktør for DR Nyheder, til Ekko.
”Vi har nogle redaktionelle overvejelser om, hvad det er for en dokumentar, vi gerne vil kunne lave bedst muligt.”
– Kan du være lidt mere specifik?
”Nej, det kan jeg ikke. Men det at udsætte en dokumentar er ikke noget, vi tager let på. Det har ret store konsekvenser og omkostninger for os på alle mulige måder. Så det er ikke, fordi det er en let beslutning, eller at vi bare gør det på skrømt. Det er, fordi vi synes, det er vigtigt for indholdet.”
”Det bliver en dokumentar, der vil kaste helt ny lys på sagen om Sara Omar, og det er det formål, vi går ind i det.”
Tager radikal drejning
Sara Omar skal gøres tavs produceres af Laud People med Niels Hagen Rasmussen fra Reef TV som co-producent. Dokumentarserien på tre afsnit følger forfatteren Sara Omar, da konflikten med instruktøren Manyar Parwani brød ud i medierne i foråret 2021.
Parwani havde gennem længere tid været i gang med et dokumentarisk portræt af Sara Omar, men efter uoverensstemmelser trak forfatteren sig i august 2019 fra projektet.
Parwani fortsatte dog arbejdet med dokumentaren, som i mellemtiden havde udviklet sig til et meget kritisk portræt.
Instruktøren ville afsløre Sara Omar som en løgner, der konsekvent har overdrevet sine oplevelser, blandt andet fortiden i et strengt religiøst og patriarkalsk, muslimsk miljø.
I sommeren 2021 viderebragte Frihedsbrevet beskyldningerne i flere artikler. Samtidig bragte Weekendavisen en stor artikel om ghostwritere, hvor avisen påpeger, at Sara Omar har benyttet en ukrediteret konsulent til bøgerne Dødevaskeren og Skyggedanseren. Konsulenten havde dog selv valgt at være ukrediteret.
Det udviklede sig til en regulær shitstorm.
Redaktionel beslutning
Forfatteren har dog med to sejre i fogedretten foreløbigt formået at forhindre, at dokumentaren bliver offentliggjort. Men nu er den dokumentar, hun frivilligt har valgt at medvirke i, så selv løbet ind i udfordringer.
DR’s chefredaktør Thomas Falbe mener dog ikke, at udsættelsen er et større problem.
– Dokumentaren handler meget om Sara Omars konflikt med Manyar Parwani og hans familie. Har I fået kolde fødder? Er I blevet udsat for et pres?
”Hvis vi skulle få kolde fødder over pres, som vi ofte bliver udsat for af parter i en kritisk dokumentar, skulle vi slet ikke røre ved en sag som denne her. Så det kan jeg blankt afvise,” siger Thomas Falbe.
”Vi kommer til at udkomme med den her dokumentar, når vi synes, den er færdig, og når vi kan inddrage de nye udviklinger, der sker i sagen, på en ordentlig måde.”
– Men kan du afvise, at der har været et pres fra nogen parter i sagen?
”Jeg kommer på ingen måde til at udtale mig om, hvad det er for en dialog, vi har med nogen parter i en journalistisk produktion, som vi ikke har publiceret endnu.”
– Men har I og juristerne i DR gjort jeres arbejde godt nok, når I så tæt på premieren må udsætte for anden gang?
”Juristerne vurderer, hvorvidt en dokumentar indeholder straffelovsovertrædelser eller noget, som vil føre til, at vi taber en pressenævnssag eller lignende. Juristerne har intet med vores redaktionelle vurderinger af indhold eller indholdskvalitet at gøre. Jeg ved godt, at der eksisterer mange myter om, hvordan tingene foregår i DR, men beslutningen om at udsætte dokumentaren er ene og alene min.”
– Vil I sætte jeres egne journalister på opgaven?
”Vi har en fin dialog med produktionsselskabet, der arbejder med sagen om, hvordan vi løser det. Men det kommer jeg heller ikke til at gå nærmere ind på.”
– Kan du sige noget om, hvornår du regner med, at I kan vise dokumentaren?
”Nej, det vil jeg helst ikke. For så kan du jo bare skrive en ny historie, hvis den ikke er klar til det tidspunkt, jeg nu siger. Det synes jeg ikke, der er nogen grund til.”
Ekko har forgæves forsøgt at få en kommentar til udsættelsen af dokumentaren fra Sara Omar, Manyar Parwani og hans producer Omar Marzouk.
Tidslinje for konflikten
17. november 2017
Sara Omar udgiver debutromanen Dødevaskeren, der kritiserer undertrykkelsen af kvinder og den sociale kontrol i et muslimsk miljø.
December 2017
Manyar Parwani kontakter Sara Omar for at lave en dokumentar om hende. Optagelserne går i gang måneden efter.
August 2018
Sara Omar indgår kontrakt med Parwani om dokumentaren. Kontakten udløber 1. november.
3. august 2019
Sara Omar meddeler Parwani og produceren Omar Marzouk i en mail, at hun forlader projektet, da hun ikke har tillid til dem.
December 2019
Optagelserne til DR-dokumentaren Sara Omar skal gøres tavs af tilrettelægger Søs Hoffman begynder.
18. juli 2021
Frihedsbrevet udgiver lydoptagelser af Sara Omar, som ifølge Parwani beviser, at hun har overdrevet sine udtalelser om politibeskyttelse.
22. juli 2021
Weekendavisen gør i en artikel om ghostwritere opmærksom på, at Sara Omar har benyttet en ukrediteret konsulent på sine bøger.
10. september 2021
Manyar Parwani skriver på Facebook, at han er i gang med at færdiggøre dokumentaren.
6. oktober 2021
Sara Omar anmoder retten i Frederiksberg om fogedforbud mod offentliggørelse af dokumentarens optagelser.
12. oktober 2021
Sara Omar fortæller i Ekko for første gang om konflikten med Parwani.
28. februar 2022
Byretten nedlægger fogedforbud mod at vise optagelserne, og filmskaberne anker sagen.
5. april, 2022
Landsretten erklærer sig enig med byretten og fastholder fogedforbuddet mod at vise optagelserne.
12. april 2022
Manyar Parwani anlægger injuriesag mod Sara Omar, Ekkos chefredaktør og journalist for ærekrænkelser i interviewet med Sara Omar. Kravet er mindst ét års fængsel.
16. august 2023
Procesbevillingsnævnet lader ikke Manyar Parwani og Omar Marzouk anke til Højesteret.
29. august 2023
Ekko kan afsløre, at DR’s dokumentar skal vises 10. september efter at være blevet udsat fra 3. september.
6. september 2023
DR-dokumentaren udsættes på ubestemt tid på grund af redaktionelle ændringer.
Kommentarer