Nyhed
05. maj 2021 | 18:07

DR vil ikke melde ud om fremtidig filmdækning

Foto | DR
Jakob Stegelmann har i mere end 30 år været en elsket vært for forskellige udgaver af Troldspejlet på DR, men nu er programmets fremtid i fare.

Det er en forudsætning, at vi løbende fornyer indholdet. Programmer har forskellige livsfaser – nye programmer kommer til,” siger DR-chef efter afsløringer af lukning af Filmland og usikker fremtid for Troldspejlet.

Af Nicki Bruun

Det skabte ramaskrig, da Filmmagasinet Ekko i går kunne afsløre, at DR både lukker radioprogrammet Filmland på P1 og overvejer fremtiden for tv-programmet Troldspejlet, der ifølge Ekkos kilder er færdig på DR2.

I den forbindelse leverede DR gennem sin presseafdeling to svar, der ikke formildede fans af de to programmer, som på sociale medier rasede over beslutningerne.

Nu har DR på ny sendt et skriftligt svar på Ekkos spørgsmål om, hvorfor man har valgt at skære programmerne, og om der fremover ikke vil være dækning af film på DR’s programflade.

”Vi er glade for den store interesse, der er for DR’s kulturdækning. Det er en forudsætning, som det altid har været, at vi løbende fornyer og udvikler indholdet, så vi kan give seere, lyttere og de digitale brugere det bedste og stærkeste kulturtilbud. Programmer har forskellige livsfaser – nye programmer kommer til, nogle siger vi farvel til, mens andre ændrer format eller skifter platform,” lyder det fra Lisbeth Langwadt, der er programchef for kultur, aktualitet og dokumentar hos DR.

”Lige nu er det for tidligt at sige noget om, hvordan blandt andet filmområdet bliver dækket fremover, så derfor er det også for tidligt at drage konklusioner på baggrund af de mellemregninger og brudstykker, der optræder diverse steder. Men naturligvis vil der også fremover være dækning af film, og præcis hvordan det samlet kommer til at se ud, glæder vi os til at fortælle mere om efter sommerferien.”

Filmstoffet svinder ind
Vi kommer altså til at vente nogle måneder, før DR melder ud, hvordan fremtiden bliver for dækningen af film på public service-stationen, der har stolte traditioner i genren.

Ole Michelsen delte i en menneskealder hatte ud til film i tv-programmet Bogart, mens også DR2 Premiere og senest Filmselskabet med Maria Månson har haft et passioneret publikum.

Sidstnævnte blev lukket i 2019, hvor Jakob Stegelmanns Troldspejlet blev relanceret som Troldspejlet & Co.

Det blev flyttet fra ungdomskanalen DR Ultra til DR2, og samtidig blev målgruppen ændret fra det unge publikum til voksne mennesker med stor interesse for populærkultur i bred forstand.

Dengang udtalte Lisbeth Langwadt, at DR i fraværet af Filmselskabet stadig ville dække filmområdet med direkte henvisning til Filmland og Troldspejlet & Co.

Det bliver derfor spændende at se, hvordan den fremtidige filmdækning på DR kommer til at tage sig ud.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko